Det handler ikke om filmen (Hobbitten DEL 3)

Tilbage i 2009 ville jeg have råbt ad mig selv lige nu. Jeg var en lille dreng, som var fuldstændigt forelsket i Tolkiens Univers (hvilket jeg stadig er). Jeg har set frem til Hobbitten i årevis, men ventetiden var en glæde i sig selv.

Historiers magt

Tolkiens værker har altid betydet meget for mig. De og mange andre værker og historier har hjulpet mig igennem mange perioder af mit liv. Historier redder flere liv end mange andre kræfter på hvor jord. Jeg snakker ikke om det på den samme måde, som medicin kurerer sygdomme, eller brandmænd redder folk ud af brændende huse. Jeg taler om liv, der minder om mit eget. Jeg er en nørd, og det jeg er stolt af at være. Folk som mig har det ikke altid nemt. Jeg ved det, da jeg kender mange, som har det rigtigt skidt. Jeg er på hvad, der somme tider minder om et genoptræningscenter for de udskudte. Vi er de folk, som samfundet ikke altid får set til. Vi er den gruppe, som folk aldrig rigtigt kan forstå. Mange af os har det meget meget meget værre end jeg, og jeg har ondt af dem. Jeg har set mange folk ligesom mig, der har været tæt på afgrunden, men de faldt ikke. Nogle har det stadig skidt, og jeg prøver at gøre mit bedste for dem. Men det betyder ikke, at det er os imod systemet. Det er ikke os imod dem, for det er ikke deres skyld. Når der er noget, man ikke forstår, hvad gør man så? Man prøver sig frem. Jeg har haft nogle ret dårlige tidspunkter i mit liv, hvor jeg har haft nogle knap så positive tanker om mit eget livs værdi. Men ved I, hvad der altid har hjulpet mig igennem det? Den samme kraft der har reddet og eller ødelagt tusindevis af liv. Den samme kraft der har skabt adskillige korstoge og krige. Tro. Historier skaber tro og håb for læseren. De vækker folk tilbage til livet igen og lader dem kæmpe videre. Historien tager dig væk og hjælper dig op igen, så du kan fortsætte med det næste skridt.

Bioturen

Jeg så Hobbiten her i nat/aftes (det har været en meget kaotisk dag med: at jeg kom for sent til toget i morges, juleafslutning, bombetrusler, problemer med at betaling af billet, så vi skulle betale ekstra og meget mere). Lad mig bare sige det lige ud: Den var en vittighed. Det var som om, at Peter Jackson havde givet op. Han kunne ikke klare det længere, og han gjorde det til en komedie. Det var det også i sandhed. De sidste 45 minutter var en komedie, som kun enkelte forstod. Men det betød ikke længere noget, og ved du hvorfor? Hvis jeg havde set filmen alene, ville jeg have været sønderknust, men det gjorde jeg ikke. Jeg så filmen sammen med mine venner. Jeg så den sammen med mine biroller som en del af min egen historie (fra mit synspunkt altså). Filmen blev bare dummere og dummere, og den gjorde så meget grin med hele bogen, men den var underholdende. Jeg sad og grinte med mine venner, og nu jeg tænker over det, så betyder de mere for mig end nogen bog (jeg elsker dig stadig Hobbitten). Men det er, hvad historier gør. De hjælper dig komme videre med dit liv. De redder dig fra den dybeste grav og giver dig noget. De giver dig håb og tro, så du kan komme videre. De bliver heller ikke sure, når du rykker videre i den egen historie. De forbliver, hvor de er, og så smiler de og vinker til dig. Jeg griner stadig over, hvor sjov filmen var i dette øjeblik. Jeg sidder her i et mørkt DSB tog klokken Gandalf må vide hvad, og jeg griner. Jeg sidder her med min smattede leverpostejsmad, som jeg skulle have spist for længe siden. Jeg er på vej hjem på juleferie, og jeg savner allerede alle mine venner, og ikke kun dem jeg så filmen med. Men der er andre folk derhjemme, som jeg også holder af, og som jeg skal fejre jul med. Jeg skal se Hobbitten igen med min familie, og jeg håber den er lige så sjov anden gang. Den er selvfølgelig stadig væk fuldstændigt hedningeværk, og den skal brændes. Men den var sjov. Du skal dog ikke se den som en seriøs film, og den fortjener ikke det hype.

"NOOOOO!"

Jeg må dog sige, at skuespillerne fortjente ikke dette. Det gjorde vi fans heller ikke, men skuespillerne må have det så skidt. Der var nogle helt fantastisk skuespillere i filmen, og Thorin var det bedste punkt til sidst. Richard Armitages optræden fortjener en Oskar, selv om manuskript forfatterne kun fortjener en for bedste komedie. Martin Freeman, Sir Ian McKellen, Hugo Weaving og alle de andre gjorde et udmærket stykke arbejde, men det var ikke nok. Jeg er næsten ligeglad med Tom Bombadil nu. Jeg er ikke på nogen måde tilfreds med Sauron, Azog (skulle slet ikke have været med) og resten af skurkene i filmen. The Necromancer er mere creapy og hemmelighedsfuld end Sauron i denne skuffende film. "We create our own demons". En eller anden berømt person sagde det engang, og Tony Stark citerede det i Iron Man 3. To berømte personer har sagt det, og det var den linje, jeg håbede på filmen ville følge. Men det gjorde den ikke. I stedet for de grå problemstillinger, så skulle der være et ansigt på skurkerollen. Jackson lod ikke Hobbitten være en Hobbit, og det endte, som det nu endte.

Men ved I hvad? Nogle gange så går tingene bare ikke, som man håber på, men man skal altid huske på en ting: