onsdag den 17. maj 2017

Dværge #44 Manwe og Manwe

#44 Manwe og Manwe

Den 3. Falk 1074AA i Kramas regionen, Det Angloriske Imperium
”Godt så, lombrizes” bjæffede bjergtrolden og skubbede til rækken af slaver ”frem med sig og lad det gå lidt tjept. I vil vel ikke spilde jeres tid, vel. Under alle omstændigheder har I et kvarter, før vi tager videre, så gør, hvad end I har brug for. Så længe I ikke går i gang med at slå hinanden ihjel. Det kan vente til arenaen”. De befandt sig i en dyb dal omgivet af de høje, mørke bjerge, hvorfra de lokale trolde havde fået deres navn. Der var allerede flere grupper af trælle til stede og selvfølgelig deres fangevogtere. Nogle var nye ligesom den netop ankomne gruppe, imens andre var hærdede og knækkede slaver, der for længe siden havde lært, hvordan tingene foregik under troldenes regime, og hvornår man skulle tage sig i agt for pisken.

Rækken af slaver ramlede ind i hinanden ved skubbet, og den forreste blandt dem, en ung odder på ikke mere end sekstens somre, faldt forover og landede med snuden begravet mellem en fremmed elvers beskidte tæer. ”Pas på, hvor du falder, gnaver” sagde elveren advarende, og odderen kom hurtigt på benene lige i tide til at undgå et spark. ”Det var vel ikke ligefrem noget, jeg havde kontrol over” svarede han igen med et smil, men elveren lod ikke til at finde det særligt morsomt. ”Lad være med at spille smart” sagde han i et truende tonefald ”din slags holder ikke særligt længe her i forvejen, men jeg skal med glæde forkorte opholdet endnu mere”. Den unge odder opgav forsøget på charme og spændte sine kløer, klar til kamp. ”Rolig nu”. En anden og yngre elver var trådt ind i mellem dem med løftede hænder, ikke til kamp, men til for at sige fred. ”Bland dig udenom, knøs” snerrede den første elver ”det er ikke din sag”, men den unge elver rykkede sig ikke ud af flækken. ”Det bliver det hurtigt, hvis du starter noget, Antonius” svarede han igen ”tænk dig nu om”. Den ældre elver så langt fra tilfreds ud, men lod alligevel til at forstå meningen med den yngres ord og vendte sig så om efter en lille truende gestus rettet mod odderen.

Da han var gået, blev både odderen og den yngre elver mere rolige. ”Tag dig ikke af Antonius” sagde elveren ”han er selvfølgelig nødt til at vise de nye, hvem der bestemmer, den idiot. Jeg fik den samme tur, da jeg ankom for nogle måneder siden”. ”Og så er han vel lige nødt til at håne gnaveren, ikke sandt?” spurgte odderen sarkastisk. ”Tja” svarede den unge elver ”din slags er noget af et sjældent syn i de fleste dele af verden. Endnu sjældnere her skulle jeg mene, da de fleste af os er krigsfanger...”. ”Og vi oddere er jo ikke ligefrem et krigerfolk” fuldendte den unge odder sætningen ”eller det har jeg i hvert fald hørt, men personligt har jeg heller aldrig mødt en anden”. ”Du er altså ikke fra Flodlandet?” sagde elveren nysgerrigt, og odderen nikkede. ”Ikke rigtigt nej. Jeg blev opfostret af en elver i Vegarum, en ranger... jeg var hans lærling, indtil ja... det her skete”. Elveren nikkede alvorsfuldt og kastede et blik på den bjergtroldene ikke langt derfra, som stod og holdt øje med dem. ”Jeg var en soldat” fortalte han odderen ”en sømand i krigen mod Anglor, men ja, du kan selv se, hvordan det endte. Navnet er Manwe. Hvad med dig?”. ”Za-Sien” svarede odderen og rakte sin pote frem mod elveren, som gengældte håndtrykket.

Den 18. Baigh 1076AA i Platnir hos Den Ensomme Skygge
Udtrykket af forbløffelse forsvandt hurtigt fra den ældre Manwes forbrændte ansigt og blev erstattet af en maske, en facade der stirrede truende på den yngre. Armbrøsten røg ligeledes op igen peget mod odderens hoved. ”Hold dig hellere nede” advarede han ”hvis du altså vil undgå at få en bolt mellem øjnene”. Det var et godt forsøg, men det var samtidigt forgæves og for sent. Sønnen forstod og så lige igennem det.

”Manwe” sagde han roligt ”læg våbenene fra dig. Vi er her ikke for at skade dig”. Bruntop gryntede uenigt, men sagde ikke noget, og Den Ensomme Skygge forblev, som han var, med sit kortsværds klinge på dværgens hals. ”Gå jeres vej” knurrede han ”I får kunne denne ene advarsel. Gå jeres vej nu, ellers kommer det til at ende grimt”. ”Grimmere end sidste gang?” spurgte Bruntop køligt. Den Ensomme Skygge lavede en hæslig grimasse, der nok var tænkt til at være et smil, men som blev forvrænget af hans hærgede ansigt. Han var virkeligt ”grim” fra sidste gang, som alkymisten hentydede til, og han var måske undsluppet eksplosionen under dinorens slot med livet i behold, men udseendet var ikke fulgt med. Ikke blot manglede han en halv læbe overlæbe og en stor bid af næsen, han så også langt ældre ud. Sidste gang Manwe havde set sin fader, havde hans hår været gråsprængt. Nu var det ved at blive tyndt og hvidt. Det ville have været en usædvanlig udvikling for et menneske i løbet af få måneder, ikke engang et halvt år fra Zyval til Baigh. For en elver var det helt utænkeligt. Unaturligt.

”Meget grimmere” svarede den ældre Manwe alvorligt ”mit fjæs har måske ikke megen skønhed tilbage at give af, men I unge folk kan der endnu gøres en del ved... måske lige med undtagelse fra odderen. Gå jeres vej. Nu!”. Men ingen af dem rørte sig ud af flækken. ”Far...” begyndte den yngre Manwe at sige, men den ældre afbrød ham straks. ”Hold op!” snerrede han alvorligt ”ikke et ord til, er du med? Jeg ved ikke, hvad du tror, du husker, eller hvad du antager, men gør dig selv en tjeneste, og glem det hele. Gå din vej og kom ikke tilbage”. ”Det kommer ikke til at ske” svarede Bruntop og Manwe i munden på hinanden, af hver sin årsag. ”Jeg er nødt til at snakke med dig” sagde den yngre Manwe ”jeg har så mange spørgsmål”. ”Desuden” tilføjede alkymisten og skar tænder ”så kan vi ikke bare lade dig gå. Du skabte en del postyr i Zrulf. Skadede folk”. Den ældre Manwe sukkede bittert. ”Hvis det ikke kan være anderledes” sagde han endegyldigt ”så lad os endeligt gøre det her”.

Den Ensomme Skygge gik i gang. I en bevægelse sendte han armbrøstens bolt mod odderen, som måtte undvige, sparkede dværgen tilbage og drejede sit kortsværd for at parere Monolos håbløse hug og afvæbne ham på samme tid. Så trådte han til siden for at undgå Za-Siens opfølgende pil, som han selv besvarede med en kastekniv. Odderen var måske en halvgudesøn af skytternes gud, Sagittarius, og optrænet af rangeren Garion, men hans modstander havde over et årtusinds erfaring.

Halvguden bukkede sig sammen af smerte, og klinger mødtes i luften. Øverst var Manwes tohånds sværd, og nederst var Manwes kortsværd støttet af armbrøsten. ”Jeg vil ikke dræbe dig, knægt” sagde Den Ensomme Skygge, og hans forbrændte overlæbe bevægede sig på grotesk vis. ”Men hvis du insisterer på at gøre det her, så kan jeg ikke love, at du ikke kommer til skade”. Sønnen svarede ham igen med et arrigt brøl og en hurtig serie af hug, stød og stik. Først undveg og parerede faderen med lethed, men for hvert angreb blev det hårdere, og hans åndedræt blev tungere. Hans kræfter svandt hurtigt, imens den yngre Manwe besad ungdommens kræfter og styrke. Men det var ikke bare det. En dyrisk vildskab havde grebet ham, og han tænkte ikke længere klart.

Han var tilbage i slavearenaen i Kramas, hvor de havde tvunget ham til at kæmpe mod de andre trælle. Fem runder i arenaen havde han overlevet ved at tage slavers liv. Så var han pludseligt omgivet af ild, flammer og brand. Han var tilbage i skoven den nat, hvor han og Za-Sien var undsluppet fra de angloriske bjergtrolde, efter at de havde været den næste planlagte kamp i arenaen. Men troldene indhentede dem, og i deres iver for at forhindre de udslupne slavers flugt havde en af troldene startet skovbranden. Det handlede ikke længere om at genindfange dem. Det var en sag om stolthed og prestige. Ingen slave var nogensinde sluppet ud af Kramas ad anden vej ind gennem sejre i arenaen, og det måtte forblive sådan.

Finte, hug, parade. Han pressede sin fader tilbage og gav ham kun få muligheder for angreb med kortsværdet. Et kort øjeblik bød muligheden sig, men Den Ensomme Skygge holdte igen i sidste øjeblik med et blik af bitter fortrydelse i ansigtet. Det var først senere, at sønnen forstod hvorfor. Angrebet ville nemlig have været dræbende.

Den ildeudtænkte plan var også lige ved at lykkedes for trolden, for midt i de brølende flammer, de døende træer og den kaotiske jagt indhentede en trold Manwe, da han lå og ventede på Za-Sien i en gammel lade dybt inde i skoven. Havde det ikke været odderens pludselige ankomst, havde den massive kriger dræbt ham, men halvguden skyndte sig hurtigt af sted igen efter at have fyldt angriberen med pile. Med løftet om at vende tilbage, spænede han ud i den brændende skov for at lede dem bort fra den sårede elver. Men han vendte aldrig tilbage til laden, for snart efter brød også den i brand, og den sårede elver var ikke i nogen stand til at flygte. Bygningen brændte hastigt ned omkring ham, og snart brændte han også selv. Han kunne ikke gøre andet end at skrige i smerte, ligeglad med hvem der end måtte høre ham, for hans knuste legeme var døden nær.

Faderen havde nu kun ganske få kræfter tilbage, og han gryntede smertefuldt, hver gang han undveg eller parerede.

Manwes blik formørkedes, og han forventede at høre Herroths kalden. I stedet lød en mandsstemme over ham, og en af de brændende bjælker, som havde ramt, blev kastet til siden. ”Det her var ikke meningen!” råbte mandestemmen vredt ”du lovede nåde”. ”Jeg lovede en ny begyndelse. En chance for at starte forfra. Hvad der blev af den, havde intet med mig at gøre” svarede en kvindestemme. Et lysskær flakkede og oplyste redningsmanden, men hans ansigt kunne ikke ses, for det var skjult bag en metallisk kranie-maske. ”Gør det igen!” råbte Den Ensomme Skygge arrigt, men tilføjede så bedende ”hvis mine tjenester nogensinde har betydet noget for dig, så gør dette for mig. Vær nådig, min frue”. ”Det skal ske igen” svarede Hegana, Mørkets Gudinde og Nattens Fyrstinde. ”Men mind mig ikke om dit arbejde i min tjeneste, og jeg vil ikke minde dig om de forbrydelser, jeg har overset og tilgivet for din skyld. Næste gang vil det ikke virke. Verden er et farligt sted, Manwe, og din søn vil ikke blive lovet sikkerhed, uanset hvor jeg placerer ham. Selv mine helligste steder kan vanhelliges af vold, som du nok husker”.

Den Ensomme Skygges kortsværd faldt til jorden, og elveren selv vaklede bagover, for udmattet til at kæmpe videre. Men sønnen var stadig fuldstændigt opslugt af vrede. ”Manwe!”. Råbet vækkede ham lige så effektivt som iskoldt vand, og elveren stoppede op, lige før han nåede at svinge sit sværd en sidste afgørende gang mod den besejrede snigmorders blottede strube. Farverne dansede for hans syn hele vejen rundt om ham, og sveden løb som en flod. Hvad var der sket med ham?

”Manwe?” lød stemmen igen, og han opdagede til sin overraskelse, at det var Bruntop. Dværgen med den største motivation for at dræbe Den Ensomme Skygge havde netop nu reddet den gamle snigmorders liv. Den yngre Manwe sænkede forpustet sværdet og tørrede sveden af panden med en rystende hånd. Hvad end, det var, der havde grebet ham, så var det ovre nu.

”Du reddede mit liv” røg det ud af sønnen, før han kunne nå at tænke sig om eller bearbejde, hvad han lige havde set. ”Jeg tror nu, at det var gode gamle Bruntop, der reddede mit liv” fnøs Den Ensomme Skygge med tydelig smerte i stemmen, og dværgens øjne flakkede faretruende. ”Jeg vil med den yderste fornøjelse afslutte det selv, men lad os nu se”. ”Ja, lad os” sagde den ældre Manwe med et forstyrrende smil ”den sidste ting jeg har at se frem til. Hvem det kommer til at blive? Uanset hvad har jeg ikke mere end en uge eller to tilbage, er jeg bange for. Så hvad siger du, dværg? Vil du gøre det nu, eller skal vi vente lidt?”.

”Tilbage i skoven!” brød den yngre Manwe utålmodigt ind ”du reddede mig ud af ilden”. Za-Sien, der var kommet på benene igen og nu støttede sig til Monolo, kiggede nysgerrigt op. ”Kramas?” sagde han bekymret ”men jeg efterlod dig da i en lade, hvor du sagde, du ville være i sikkerhed”. ”Den brændte ned” svarede Manwe, og odderens blik falmede skyldigt. ”Det var ikke din skyld, du havde dig selv at tænke på... men jeg ville være død, hvis han ikke var dukket op”. Den ældre Manwes ansigt vred sig i ubehag og noget, mindede om sorg eller opgivelse, da den yngre pegede på ham. ”Du kom for at beskytte mig”.

Tavshed sænkede over det lille hus, som Manwe stod der og stirrede på Manwe, imens Za-Sien kiggede mørkt på loftet, og Bruntop fingerede ved en af sine bomber. Det var lykkedes ham at lægge sin hævntørst til siden for Manwes skyld. For nu i hvert fald. ”Det gør mig ondt at høre” sagde Den Ensomme Skygge til sidst ”tro mig, når jeg siger, at jeg er virkeligt ked af det”. Så steg hans stemme et par lydniveauer, og han tordnede vredt. ”Det er noget værre møg!”. Han lod et øjeblik til at glemme alt om sine manglende kræfter og sin udmattelse, idet han sendte en stol flyvende gennem rummet. ”Hvad snakker du om?” spurgte sønnen, en smule skræmt over det pludselige vredesudbrud. ”Hvis du husker så meget... hvis du husker så langt tilbage, så er det kun et spørgsmål om tid... det er noget MØG!”. Den anden stol i rummet fulgte den første, men denne gang ramte trætheden igen Den Ensomme Skygge, og han krympede sig sammen i smerte med en hånd på hjertet. Den yngre Manwe vidste ikke, hvordan han skulle reagere. En del havde af havde lyst til at løbe til hans side. Den anden del af ham var bange for at gøre det. ”Pokkers” hviskede faderen forpustet og faldt tilbage med ryggen lænet mod væggen. ”Øh, folkens...” brød Monolo forsigtigt ind, men Bruntop tyssede straks på ham. Den Ensomme Skygge var begyndt at græde. ”Det er bare lige fordi...” insisterede dosnen og pegede tilbage mod udgangen ”der sidder altså en broxa og stirrer på os”.

Det gjorde der ganske rigtigt også. Lige på dørkarmen sad en af de mærkværdige hybrider mellem fugle og flagermus, som heksene fra Itrildar skabte med magi og benyttede som livslange følgesvende. Den stirrede opmærksomt på dem med sine mørke, nysgerrige øjne, og gennem dem blev også de betragtet af bæstets ejer, hvis sjæl den delte. ”Hun er her” sagde den ældre Manwe hæst, og han kom med stort besvær på benene. ”Heksen”.

Sekundet efter blev de alle fem kastet i gulvet, da en kraftbesværgelse slog til, og en høj, ranglet kvindeskikkelse dukkede op i døråbningen. Det var en elverkvinde i mørke klæder, og idet hendes blik faldt på Den Ensomme Skygge, lyste det ivrigt op. ”Forræder!” råbte hun ”din tid er kommet. Du kommer til at lide for dit forræderi mod Hegana, det sværger jeg”. Broxaen hoppede ned på hendes skulder, hvorfra den hvæsede fjendtligt i retning af den ældre Manwe. Før Le Fey kunne nå at kaste endnu en besværgelse, kom dosnen dog på benene. ”Hej, mit navn er Monolo Mortus” sagde han muntert og rakte hånden ud imod hende ”jeg tror ikke, vi har mødt hinanden før”. Heksen betragtede ham overvejende i få sekunder, og til højre for Manwe kunne elveren samtidigt høre Bruntop rasle med et eller andet. ”Jeg er Bella Theodora le Fey, Heganas udvalgte tjener og talerør. Dosne, jeg ønsker dig intet ondt, men hvis du kommer i mellem mig og mit bytte, vil jeg ikke tøve”. Monolo gav sig til at komme med et eller andet længere, komplekst og ekstremt vagt svar, men Manwe lyttede kun til Bruntops hvisken. ”Tag din far og kom væk herfra... men lad ham ikke slippe væk. Hvis du bare så meget som forsøger, Skygge, så skal jeg nok hjælpe hende med at finde og dræbe dig”. Så færdiggjorde han sin raslen og kylede en bombe hen for fødderne af heksen.

Hun nåede lige at bemærke den, og så ramte en tyk damp hende i ansigtet, som spredte sig og indhyllede hele lokalet i ugennemtrængelig tåge. Manwe kunne ikke sin egen hånd for sig, men han mærkede i stedet en andens på sin skulder, som førte ham frem. Omkring sig hørte Manwe lyden af en slåskamp, hvori deltagerene absolut intet kunne se, imens han krøb fremad. ”Lad hende ikke kaste magi!” råbte Monolo ”vent, jeg har hende” efterfulgt af Za-Siens mugne ”siden hvornår blev hun til en odder?”. ”Undskyld” hørtes Monolos svar, da Manwe nåede ud af døren lige bag Manwe.
Faderen var blegere end nogensinde, hans øjne var blevet blodskudte, og det var kun med sønnens hjælp, at han overhovedet kom på benene. ”Kom så” opfordrede Manwe Den Ensomme Skygge og tog ham under armen ”løb”. Det blev til en ganske besværlig fremfærd, og de var kun lige nået halvvejs ned ad gaden, da broxaens skrig hørtes bag dem. Den var fløjet ud af tumulten i huset og indsatte nu en jagt på dem. Den lod dog ikke til at være interesseret i at angribe, blot i at forfølge og observere.

Manwe og Manwe stoppede op på gadekrydset, og sønnen ville til at dreje til venstre ned mod klinikken, men faderen nægtede at gå den vej. ”Nej” sagde han hæst med en sidste rest af beslutsomhed i stemmen ”ikke den vej”. De løb i stedet ned ad en anden mindre gade, imens broxaen forsat svævede over hovedet på dem. De mistede hurtigt al hastighed og stoppede til sidst helt op, da Den Ensomme Skygge snublede og trak sin søn ned i støvet sammen med sig. Begge Manweer gryntede af smerte, men den ældste gryntede højest og efterfulgte det med et dybt suk. Han rystede nu over hele kroppen, og hans blodskudte øjne så søvnige ud. ”Pokkers også” sagde han og tog en dyb indånding ”jeg troede, jeg havde længere tid. Mindst en dag eller to. Et par uger hvis jeg var heldig. Nå, jeg har ikke noget at klage over. Jeg har levet mere end fire gange så lang tid, som den heldigste og sundeste elver i Yngol overhovedet kunne drømme om”. Hans søn forsøgte at hjælpe ham på benene igen, men Den Ensomme Skygge rystede ham stædigt væk, knyttede begge sine næver og rejste sig så op med sine allersidste kræfter. Han ville selv rette ryggen og se døden i øjnene.

Længere nede ad gaden var heksen kommet til syne, atter med broxaen på sin skulder. Den yngre Manwe rakte ud efter sit sværd, men indså, at han havde tabt det tilbage i huset, da besværgelsen havde kastet dem alle i gulvet. ”Hold dig væk” sagde han i stedet og rettede knytnæverne op mod Le Fey. ”Glem det, knægt” sagde den ældre Manwe og lagde en rystende hånd på hans knyttede næve ”min tid er kommet, og det er der ikke noget at gøre ved. Det er kun naturens gang, og min tjeneste hos Hegana har kun udsat det uundgåelige”. Heksen løftede sin ene hånd, og en flamme kom til syne i den. ”Det der vil dog ikke nytte dig noget” sagde Den Ensomme Skygge med et medfølende smil ”det er jeg bange for, at intet af alt det her vil. Desværre. Det er helt mærkeligt egentligt. Lige nu ville jeg næsten ønske, at jeg faktisk havde forrådt Nattens Fyrstinde. På den måde ville min død faktisk hjælpe nogen”. ”Skån mig for dine bedrageriske ord, skygge” sagde heksen vredt, men der var alligevel et spor af usikkerhed i hendes stemme. ”Og sønnike” sagde den ældre Manwe søvnigt og lagde sin ene rystende hånd på sønnens kind ”jeg er bange for, at det for sent for dig nu. Du vil komme til at huske det hele inden længe. Men jeg beder dig. Lad hende ikke lide den samme skæbne, og lad ikke Cerin tvinge hende til det. Lov mig, at du vil beskytte hende”.

”Beskytte hvem?” spurgte Manwe forvirret og mere end en lille smule skræmt. Hvad snakkede hans fader om. Men der lød intet svar, for Den Ensomme Skygges syttenhundrede år lange liv var netop nået sin ende, da alderdommen omsider havde opkrævet, hvad der var retmæssigt dens.
Manwe greb sin fader i faldet og sænkede langsomt den livløse krop mod jorden. ”Herskerinde!” råbte heksen ivrigt ”det er fuldendt”. Hun faldt i knæ, foldede hænderne og lukkede øjnene, men der skete øjensynligt intet. Manwe mærkede en varme stige op i sine kinder, og hans hjerte hamrede rasende. Han var ikke sikker på, hvad han følte helt præcist, eller hvad han burde føle for den sags skyld. Han havde kun lige fundet sin fader, en mand der tidligere havde tortureret Bruntop og sprunget Brildur og deres gamle skjulested i luften. Deres gamle fjende. Men det var samtidigt en mand, som havde reddet hans liv tilbage i Det Angloriske Imperium. Som også havde fået hans hukommelse ændret, guderne måtte vide hvordan og hvorfor. ”Jeg lovede en ny begyndelse. En chance for at starte forfra. Hvad der blev af den, havde intet med mig at gøre” hørte Manwe kvindestemmen sige i sit hoved endnu en gang, og han indså, at det måtte have været Hegana, mørkets gudinde. ”Herskerinde?” lød heksens usikre stemme. ”Det er gjort. Forræderen er død”. Men hans fader havde påstået, at han aldrig havde forrådt hende. Hvad handlede alt det om? ”Herskerinde?” sagde heksen for tredje gang, denne gang med skrøbelig og knasende stemme. ”Jeg har gjort, som du ønskede. Jeg har gjort min bod... er det ikke, hvad du ønskede?”.

Der lød fortsat intet svar fra himmelene, men bag heksen fik Manwe nu øje på sine tre venner, der langsomt kom nærmere. Za-Sien støttede sig stadig til Monolo, der også selv lod til at have fået et par skrammer, men ellers var der ikke sket dem noget. De kiggede først nysgerrigt på heksen og så med blandede, alvorlige miner på Den Ensomme Skygges lig i sønnens arme. Selv Bruntop, der ellers havde haft al tænkelig grund til at ønske faderens død, så forfærdet ud.


 ”Herskerinde?” kaldte heksen igen, denne sidste gang grædende og desperat. ”Er det ikke, hvad du ønskede... jeg har gjort min bod... jeg har... jeg... jeg søger din tilgivelse, min frue, det gør jeg stadig, og jeg er ked af alt, hvad jeg har gjort... vil du ikke nok tage mig tilbage... min frue?”. Men mørkets gudinde svarede hende ikke, og det gjorde ingen andre guder heller ikke for den sags skyld.

Forrige Afsnit     Forrige Afsnit                                                                                          Næste Afsnit