søndag den 1. januar 2017

Bag of Holding (Rogue One (omsider), Magnus Chase 2, Stranger Things, De Tre Musketerer)

Så er det blevet 2017, jeg er omtrent halvvejs færdig med gymnasiet (og nej, jeg har stadig ingen anelse om, hvad jeg skal bagefter), og juleferien er snart ovre. Æv til den sidste ting. Nå jeg har flere ting at skrive om, så lad mig komme i gang:

Star Wars (igen i år og nok i al evighed) eller nå nej, det hed den faktisk ikke

Så Rogue One har været ude nogle uger nu, og jeg fik først set den for et par dage siden, efter at jeg har modtaget trusler om spoilers adskillige gange fra mine venner. Tak for det, venner. Så ja, jeg har set den, dannet en holdning som sædvanligt og brugt min tid på at dele den på denne blog, som åbenbart stadig bliver læst af amerikanere. Amerikanere som hverken kommentarer eller gider give mig nogen som helst forklaring på, hvorfor de læser min blog... jeg er virkeligt smigret og alt det der, men jeg forstår det ikke. Nå, angående den der film:
Jeg kunne godt lide Rogue One, og mange af filmens elementer lykkedes i at gøre noget anderledes. Den føltes meget anderledes fra tidligere "Star Wars" film, da den kom meget nærmere på de beskidte, komplicerede og grå dilemmaer, der er ved krig. Det var selvfølgelig stadig en elleveårs film, men det er klart den mørkeste i universet, og det er jeg glad for. Til tider afhang den også af nostalgi for de gamle film, som konceptet og tidsperioden gjorde uångåeligt, men mere om det senere. Hvad karakterer angik så forsøgte filmen ligeledes at udvide mulighederne i en vis galakse for meget længe siden. Der var flere grå karakterer i filmen, uden at de var charmerende Han Solo typer. Emperiet blev også vist nærmere og fra flere synsvinkler, hvilket var ganske interresant, og sammen med plottets struktur skabte dette grundlaget for en alternativ Star Wars oplevelse.
Jeg kunne også godt lide flere af karakterene, og det gjaldt især Wash fra Firefly, Mads Mikkelsen og hans datter... øh, jeg mener K2-SO, Galen og Jyn Erso. Galens karakter var måske ikke meget med i filmen, men hans rolle og situation lod os se Emperiet i et andet lys. Dog var filmen ikke uden problemer. Der var først og fremmest for mange karakterer. Jeg kunne godt lide koncepterne for alle de nye karakterer + ham fra Clone Wars, og jeg elskede de korte og velbenyttede cameos, men jeg må alligevel sige, at en eller to karakterer færre ville have gjort en stor forskel. Jeg kunne som sagt godt lide alle karakterkoncepterne, men der var simpelthen ikke den nødvendige tid til dem alle, selvom det dog ikke gik lige så galt som for Sucide Squad. Fem/ti minutter mere til Kaptajn Cassian kunne have gjort underværker, da filmen forsøgte at gøre noget dejligt moralsk diskutabelt med hans karakter, men ikke helt havde den påkrævede mængde scener. Alan Tudyks Wa... K2-SO kunne også have deltaget her, for selv om jeg hurtigt kom til at holde af det aggresive comic relief, så syntes jeg ikke rigtigt, man lærte alt, hvad der var om karakteren, og sådan var det for flere andre. Ofte kom man kun lige under overfladen og nåede lige akkurat at se potentialet, og så var filmen ovre.

Der er samtidigt hele diskussionen om, hvorvidt filmen overhovedet var nødvendig eller ej, og hvad den vil bringe med sig. Jeg kunne godt lide, hvad den forsøgte at gøre som sagt, men jeg er lidt bange for, at vi aldrig kommer videre i dette univers. Personligt har jeg ikke lyst til at se en Han Solo spin off film eller andre film med baggrundshistorier, for jeg har allerede set og nydt de oprindlige karakterer mere end rigeligt. Star Wars universet er nødt til at bevæge sig videre og fortælle en historie, som ikke klæber sig til de oprindelige film så meget. Denne film var ganske fornøjelig og gav os en anderledes oplevelse af de gamle rumtroldmænds galakse (ja, det kaldte jeg den lige), men jeg håber virkeligt, at fremtidige film har modet til at gå et skridt videre og sige: "vi har ikke brug for Vader, stormtroopers og nostalgi for at være gode film". Ellers kommer Star Wars for evigt til at være fanget i fortiden.

Nordisk Riordan og Klassisk, Flabet Franskmand

Men juleferien er også en tid for familien og for at være sammen med andre, så hvad har jeg gjort. Jeg har fået læst Alexander Dumas' 800 siders klassiker: De Tre Musketerer, og Nytårsaften læste jeg den anden Magnus Chase, som dog kun var på 450 sider. Så ja, jeg er nemlig et rigtigt socialt menneske, som elsker at lave "teenage-ting" med unge, jævnaldrende mennesker.

Men nok om mit liv. Jeg har som sagt fået læst den store klassiker af Alexander Dumas, som der er skabt alt for mange, dårlige, moderne fortolkninger af i filmenes verden. Det er en bog, man ikke kan undgå at have hørt om, men som jeg aldrig i mit liv havde så meget som overvejet at læse, før jeg altså fik den i fødselsdagsgave. Det er jeg så nu meget glad for, at jeg gjorde. På trods af De Tre Musketeres alder (bogen, ikke karakterene) er den faktisk ikke så slem at læse igen. Nu læste jeg selvfølgelig den ikke på middelalder fransk, men jeg skulle mene, du forstår, hvad jeg mener. Bogen var ikke så formel, som man skulle tro, og humoren fungerer i hvert fald stadig. Der er en helt masse ironi, sarkasme og flabethed, der lige så godt kunne være blevet sagt og brugt nu om dage. Faktisk varierer det meget fra kapitel til kapitel, hvor tungt det er at læse. Nogle er sjovere og lettere, imens andre er mere plottunge, men selv de værste er egentligt ikke så slemme. Samtidigt er historien på ingen måde begrænset af klicheer om godt og ondt, for den slags er meget nyere. Næsten samtlige roller er meget grå med både postive og negative sider til sig, og det gælder lige så vel for "skurkene" som for "heltene". Musketerene er meget jordnære karakterer med almene problemer, der ofte ikke er andet piger og penge. De er ganske vist gode venner og overholder deres berømte musketer ed, men hvorvidt man ville kalde dem helte nu om dage er en længere diskussion. Alle karaktererne har skjulte motivationer, halvtforskruede æreskodekser og fristelser, og det er ganske tydeligt, det har været meningen fra Dumats side at bringe dybde og realisme til de fire venner. Samtidigt var det jo en anden tid, hvilket er meget tydeligt flere gange i bogen, når det eksempelvis kommer til håndtering af kvinder, adelige og tjenere, og på en måde er det forfriskende i en verden, hvor fiktionen næstne udelukkende er bygget på moderne synsvinkler. Der udføres ofte handlinger, jeg finder moralsk forkastelige eller forkerte, men som på tiden ikke var det. Og som Dumas selv skriver: "Man skal ikke dømme en mand ud fra sin egen tid, men fra tiden hvor vedkommende levede". Jeg aner ikke, om det er det præcise citat, men dette er en ikke en aflevering, så jeg vælger at være ligeglad. Når man er færdig med bogen er det tydeligt, hvorfor den er sådan en klassiker, og hvorfor den har overlevet så længe. Den er ganske velskrevet og har både dybde, humor, grå og småonde, men elskværdige karakterer og etiske dilemmaer, og jeg fandt den en sand fornøjelse at læse. Hvad angår klassisk litteratur, har jeg også lige gået Don Quijote, men den kan lige få lov at modne lidt i reolen, inden jeg giver mig i kast med den. Måske når det blæser lidt mindre i kæmperne, og det er sommer, tager jeg fat på den.

Jeg må dog indrømme, at efter at have læst De Tre Musketerer havde jeg brug for en lettere mellembog. Det blev så Rick Riordans nyeste morsomme og mytologiske fantasy roman - Magnus Chase and the Hammer of Thor. Så hvad kan jeg sige om den? Jeg elsker Rick Riordans bøger af tre årsager: 1) De er hylende morsomme 2) De har gode karakterer 3) De er fyldt med gamle fortællinger, myter og sagn. Jeg har allerede nævnt, at jeg rigtigt godt kunne lide karaktererne i den første Magnus Chase, og denne efterfølger bygger kun videre på disse, hvilket var dejligt. Ellers var bogen, hvad kan forvente fra Rick Riordan. Den begyndte med "Could you please stop killing my goat?", sendte Magnus og co. ud på et eventyr, som var en moderne fortolkning af en eller flere klassiske fortællinger (host host Thors brudefærd) smidt sammen med et par gode karakterer og nogle muglerting, alt i mens det magisk og det moderne smeltede sammen i en inkognito Tandgrisner (dog med et forkert navn), vikinger i hawaii skjorter og Thor med dårligt wifi. Jeg må indrømme, at jeg fandt nogle enkelte vittigheder til at være uden for min smag, men det var egentligt kun to-tre ting. Så ja, hvad kan jeg ellers sige. Det var Rick Riordan, det var sjovt, og det var, hvad jeg regnede med plus solide udvidelser til karakterene og build up til den næste bog.

Stranger Things

Hvad har jeg ellers at bedømme fra juleferien, spørger du måske? Stranger Things er mit svar. Altså den der netflix serie, som jeg i flere måneder læste, at jeg burde se, men undlod, indtil jeg tog mig sammen i december. Serien er egentligt heller ikke særligt lang, så jeg kom igennem den spredt ud over to forskellige dage. Den var heller ikke specielt tung at komme ind i, men den manglede på en paradoksal måde heller ikke dybde. Konceptet bag Stanger Things er egentligt ret simpelt og brugt før, men de jordnære og troværdige karakterer blandet med en smule charme, gode effekter og godt skuespil går sammen som de mange stykker i en Lego Star Destroyer og bliver et dejligt stykke kunst. Ja, jeg kaldte lige min Lego Star Detroyer kunst. Jeg brugte to dage på at bygge den som niårig, og jeg kalder den derfor, hvad jeg vil. Serien er virkeligt god og helt klart værd at se, selv for en person der ikke rigtigt er til horror såsom mig, da den er ikke splatter horror, og det var jeg glad for. Jeg vil dog ikke sige, Stranger Things er fuldstændigt livnødvendig at se... (er du en ekstrem fan, vil du så venligst undlade at myrde for den kommentar) men den er et lille, smukt mesterværk for enhver, der vil investere de ca. otte nødvendige timer på at se den. Altså indtil sæson 2 kommer ud... og sæson 3... og 4... og så videre. 

Nå, et forsinket god jul og godt nytår herfra.