Bag of Holding (Iliaden, Guardians vol 2, Rick and Morty)

En oldgræsk klassiker, en lettere sindsyg tv serie og en film om galaktiske gartnere, nej, vent rum rævehuller træder ind på en kro. Den oldgræske klassiker inspirer de kommende årtusinders litteratur, tv serien flygter til en anden dimension, og filmen er endnu ikke blevet set, imens denne del af indlægget skrives.

Ild i laden... jeg mener: Iliaden

Undskyld ordspillet, jeg ved godt, at det er alt for brugt... men det er nu stadig en smule sjovt. Sådan da. Bare en lille smule. Desuden virker en gammel vittighed næsten passende i anmeldelsen af sådan en gammel bog. Det er i hvert fald den undskyld, jeg vil benytte fremover, når jeg bruger ordspillet.

Nå, Iliaden, Homers episke fortælling om Troja Krigen, en lille del af den i hvert fald. Forfaderen til alle krigsromaner og inspirationen bag så mange andre historier. Nu har jeg bekæmpet denne gamle klassiker og dermed vundet nogle XP og prestige point indenfor litteratur. Jeg mangler bare Odysseen, og så er jeg klar til oldtidskunskab efter sommerferien.

Men bekæmpet er måske ikke det rette ord alligevel, for i modstrid med mine forventninger og frygt, så var den slet ikke så svær at komme igennem. Nu læste jeg den naturligvis også på romanform oversat af Otto Gelsted (som havde adskillige trykfejl dog) og ikke på vers, hvilket nok har hjulpet. Under alle omstændigheder så var den selvfølgelig en lille smule tung i sprogbruget, som kun var passende, og der var lidt mange karakterer med lange navne at holde styr på, men det var ikke så slemt igen. Så længe man husker på Achilleus, Hector, Paris, Odysseus, Menelaos, Diomedes og Helene/Helen/Helena blandt de dødelige, så går det nok, for alle de andre dødelige med de lange navne bliver alligevel introduceret løbende og genintroduceret efter behov. Størstedelen af de andre dødelige drager alligevel til Hades efter fem sekunder hver især, for Iliaden er en blodig affære med mange brutale og velbeskrevede dødsfald. Jeg vil faktisk mene, at bogen kan inddeles i fire dele: 1) Hurtige og intense kampe, 2) Lange taler/diskussioner, 3) Skænderi om krigsbytte (loot) og 4) Guderne der blander sig i alt og kæmper indbyrdes. Alt i alt ikke langt fra en ganske almindelig bordrollespils kampagne.

Der var også en fin balance mellem disse dele for det meste, og strukturmæssigt lever bogen for det meste op til den moderne litteratur. Den er heller ikke særligt langt faktisk. Når det kommer til moral, forholder tingene sig selvfølgelig lidt anderledes nu til dags. Hvorvidt man er et godt menneske eller en god mand rettere sagt (undskyld de damer, men sådan var tiden) kan måles på tre faktorer: Hvorvidt man viser respekt (kun over for dem, som fortjener respekt naturligvis), hvor godt man kæmper, og hvor meget man ærer guderne. Jeg kan lige så godt advare enhver, der overvejer en karriere som oldgræsk helt: Hvis du glemmer at ofre til guderne så meget som en enkelt gang, eller bare er mindre elsket end din modstander, så kommer du til at dø. Sandsynligvis på en yderst forfærdelig måde enddog. I det hele taget afgøres et utal af kampe i bogen ikke af krigernes dygtighed, men hvorvidt guderne blander sig eller ej. Så husk nu for Hades da også at ofre til din gud.

Hvad angår de græske guder så er de godt nok den mest dysfunktionelle familie nogensinde. Jeg er ikke helt sikker på, om det er meningen, at Zeus skal fremstå perfekt eller rædselsfuld i Iliaden, for det lykkedes i hvert for bogen at ramme et sted i midten. Alle guderne er drevet af følelser, hævnlystne og i det hele taget meget menneskelige, og det er fantastisk. Men tilbage til de dødelige og deres lettere forældede moraler. Som en af de første historier bruger Iliaden nemlig ordet helt, et begreb der har ændret sig en smule gennem årene, og stort alle hovedpersonerne kaldes det. En helt i den oldgræske forstand af ordet betyder nemlig en herre eller en beskytter. Med andre ord en højere rangeret/adelig kriger, ofte en efterkommer af guderne. Så ja, det var i sandhed en anden tid med meget anderledes idealer, og præcis som med De Tre Musketerer, i større grad naturligvis, var det interessant at læse noget så anderledes, men på samme tid lignende til vores moderne litteratur.

Rick and Mortyyy!

"And away we goooo...."
Så er jeg ellers faldet i den fælde, der kaldes Rick and Morty. Den bizare, fantatiske og originale serie, der startede ud som en mærkelig Back to The Future parody, og sidenhen er blevet en rigtig tv serie.

I stedet for den lettere tossede Doc Brown har vi den konstant fulde, men mindst lige så tossede Rick Sanchez, der dagligt rodder sine børnebørn ud i problemer med diverse rumvæsner, tager på kaotiske interdimensionelle eventyr og generelt bare hader sit liv.

Ja, der har været adskillige tegnefilms komedieserier, men det, Rick and Morty gør, er at blande den mørke humor fra South Park med et rent faktisk kontinuert plot, hvor hele verden ikke bare genstartes efter hvert afsnit. Det er stadigvæk en komedie naturligvis, men karaktererne udvikler sig, de tidligere afsnit anerkendes, og så er der desuden adskillige rimeligt mørke og alvorlige øjeblikke. Samtidigt er hovedpersonen heller ikke endnu en overvægtig dum familiefar, som behandler sine børn dårligt, et koncept der er "lidt" overbrugt. Humoren er også oftest mere intelligent end den i de hentydede programmer, og det hele føles mere finpudset og færdiggjort. Sæsonnerne er også langt korterere end de programmer, og som konserkvens kan man virkelgit føle den energi, der er langt bag serien. Hvert afsnit er et nyt, spændende og ofte forstyrrende eventyr, selv hvis det eventyr så tager plads på sofaen. Nu har serien kun kørt i to sæsonner + et afsnit af den tredje, men indtil nu har hvert afsnit været både friskt, latterligt, sjovt og til tider rimeligt trist. Der er for det meste en dybere mening bag historierne i Rick and Morty, og bag det kyniske, kolde ydre, gemmer Rick en stor kærlighed for begge sine børnebørn.

Guardians of the Galaxy vol. 2

Så er jeg også lige kommet tilbage fra at se efterfølgeren til 2014s Guardians of The Galaxy, en af mine yndlings Marvel film, delvist fordi det ikke rigtigt var en superheltefilm, og det er nu tid til at trykke på en masse knapper for at give internettet min holdning om toeren som så mange andre.

Så først og fremmest havde denne film en hel masse at leve op til. Den første Guardians film var ikke bare en kæmpe succes, den var også frisk og original og dukkede for mange, inklusiv mig, øjensynligt op ud af ingenting. Ved efterfølgeren var der derimod forvetningskravet efter den første film. Spørgsmålet er jo så bare, om filmen levede op til forventningerne? Var den lige så god som den første? Fungerer det talende træ og den skydegale vaskebjørn lige så godt på andet vers?

Fungerer? Helt bestemt. Lige så godt? Det kan diskuteres. Den anden Guardians film er lige som den første et underholdende rumeventyr med gribende, elskværdige karakterer, men denne gang sættes tempoet en smule ned for at give plads til flere personlige øjeblikke. Etablerede forhold og introducerede koncepter udvides, samtidigt med at nogle nye karakterer melder sig på banen, men heldigvis ikke for mange, hvilket viste sig at være meget godt, da de gamle karakterer i denne var de stærkeste. Skurken syntes jeg egentligt var ganske fornuftig og meget bedre end den almindelige Marvel skurk (noget jeg har sagt et par gange, men denne gang mener jeg det). Det var naturligvis ikke en Kingpin eller Killgrave, men bestemt at foretrække fremfor Ronan med hans meget begrænsede antal af scener. Jeg ved heller ikke rigtigt, hvad jeg mener om den nyankommne Mantis, hende med følehornene, for jeg syntes, hun talte meget kunstigt til tider. Det var der naturligvis en grund til i filmen, som bliver forklaret, men det var bare lidt for meget og virkede distraherende. I det hele taget kan hendes situation sammenlignes med Drax, men i hans tilfælde føles det bare mere naturligt og knap så opmærksomhedskrævende.

Desværre for Drax føltes det heller ikke rigtigt som om, han havde særligt meget at lave i denne film. Altså det var godt at se hans udvikling fra den første film forsætte, men plotmæssigt så var han der mest bare som støtte for de andre karakterer, som var i gang med deres personlige plot. Alle andre lod til at have et, og hver især blev de udforsket nærmere. Især Nebula og Yondu fik en del mere kulør, og Peter havde naturligvis et vist hovedpersons fokus, men der var samtidigt tid til både Gamora og Rocket. I modsætning til min første film ved jeg dog ikke helt længere, hvem der er min absolutte favorit blandt dem, selvom jeg nok fortsat hælder mod Rocket.
Og ja, Baby Groot var helt vildt nuttet
Filmen startede desværre lidt klodset ud efter et smukt tracking-shot, og det tager ellers lidt tid, før den kommer helt på benene. Det er denne søvnige begyndelse med et par middelmådige vittigheder, der gør, at den ikke helt lever op til den første film. Men omkring halvvejs inde i filmen stiger hastigheden, kvaliteten og den følelsmæssige vægt. Ved slutningen har den så genvundet den første films stemning og storhed, og den sidste halve time er et hæsblændende vidunder. Det er bare trist, at det tager den ca. 40 min om at genvinde etterens liv og charme. I sidste ende er det dog stadig en yderst fornøjelig film med skøn musik, flotte farver, stærke karakterer og den nødvendige kraft til at fuldende oplevelsen med et brag. Det må så være op til den tredje film at genvinde etterens storhed om tre års tid... eller alternativ kunne jeg bare lade være med at forvente for meget og blive positivt overrasket, hvis det skulle ske. Under alle omstændigheder tror jeg nu nok, den kommer til blive fornuftig med James Gunn som instruktør for en tredje gang. Men hver ting til sin tid.

Kommentarer