mandag den 16. januar 2017

Gæsteforfatter Winther har magten #3 Køter - Blod og De Blå del 2

Køter - Blod og de Blå del 2

af Anders Winther
Advarsel: Følgende er ikke skrevet af Fantasy Nørden, men hans ven der i sin tid spillede Køter til bordrollespil, og en sen aften fik overtalt spilmesteren til at lade ham skrive denne serie. Den indeholder sandsynligvis mange bandeord og grimt sprogbrug og ville indeholde flere, hvis nørden ikke havde fjernet de værste. Ydermere er Anders mellemnavn ikke Gabriel, uanset hvor mange gange han påstår det.

Køter stod klar ved Dairon, som de stod i skyggen af fyrstens fæstning på Galagis, den høje bakke i centrum af Observatoria. Solen var ved at gå ned og Køter begyndte at blive urolig.
“Det har taget for lang tid”. Køter så sig nervøst omkring.
“Er du sikker på, at vagterne overhovedet vil reagere?”
Med en fast mine så Dairon ned på den nervøse hund, han så sig hurtigt rundt om hjørnet på den bygning, de stod op ad.
“Jeg er sikker, Maegor er måske ikke på vores side, men han er ikke hjerteløs. Når han hører hvad der sker, er han nødt til at sende sine tropper ud”
Køter faldt lidt ned igen, han havde tillid til Dairons ord, trods Køters gamle bekendtskaber havde han nok sjældent mødt en så drevet mand som Dairon. Når han sagde et ord, så troede man på det. Med sin stolte kropsholdning og sit venlige ansigt var han beroligende at se på.
Den stille nat havde trængt sig på nu, og Køters øjne hvilede nu på fæstningens hovedport.
En høj lyd blev hørt derinde fra, og porten blev sænket. Ud strømmede tyve- måske tredive soldater klædt i skinnende blå rustninger. De strømmede ned af hovedvejen mod Observatorias hovedbibliotek.

“Det er vores tegn” kom det fra Dairon.
Med hurtige skridt listede de to sig hen på siden af fæstningen og så ind i gården, der var kun få vagter tilbage.
Køter og Dairon holdte sig udenfor deres synsfelt, lige ved indgangen til gården, vagterne stod ved staldene på den anden side.
“Stå vagt, Køter, brug dine hundeører og øjne”
Køter adlød og gav sig til at observere vagterne, i baggrunden hørtes lyden af Dairons daggert, som skrabede mod jorden.
“Ved at være færdig?”
“Nej, Køter, du ved, at dette tager tid, bare hold dine øjne mod de stalde”
Køters blik veg ikke fra vagterne, to af dem var i færd med at sadle nogle heste, imens et par andre tog deres rustninger på.
“Vi har ikke så meget tid, Dairon, er du ved at være klar” hviskede Køter med desperation i stemmen.
“Sådan, nu er den der. Kom, ud til siden.”
Hurtigt gemte de sig bag en nærliggende fordybning i muren, under et mørkt vindue.
“Sikker på, at de ikke kan se os?”
“Jaja Køter, om ikke andet er du jo bare en hund, de vil ikke bide mærke i dig”.
Deres blikke vendtes fra hinanden, og der blev en stilhed.
“Tre, to en, nu!”
Nede fra havnen af så man røg begynde at stige op, og lyden tumult kunne tydeligt høres selv oppe ved fæstningen.
En af vagterne i gården gik ud mod porten, da han hørte lyden, hans øjne begyndte at ane den stigende røg.
“Havnen er blevet angrebet!” råbte han i sin færd med at løbe tilbage til de andre.
“De rebelske svin har slået til, de må have haft mere sprængstof”.
Der gik ikke et minut, før de alle var til hest og begyndte at ride ud af af gården.
Men idet den første red gennem porten, hørtes en stor eksplosion, og han blev flået i stumper af en trykbølge, resten fløj tilbage og blev kastet af deres heste.
“NU!” lød det.
Køter og Dairon kom løbende ind af porten, Dairon med sværdet hævet og Køter med gebisset parat. Før vagterne kunne ane, hvad der var sket, var det allerede for sent. Tre hoveder var allerede blevet fjernet, og de sidste blev senere fundet med dybe bidemærker gennem deres rustninger.
“Tror du nogle hørte det, hr.?”
Dairon greb Køter i skindet og hev ham hurtigt med, de løb over mod den indre port gennem den nu øde gård. Nu med ryggen mod døren, stod Dairon klar med sværdet i hånd, dryppende med blod og stinkende deraf.
Han gav et nik med hovedet og listede ind ad døren. Efter at have slikket tænderne rene, fulgte Køter trop og gik ind.

I samme øjeblik, som Køter stak sit hoved ind ad døren, blev der taget fat i hans hoved, og han blev kastet ind på gulvet. Rundt om han var en cirkel af vagter med deres sværd peget mod ham. Lidt foran sig fik Køter øje på Dairon, som havde smidt sit sværd og stod med hænderne over hovedet.
“Hvad Herro- jeg mener...Vov”
“Stille, din møghund!”
Køter så på Dairon, det var ikke kommet fra ham.
“Jeg står midt i en triumf, så lad venligst være med at ødelægge øjeblikket.”
Fra bag vagterne kom en elver til syne, klædt i guld og en silkekåbe, som gled hen ad marmorgulvet.
“Da jeg hørte mine mine vagter fortælle, at de havde konfiskeret eksplosiver fra Dem og Deres grupper i går, vidste jeg med mig selv, at det blot var et spørgsmål om tid, før De skulle befinde Dem hos mig. Sløset arbejde, er det virkelig, hvad de lærte os dengang, det tror jeg ikke. Hvorom alting er, ser det ud til, at jeg har ret igen, her er De. I kan betragte jer som anholdt i Kejseren navn”


“Før dem til fangehullet, kommandør!”