fredag den 13. januar 2017

Gæsteforfatter Winther har magten #2: Køter - Blod og De Blå del 1

Køter 2 - Blod og de Blå del 1

af Anders Winther
Advarsel: Følgende er ikke skrevet af Fantasy Nørden, men hans ven der i sin tid spillede Køter til bordrollespil, og en sen aften fik overtalt spilmesteren til at lade ham skrive denne serie. Den indeholder sandsynligvis mange bandeord og grimt sprogbrug og ville indeholde flere, hvis nørden ikke havde fjernet de værste. Ydermere er Anders mellemnavn ikke Gabriel, uanset hvor mange gange han påstår det.

Det var tidligt om morgenen som Den Smadrede Smiler gled ind i havnen i Observatoria, den vidensmæssige hovedstad i Elver Imperiet.
“Hvad skal vi her, Kaptajn?” spurgte Køter.
“Bare et hurtigt stop, vi skal af med nogle forsyninger,” svarede Riggard.
Han gav tegn med sin arm til besætningen, og flaget blev hejst ned.
“Det er vigtigt, at de ikke ved, hvem vi er, så jeg må bede dig om at tie stille under denne aflæsning,” sagde Riggard.
Køter snerrede lidt i spøg og gav så mine til, at han forstod. Skibet lagde til, og rampen blev stukket over til havnen. Besætningen begyndte at læsse nogle kasser af, og de blev hurtigt modtaget af en lille gruppe klædt i mørkt tøj.
“Hvem er de?” hviskede Køter til Kaptajnen.
“Det er vores arbejdsgivere lige idag, det er en lille modstandsgruppe som ikke er tilfredse med, hvordan Imperiet er bygget op.”
Idet Riggard færdiggjorde sin sætning, brød en af kasserne ud i brand, en flammende pil sad i dens side. En af de mørkklædte mænd forsøgte at slukke den med sin kappe, da kassen eksploderede og tog ham med sig.
Med ét strømmede der en stor gruppe vagter klædt i blåt ind på havnen, som begyndte at affyre pile mod modstandsgruppen og mod dem, besætningen på Den Smadrede Smiler.
Køter var imidlertid gået ned på havnen for at hjælpe, så da skibet begyndte at trække væk, nåede Køter ikke med. I trængslen så han, at nogle af modstandsfolkene flygtede ind i byen, så der løb han med. Vagterne bed ikke mærke i ham og fortsatte med at skyde efter de løbende modstandere, tilbage på havnen var der et par tilbage, som Vagterne havde fanget. De var ud af stand til at flygte, da vagterne havde flænset deres ven med savtakkede pile.
“Hvad skal jeg gøre med dem, kommandør?” spurgte den ene af vagterne.
“Bring ham for Fyrst Maegor,” svarede den anden.


Efter at have fulgt efter modstandskæmperne i et stykke tid, nåede Køter endelig til det sted, de holdte til. En lille kro på en sidegade, lige mellem et bibliotek og en boghandel, sådan er Observatoria. Efter at have ventet lidt, gik Køter ned på krostuen, men dernede var de mørkklædte mennesker ingen steder at se. Efter at have husket hvad Riggard havde sagt om at holde sin mund under denne mission, måtte Køter jo ty til at lede sig frem. Han tænkte, at der ville være en større chance for at komme tilbage til Riggard, hvis han fandt arbejdsgiverne. Han sneg sig derfor ind bagerst, fordi kroejeren og ud bag ved, og der fandt han gruppen siddende og i færd med at pleje deres sår.

Køter sneg sig hen til dem og overhørte deres samtale.
“Hvem tog de?” spurgte en mand klædt med et mørkerødt tørklæde om hovedet.
“Minar og Sigrund, min herre,” kom det fra en af dem.
“Og hvad med forsyningerne? Fik vi noget med?” spurgte lederen.
“Ud over den kasse som tog Baltazars liv, var der to andre kasser. Så vidt jeg kunne se blev de taget af De Blå,” svarede den samme.
“Baltazar var en god mand, lad ham få evig hvile i Herroth,” sagde lederen.
“Lad ham få evig hvile i Herroth,” gentog alle de andre.
Lederen rejste sig op og så på sine mænd, han havde selv fået en pil i skulderen, som stadig stak ud. Med et pint ansigtsudtryk trak han den ud gennem ryggen.
“Planen står stadig! I morgen går angrebet i gang, om vi så har de våben eller ej. Vores allierede Kaptajn Riggard har lovet os en vej ud, han vil stå klar foran Magiens Vogteres port nede på havnen, han har fuld forståelse for, at nogle af os ikke kan blive i byen, hvis vi skulle lykkes. Og skulle det ske, at vi fejler, så må vi alle flygte,” sagde han ud over gruppen.
Efter han havde talt færdig, brød Køter ind i samtalen.
“Jeg er med Kaptajn Riggard, jeg er en del af hans besætning, og jeg er her for at hjælpe jer,” sagde Køter.

“En talende hund?” spurgte lederen.
“Ja, Riggard har sine præferencer, hvis du forstår,” sagde Køter med et smil.
“Hvad kalder man dig?” tilføjede Køter.
“Navnet er Dairon, jeg er leder af modstandsbævægelsen, det glæder mig at møde en ven af Riggard, hvor dyrisk man så end er,” svarede han.
Efter dette vendte Dairon sig mod gruppen, Køter satte sig ned blandt dem og gav sig til at lytte efter, hvad Dairon havde at sige.
“Vi er tre mand nede, vi har ingen forsyninger, og nu har vi en hund med på holdet. Sandt at sige er dette ikke just sådan, jeg havde forventet at dagen skulle gå. Men vi fortsætter, nu kommer den egentlige mission. Lad mig indvie jer i planen, attentatet på Fyrst Maegor”.


FORTSÆTTES...