Dværge #43 Både Ventede og Uventede Gæster

#43 Både Ventede og Uventede Gæster

Natten til den 14. Baigh 1076AA i Braldirborg på Smedens Datter
”Åh møg” bandede Trak, da vagtkaptajnen gik i gulvet. ”Møg, møg, møg”. Han satte sin ene daggert i skeden og løftede op i dværgen med sin frie arm. ”Åben døren til kælderen, Tsyseria, og kom ned i sikkerhed” sagde goblingen, imens han slæbte Tjarn hen mod et af kroens borde. ”Og efterlade dig heroppe med ham” rystede elveren på hovedet ”ikke tale om”. ”Nej, faktisk har du nok ret” svarede goblingen og kastede et blik tilbage på den barrikaderede hoveddør. ”De er ude efter vagtkaptajnen, så han må hellere komme med dig nedenunder. Lige et øjeblik, så hjælper jeg dig hen til døren med ham. Jeg kan bare ikke lide tanken om, at de så går efter ham og angriber dig eller Irram...”. ”Det var ikke, hvad jeg mente” protesterede elveren. ”Og det ved jeg udmærket, Tsyseria” bed Trak hende af i et urokkeligt tonefald ”men du er ikke klar endnu, og det her er ingen tid til at skændes. Hvis du gerne vil hjælpe til, så tag imod Tjarn og få ham i sikkerhed”. Uden yderligere klager tog Tsyseria imod den bevidstløse dværg, og hun mærkede straks, hvordan hans vægt ramte hende i tifold. Det første korte øjeblik kæmpede hun selv for bare at forblive stående, imens hendes hjerte hamrede som vanvittigt, men efter flere lange og dybe åndedrag genvandt hun balancen og kunne sætte den ene fod foran den anden. ”Ikke for at haste på dig” kommenterede Trak, som vagtsomt kastede blikket i flere retninger med sine daggerter klar, imens han eskorterede hende imod kælderen. ”Men skynd dig nu lidt”.

Der kom dog ingen tegn på Tjarns forfølgere lige med det samme, og de nåede helt frem til kælderindgangen, før der endelig skete noget. ”Holdt” hviskede goblingen pludseligt og kneb øjnene sammen i halvmørket, hvor kun en enkelt oplyst fakkel hang på væggen. De havde kun fakler på kroen så sent af hensyn til de medlemmer af gruppen, som ikke besad dværgenes naturlige nattesyn, og hvis snigmorderne også var dværge, så kunne den spinkle flamme snart få ganske stor betydning. Trak spejdede frem for sig, imens han lyttede fokuseret. Han var sikker på at have hørt noget.

Til sidst mistede snigmorderen også tålmodigheden og tog et skridt fremad. Trak hørte det med det samme og sendte koncentreret en kastekniv flyvende mod målet, som han ikke kunne se, men vidste, hvor var. Der lød et smertens og overraskelsens grynt, og goblingen sparkede kælderdøren op for Tsyseria, før han uden yderligere snak stillede sig klar til at møde den angribende snigmorders klinge. Tsyseria handlede også hurtigt, eller så hurtigt som nu hun en gang kunne i sin tilstand, og kom under større besvær ned ad kældertrappens få, men for elveren udmattende trin. Over sig kunne hun høre støj fra Traks kamp med Tjarns forsøgte drabsmand, og det var ikke til at sige, hvordan det gik. Samtidigt havde hun dog en opgave at fuldføre, og med sveden dryppende ned fra panden fik hun kæmpet sig over kælderens hårde stengulv til bagvæggen, hvor hendes hånd træt søgte den rette sten. Der lød et klik, da hun fandt den, og så gled den hemmelige dør op foran hende.

Den 11. Baigh på en markedsplads i Rlatos
”Hvorfor stopper vi op?” spurgte Jarskon utålmodigt og truende, da Thorna og Finn gjorde holdt på det lille, men folketætte marked. ”Hvis det her er et trick, eller I er ude på noget, så kommer I begge til at fortryde det”. ”Det var her, vi mødte denne Djulidur” beklagede Thorna sig i et forsøg på at virke bestemt og trodsig, men begge dele knustes ved krakkensønnens blik, og hendes stemme blev skinger som sædvanligt. ”Nå, det gjorde I?” fnøs Jarskon og knækkede fingre. ”Det gjorde vi altså” bød Finn ind og løftede hænderne op, som var han bange for at blive slået, hvilket nok egentligt var en rimelig reaktion. ”Thorna taler sandt... vær nu sød, kom nu...”. ”Nå, det gør hun” sagde Jarskon hånligt og skar tænder, og som reaktion sank Falkeøje en klump og krøb sammen i frygt. ”Slap nu af” brød Faros ind og lagde en hånd på begges skuldre ”og Thorna, fortæl os nu bare, hvad du ved. Så sker der ikke dig noget. Du har mit ord”. Troldkvinden kiggede overvejende fra Faros til Jarskon, tydeligvis usikker på situationen imellem dem og bange for at gøre krakkensønnen vred. Eller vredere. ”Finn og jeg kom hertil i går aftes” begyndte hun så at fortælle ”for at afhente en levering af magiske ring fra en lokal symbolmagiker...”. Hun stoppede op og tøvede, tydeligvis bange for at sige et eller andet, men blev så motiveret til at fortsætte takket være et af Jarskons ubehagelige smil. ”Nogle ringe, som øh... som øh...”. ”Åh for min gamle bedstemor da også” brokkede Marintra sig ”vi er ikke interesseret i dine trickringe. Jeg har sku' da selv smuglet et par i mine unge dage. Nå nu pointen”. Endelig fik Thorna taget sig sammen. ”Nå ja, så vi havde en aftale med denne symbolmagiker, men han var ikke hjemme, så vi gav os til at vente. Men vi var ikke de eneste. Denne Djulidur, I så gerne vil finde, var der også, og han lod til at have travlt. Altså, nu snakkede han ikke fredsmål særligt godt, men han bad os ikke særligt høfligt om at skride. Jeg fortalte ham til gengæld, at vi havde en aftale med Hr. Parnall, det hedder symbolmagikeren, og at han kunne vente. Det tog han ikke særligt pænt, og hans lakajer jog os på flugt. Resten kender I”. Jarskon rullede misfornøjet med øjnene, men skiftede denne gang tilbage til sit sædvanlige kølige tonefald. ”Denne Parnall” sagde han ”nåede han at ankomme, før I blev smidt på porten?”. Thorna rystede ivrigt på hovedet. ”Nej, han skulle først være tilbage i dag”. ”Med andre ord” konkluderede Faros ”så finder vi Djulidur, hvis vi finder denne Parnall. Ingen tid at spilde”. ”Kan vi så g...” spurgte Thorna håbefuldt, men blev atter bremset af et blik fra Jarskon.

De spredte sig, da de nåede Parnalls værksted, for han var ikke hjemme. Om det så betød, at han stadig ikke var kommet tilbag endnu, eller om Djulidurs folk allerede havde afhentet ham, var ikke til at sige, men det havde ikke ligefrem en beroligende effekt på nogen af dem. Så gik Faros ellers med Thorna ind på værkstedet for at lede efter spor, imens Jarskon gik i gang med at udspørge folk, og Marintra tog Finn med ud for at holde vagt. Ikke at hun ligefrem regnede ham for den største hjælp med hans dårlige øje. ”Det er nok også for det bedste, at vi overlader snakken til ham den barske” peb Falkeøje, da de så stod og holdt udkig. ”Hvad skal det betyde?” spurgte Marintra ”synes du måske ikke, at jeg er barsk”. Egentligt var hun ligeglad med, hvad Finn syntes, men hun kunne ikke lide at høre sin tidligere elsker omtalt som ”ham den barske”. ”Nej, eller jov, eller det var ikke, hvad jeg mente” svarede Falkeøje ”det er bare, at folk hernede normalt ikke er så villige til at tale til medlemmer af tredje stand...”. Han stoppede sig selv, da en række af usselt klædte krigere marcherede forbi, alle med brændemærkede streger gennem ansigtet, magen til Marintras med undtagelse fra farven. De var gladiatorer, Rlatos' fattigste og mest desperate stakler som forsøgte at vinde hæder og rigdomme i ringen. Sådan lød løfterne i hvert fald, men sandheden var, at kun de færreste ville få andet en død i kampene eller lige præcis nok mad og penge til at kunne overleve frem til den næste kamp. Den sidste gladiator skulle lige til at marchere forbi dem, da anføreren, som i modsætning til de andre ikke var brændemærket og derfor var af en højere stand i Rlatos' samfund, bemærkede Marintra. Han bar samtidigt en pladerustning af natrina og havde en pisk i den ene side af bæltet og så en økse i den anden. ”Hvad laver du dog, usling?” spurgte han hende arrigt ”tilbage i linjen”. ”Undskyld mig?” svarede Marintra igen, udmærket klar over hvad han troede, men opsat på at være uforskammet og virke fornærmet. Hun var ikke en af tredjestanden på dette modbydelige sted, uanset hvad hun så end havde i ansigtet. Men inderst inde følte hun noget koldt lukke sig rundt om hendes hjerte, og minder om brændende metal mod hendes ansigt efterfulgt af et jublende publikum i arenaen ramte hende. Det var længe siden, forsikrede hun sig selv, og det kommer aldrig til at ske igen. ”Du hørte mig” hvæsede kommandøren skarpt, så spyttet ramte Marintra i ansigtet ”kom tilbage i rækken med dig, så vi kan komme af sted”. Marintra afholdt sig selv fra at give kommandøren mere af samme skuffe af de to årsager. For det første så havde de ikke tid til det, uanset hvor meget hun så end havde lyst til at komme af med nogle gamle frustrationer, og samtidigt var en del af hende bange. Selv hvis hun ikke ville indrømme det over for nogen, end ikke sig selv. Hun måtte hellere forsøge at gøre som Monolo for en gangs skyld og være lidt diplomatisk. Men før hun kunne nå at formulere et strategisk svar, valgte Finn, af alle dværge, til hendes store overraskelse og irritation sig for at blande sig. ”Undskyld, min gode mand” peb han med et venligt smil ”men jeg tror, du har misforstået noget her. Altså, min v... denne gode frøken her er ikke en gladiator, som det lader til, at du tror. Så hun hører altså slet ikke til på den række, du prøver på at gene hende ind på”. Kommandøren kiggede på Falkeøje i flere lange sekunder med et udtryk af forbløffelse og en tydelig mistanke af, at Finn var en fladpande. En mistanke Marintra delvist delte. Kommandøren var da ligeglad med, om hun rent faktisk var en gladiator. Alt, der betød noget, var, at hun var et bevæbnet medlem af tredjestanden, hvis eneste formål det var at underholde de øvre stænder og dernæst dø, før hun kunne nå at skabe problemer for nogen. ”Men du skal ikke være ked af det, min gode mand” fortsatte Finn stadig storsmilende, tydeligvis med den forståelse, at kommandøren rent faktisk lyttede til ham. ”Du lavede en fejl, som enhver kunne have begået. Jeg mener, altså... jeg mener, hvem som helst kunne da have taget hende for en gladiator med den bue og det prægtige pilekogger. Det var en uskyldig misforståelse, ikke noget at bekymre sig om. Så hvorfor kommer du og dine gladiatorer ikke bare videre, og så glemmer vi alt om det. Hvad siger du?”. ”Har du dej i bogen?” spurgte kommandøren til sidst med et opgivende udtryk og skubbede til Finn, som straks faldt hylende til jorden. Noget inde i Marintra knustes, og hun følte en gammel vrede tage over og brænde frygten bort, netop som kommandøren igen vendte blikket mod Marintra. Denne gang funklede hans øjne truende. ”Kom så” sagde han ”sidste chance. Ellers kan de andre gladiatorer få en lille mulighed for ekstra træning. Og hvad har du egentligt gjort ved dine markeringer?”. Åh hvad pokker, tænkte Marintra opslugt af den brændende vrede, lad Monolo om det diplomatiske... nå, hvis det er droppet, må jeg hellere gøre mit bedste. ”Jeg fik en troldmand til at pynte lidt på dem” svarede hun ”de var lidt triste og deprimerende. Mindede mig alt for meget om dette rævesyge egernhul. Desuden har jeg altid været glad for farven blå. Ved ikke rigtigt hvorfor, det er jeg bare. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at tage med på din lille kamp-til-døden-udflugt. Ked af det, men jeg ser altså bare ikke en fremtid for mig selv med den karriere. Lidt for hård kamp om arbejdspladserne efter min mening, og ved du hvad? Jeg har egenligt også bedre ting at tage mig til end at følge ordrer fra en skændsel af en dværg, hvis trusler næsten ville være mere effektive, hvis han spillede trompet imens... nu jeg nævner det, så er trompeter egentligt også ret forstyrrende”. Hendes udfordrende blik mødte kommandørens, og et raseri kom til syne i hans mørke øjne. Det var tydeligt, han ikke var vandt til den slags snak fra medlemmerne af tredje standen. Men så igen, tænkte Marintra, jeg er jo ikke et medlem af den forpulede tredje stand. Denne gang troede hun også selv på det.

Det udviklede sig til en stille stirre-konkurrence, og i sidste ende var det kommandøren, som ikke kunne mere. En nervøs sveddråbe gled ned fra hans pande og hang fra næsetippen, og da den til sidst gav slip, blev hans blik styret mod de andre gladiatorer. ”Grib hende” sagde han hæst med stor usikkerhed i stemmen, og hans mænd tøvede. Ingen af dem så ud til at vide, hvordan de rigtigt skulle reagere. Det nåede de heller ikke, for i samme øjeblik dukkede Faros op ved Marintras side. ”Kom” sagde han ivrigt ”Parnall tog af sted for ganske kort tid siden mod en lejr ikke så langt herfra ifølge en af hans naboer. Hvis vi skynder os, bør vi kunne indhente ham”. ”Godt” svarede Marintra ”jeg var alligevel færdig her”. Hun blinkede provokerende til kommandøren, som så ud til at genoverveje situationen, da han fik øje på Arudeler, der hang ryggen af Faros. Marintra afgjorde dog også med sig selv, at hun hellere måtte undlade at presse yderligere, og hjalp så Finn på benene, som siden sit fald havde ligget og ømmet sig. ”Jeg tror, mit arm er forstuvet” klynkede han ”se, der er et blåt mærke”. ”Hvad er der galt med blå mærker?” spurgte Marintra og fulgte så efter Faros ”langt bedre end brændemærker, hvis du spørger mig”.

Tilbage på Smedens Datter natten til den 14. Baigh 1076AA i Braldirborg
”Slap af” sagde Irram, da Tsyseria endnu en gang ændrede sidestilling. Kobolden vågnede, da Tsyseria var kommet humpende med vagtkaptajnen. Hun lå nu, ikke bleg naturligvis, men hvad end det tilsvarende for katte er, og betragtede afventede den nervøse elver. Der var gået noget nær en halv time, og ingen nyheder udefra var nået dem, hverken gode eller dårlige. Ventetiden tærede på Tsyseria, og det havde kun taget ti minutter, før hun havde glemt alt om sine skader. Efter tyve overvejede hun at gå ovenpå for at se tjekke på situationen. Efter tredive var hun klar til kamp. ”Hvis du vil gøre noget, så gør det nu” kommenterede Irram, da Tsyseria til sidst sprang på benene og trådte hen mod våbenlageret. ”Men vær nu alligevel forsigtig”. ”Jeg ved, hvad jeg laver” sagde elveren beslutsomt og kiggede rækken af sværd, økser og knive igennem, imens hun søgte efter ét bestemt våben. Hendes våben. ”Og hvor længe siden er det lige, at du sidst har været i en rigtig kamp?” spurgte den sårede kobold alvorligt og med moderlig bekymring. Tsyserias blik faldt på den velkendte klinge, som hun sidste gang havde benyttet mod en skallet pyromantiker for længe siden. Siden hun var kommet hjem, havde hun ikke fået taget sig sammen til at samle den op, da hun ikke havde følt sig klar. Det havde hun få ganske få øjeblikke til at blive nu, kunne det tyde på. ”For tre og et halvt år siden” svarede hun uden at møde Irrams blik ”mod Rugbert under Slaget ved Elementernes By, og jeg tabte. Men jeg er bange for, at Hugtand og jeg ikke kan vente længere”.

Den 11. Baigh 1076AA i Djulidurs lejr, Rlatos
Stemningen blandt fangevogterene ændredes med det samme, den længe afventede gæst ankom. Det var en dværg, bemærkede Tugy, og han havde med sig en taske med værktøj, men der lod ikke til at være noget bemærkelsesværdigt over ham, så hun undrede sig lidt over, hvorfor Ambassadøren mon havde været så ivrig efter at finde ham. Han virkede nu munter, eller munter i forhold til den gnavne dværgs standarder under alle omstændigheder, og han gik hurtigt i gang med ivrigt at diskuttere et eller andet med den nyankommne. Der blev også hurtigt fundet værktøj frem, og de trådte hen til bålet, som Tugy tidligere havde antaget var til madlavning. Synet af et brændestempel, der blev stukket ind i flammerne, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Faros kommer, tænkte hun desperat, Faros kommer. Faros kommer. Faros kommer.

”Hvad er det for en ting?” var der et af de yngste børn, som spurgte. ”Nu er det ude med os” hviskede et andet, men alle blev tavse, da Ambassadøren vendte blikket mod dem. Med tunge skridt trådte han nærmere, indtil han til sidst stod lige foran bunken af skræmte børn. Dværgens blik løb hen over dem en efter en, og det gjorde et kort holdt på Snothvalp, før det til sidst slog dømmende ned over Tugy. ”La chica con el pelo rojo” beordrede han til sine mænd, og to stærke arme greb fat i den lille tyv og slæbte hende frem mod bålet, brændestemplet og ambassadørens gæst. Det var nytteløst at kæmpe imod, og desuden var hun alt for skræmt til at gøre noget som helst. Hun blev smidt hårdt i jorden lige ved siden af ilden, og så trådte de to lakajer ellers tilbage. Ambassadøren derimod kom nærmere, og han satte sig i knæ lige foran Tugy, så deres ansigter kom i den samme højde. Hans blå hætte var nu trukket tilbage, og for første gang fik hun taget et ordenligt kig på ham. Det lod også til, at hun havde haft ret i sin tidligere antagelse, for han havde i sandhed trækkene fra en adelsmand. Hans hår og skæg var nydeligt klippet, og hans øjne rummede både en følelse af overlegenhed og en tydelig lærdom. Dette var ingen gadetroldmand, hun havde med at gøre, nej, han var uden tvivl oplært på en af de bedste skoler i Det Angloriske Imperium. Tugy vidste ikke så meget om stedet, udover at det var blevet løsrevet fra Elwar under Kolonikrigen, og at meget af deres struktur var konstrueret omkring slavehandel, men de måtte da have noget lignende Magiens Vogtere derovre.

Da hun havde betragtet Ambassadørens tankefulde mine i et par øjeblikke, begyndte han at tale. Det var med en stærk dialekt, og det var kun alt for tydeligt, at han ikke var vandt til fredsmål.
Alligevel fremlagde han sine ord med stor værdighed i stemmen, og hans tone var hverken grov eller ubehagelig over for hende, som Tugy ellers havde forventet. ”Pige” sagde Den Angloriske Ambassadør ”er ven af den dreng?”. Han pegede til den lille tyvs overraskelse på Snothvalp, som undgik hendes blik. Ashas drengen havde tårer i øjnene, bemærkede Tugy, og hun overvejede, hvad det her mon omhandlede. ”Du rører ham ikke” svarede hun Djulidur med et fnys og sammenbidte tænder. Ambassadøren rynkede panden tankefuldt, som om han forsøgte at afkode hendes svar. ”Din ven?” sagde han en smule usikkert, og Tugy nikkede trodsigt. ”Han er min ven, ja, og hvis du gør noget ved ham, så skal jeg... så skal jeg... så river jeg hovedet af dig!”. Hun kunne mærke sine kinder blive røde og kampgejsten vende tilbage til hende. Snothvalp var måske en uduelig kujon, men han var hendes uduelige kujon. ”Nej, nej, nej” sukkede Ambassadøren og rystede på hovedet ”ingen dør. Men Raz ikke forstå fornuft. Pige tale med ham. Ashas dreng ikke være klog. Ikke forstå mulighed”. Tugy rynkede panden. Hvad mente han mon? Var han kommet med et tilbud af en art til Snothvalp? Og hvem var Raz? Men da hun kiggede på Snothvalp endnu en gang, fik hun svaret på det sidste spørgsmål. Raz var hans rigtige navn. Det måtte det være. Men hvorfor havde han fortalt det til Ambassadøren, hvis han ikke en gang havde sagt det til Irram?

Fordi jeg tvang ham til at sige det, lød Djulidurs stemme pludseligt i hendes hoved. En kulde ramte ind over Tugys som en flodbølge, da hun indså, at han var i hendes tanker. I hendes hoved. Ja, sagde stemmen, sådan her kan vi meget bedre kommunikere. Tanker er så centrale og universelle, at ingen sprog kommer i vejen. Så hør nu på, hvad jeg har at sige, for din skæbne og fremtid afhænger af det. Tal med din ven og få ham overtalt til at tage imod mit tilbud. Han behøver ikke ende som en træl i imperiet, og det ville være en synd og skam, hvis han gjorde det. For han har potentialet til så meget mere end det. ”Hvad fabler du om?” spurgte Tugy Ambassadøren. Din ven, Raz, han har magi i sit blod, og det alene kan købe ham en fri plads i imperiet. Hos os er troldmændene kejserens tjenere og rådgivere. Vi er hævet over slaverne og endda de fleste andre borgere. Kun de rigeste adelige kan stå lige med os, og vi er mere magtfulde end selv de fleste af disse. Din vens potentiale vil jeg for alt i verden ikke have til at gå tabt. I hans årer løber blod stærkere end de fleste magikeres, og hvis lige kun findes ganske få steder i Mortlan. Magtens blod. Kun to i Imperiet vil kunne udfordre ham, hvis han opfylder sit fulde potentiale, og når først hans træning under mig er fuldendt, vil de for længst være gået bort. Tugy svarede ham ikke, for hun havde alt for travlt med at bearbejde den information, hun havde fået. Var Sno... Raz virkeligt magtblodet? Hun havde hørt få af myterne om disse mægtige magikere. Kun få et dusin eller to blev født i hvert århundrede, og de fleste af dem døde, før de nåede at blive voksne. Men hvis de fuldførte deres træning, blev de legender. Den slags der besejrede enormer, udfordrede højdæmoner ene mand og afgjorde krige. Tugy havde ganske vist aldrig set Raz udføre nogen som helst form for magi, men han var ung, og han havde desuden skjult sit rigtige navn og sin forhistorie for dem alle sammen. Inklusiv Irram. Kunne det måske være sandt? Det er det, fortsatte Djulidurs stemme, men din ven ønsker ikke at lytte til fornuft. Overtal ham, og så skal du blive belønnet. Du kan komme med os og fortsat være hans ven. Jeg skal nok arrangere en plads for dig i imperiet. Du kan have en rigtig fremtid ved hans side. Du kan endda selv blive trænet op som magiker, hvis du ønsker det, naturligvis ikke på hans niveau, men med træning og disciplin vil du kunne lære det basale. Bare tal med ham.

Igen kiggede Tugy på Raz, og for den første gang gengældte han blikket. Havde han virkeligt takket nej til et sådan tilbud? En lys fremtid med rigdom og undervisning i bytte for at være Ambassadørens lærling? Selv hvis alternativet ikke havde været trældom, så ville størstedelen af Tugys venner stadig have sagt ja uden tøven. Men ikke Raz åbenbart. Hvorfor ikke ham? Fordi det ikke ville det rigtige at gøre, hviskede ashas drengens stemme i hendes hoved, ikke efter hvad han gjorde mod Irram. Jeg vil ikke forråde hende. Ikke efter alt hun har gjort for os. Hans pludselige ord, som udover at forsikre hende i troen om, at han virkeligt havde magi i blodet, ramte hende hårdt, og den spinkle tanke, der havde været skjult dybt nede i hende, men dog havde eksisteret, om at dette også kunne redde hende, døde med det samme ud. Han havde ret. Jeg mærkede ham lige et øjeblik, gjorde jeg ikke, fortsatte Ambassadørens stemme, tydeligvis opmuntret, han holdte mig ude i få sekunder, men det er godt. Det betyder, at I får snakket om sagen. Hvad siger du?

”Gå til Herroth!” svarede Tugy og spyttede adelsmanden i hovedet. Alle spor af værdighed og tålmodighed forsvandt straks fra Ambassadøren, og han gav hende en syngende lussing. ”Nina de mierda” bandede han og vinkede så til dværgen med brændestemplet. ”Señor Parnall. Lad ham se sine venner blive mærket for trælle en efter en, truede han hende i tankerne, det skal nok få ham til at genoverveje. Parnall tog det glødende stempel ud af ilden og vendte det mod Tugy, som fokuserede al sin vilje på ikke at lukke øjnene. Så snart det har smagt din hud, er du vores, lille pige. Så snart du er mærket ved vores segl, vil du aldrig kunne undslippe. Vores sværd vil bide dig hårdere, og vores folk vil altid genkende dig, for hvad du virkeligt er. En træl. En ejendel.

Tugy skreg i vilden sky, da Ambassadøren trak hendes ærme op, og det rødglødende jern nærmede sig. Faros kommer, tænkte hun med tårer i øjnene. Faros kommer. Faros kommer. ”No, no, no” hviskede Ambassadørens stemme i hendes øre. Det gør han ikke.


Men det gjorde han nu alligevel kun få sekunder senere.

Første Afsnit    Forrige Afsnit                                                                                             Næste Afsnit

Kommentarer