#22 Hels Beretning
”Fordums Krigen er en historie skjult i myter, sagn og
ganske få troværdige historier. Det var den krig, som blev udkæmpet før den
første alder og placerede Amalosh på gudernes trone efter Banrigh Mania, da
denne tidligere hersker forsvandt. Ligeledes var krigen skyld i adskillige
civilisationers undergang, øget fjendskab mellem adskillige guder og den
uskrevne regel om, at guderne ikke må blande sig for meget i dødeliges affærer.”
Fortæller: Moira Qosni
(og Hel)
Uddrag fra Qosnis
rejsejournal fra 698FA, Morbus måneden efter den gamle kalender fra tiden, der
nu kaldes Xen. Heri berettes om hendes møde med portvogteren Hel.
16. Morbus, 698, Kalkrunerne
Denne dag forlader ekspeditionen den sidste i gruppen af
små, barske øer, som mandskabet har døbt Kalkrunerne. I løbet af det korte
ophold er ruiner lignende til de andre blevet fundet. De var her en del mindre
og kunne minde en smule om udposter, men trækkene var de samme, og der er
ligesom tidligere blevet fundet rester af runeskrifter, hvis alder er usigelig,
men må være meget høj. Heldigvis opstod der denne gang ingen komplikationer, da
vi hverken stødte på jætter, nisser eller ormekæmper, som de resterende øer
ellers huserede mange af. Dette har tilladt et længere studie af en af de mærkelige
is statuer, mandskabet også stødte på i Benhavne. Denne gang blev der udvist en
større forsigtighed, og statuen forblev frosset på stedet.
17. Morbus, 698, Nord for Kalkrunerne
Foran os ligger ukendt farvand, som ingen andre ekspeditioner
endnu har gennemrejst, og i det fjerne på horisonten rejser Nordens Ende sig
pludseligt og dødbringende op fra havets bund, og bjergkæden løber så langt,
øjet rækker i både vestlig og østlig retning. Allerede nu er der urolig snak
blandt besætningen på Skaden, og jeg kan kun forestille mig, at det kommer til
at blive værre. ”Verdens ende” beklager de sig. ”Vi sejler imod verdens ende og
vil aldrig komme tilbage igen”. Det er meget muligt, men vi trods alt dosner,
og nogen er sku’ da nødt til at gøre det.
22. Morbus, 698, Nord for Kalkrunerne
Der er noget helt galt. Vi burde for længe siden være nået
bjergkæden. Ifølge både mine og min navigatørs beregninger er der lidt under en dagsrejse tilbage til vejs ende, men det har der nu været i de sidste tre dage.
Vi kommer næsten ikke videre, når vi sejler, og moralen blandt besætningen
falder dag for dag. Samtidigt er det så umådeligt koldt efterhånden, at intet
hjælper. Uanset hvor mange tæpper, man pakker sig ind i, eller hvor tæt vi
sover om natten, føles det lige frysende.
26. Morbus, 698, Nord for Kalkrunerne
Det er nu tiendedagen efter vores afgang fra Kalkrunerne, og
beregningerne påstår fortsat hårdnakket, at der er under en dagsrejse til
bjergene. Nu er vi dog næsten nede på en halv dag, men jeg ved ikke, om det er
godt eller skidt længere, og jeg tør næsten ikke håbe. Kulden bliver ligeledes
ved med at være ulidelig, og moralen er helt i bund.
29. Morbus, 698, Nord for Kalkrunerne
Trettendedagen af den sidste sejletape, og der er fortsat
ingen fremskridt. I dag observerede mandskabet og jeg dog noget ganske
usædvanligt, som jeg fandt nødvendigt at berette om. Vi betragtede nemlig
kampen mellem en mægtig sødrage og så en af de drabelige krakkener, der har
hjemme i norden. Striden varede i timevis og var på én og samme tid både
rædselsvækkende og betagende. Det var et skræmmende vidunder, som jeg på den
ene side frygtede skulle ramme Skaden og besætningen, men som jeg samtidigt er
glad for at have oplevet. Kampen var til sidst lige ved at ende med en sejr til
krakkenen, men den snedige sødrage benyttede sig af Moniems visdom og undslap
dens greb i en hurtig bevægelse. Derefter forsvandt begge bæster tilbage i det
dybe blå hav, og vi fik i det mindste noget nyt, vi kunne snakke
om.
15. Mortem, 698, Nord for Kalkrunerne
Det er nu tredive dage siden, vi sejlede ud fra Kalkrunerne,
og kulden tog i går aftes to gode sømænds liv. Var moralen dårlig før, så
ligner den nu noget nær mytteri. Selv min vilje begynder også at svinde bort,
og jeg ved ikke, hvor meget længere jeg kan tvinge os fremad, hvis jeg da ikke
ligefrem bliver tvunget tilbage selv. Mit eneste håb ligger i det fremmede syn,
der er dukket op på horisonten. På bjergkæden kan jeg se omridset af en sort
port, det er jeg sikker på, men ingen af mine besætningsmedlemmer lader til at
være enige eller overhovedet at stole på min dømmekraft længere.
16. Mortem, 698, Nord for Kalrunerne
Heureka! Jeg takker skæbnen, guderne og især mit gode
mandskab for at have vist mig den sidste nødvendige tillid. På denne velsignede
dag nåede jeg mit mål, og jeg har oplevet en belønning langt større, end jeg
nogensinde kunne drømme om. Jeg ved knap nok, hvordan jeg begynde, eller hvad
jeg skal fortælle først.
Dagen startede ud som de sidste tredive andre med frost,
kold mad og onde blikke fra besætningen. Så omkring middagstid kom en ny klippe
til syne på horisonten, tættere på end resten af bjergene, og snart kom både
den og Nordens Ende nærmere. Jeg blev samtidigt bekræftet i mit tidligere
udsagn, for der var virkeligt en port i bjergene. En stor sort port lige bag
det høje tynde klippespir, der tårnede sig op lige fremme. Mandskabet kom med
alle mulige teorier om, hvad det mon kunne være, men jeg vidste, hvad jeg havde
fundet. Det var en de fem porte til Herroth, og på klippespiret sad
dørvogteren.
På en eller anden måde vidste jeg bare, at hun ønskede at
snakke med mig, så jeg fik sat en jolle i vandet og sammen med to roere,
brødrene Marco og Hanno, og nordboeren Fridtjof, som vi havde samlet op på
Frigusheim, sejlede jeg frem til den lille klippeø.
Da vi nåede stenen og fik sikret båden, havde hun rykket
sig, og hun stod nu afventende på bredden. Jeg var ikke helt sikker på, hvad
jeg kunne forvente fra portvogteren til Herroth, for jeg havde hørt både de
værste og de mere positive historier, der blev fortalt i norden. Sådan som jeg
så hende i hvert fald, var hun klædt i en mørk, lang kjole af uld i kombination
med en tyk skindkappe mod den hårde blæst. Hun var ganske rigtigt ligbleg, som
så mange nordfolk havde insisteret på, da vi lagde til på Frigusheim, men hun
så heller ikke helt død ud. Der var samtidigt en ganske specifik fornemmelse
over hende som en aura, og det kunne tydeligt mærkes, at hun var en gudinde, om
end en laverende stående en af slagsen. Ikke at det forhindrede hende fra at
være farlig. Hvis hun havde ønsket det, er jeg sikker på, at hun kunne have
dræbt os alle i løbet få øjeblikke.
Vi satte os på klippen, hvor hun startede et bål, som vi
ivrigt varmede os omkring. Så fortalte hun, at hun vidste, hvem jeg var, og at
hendes halvbroder Fjallvindr, nordenvindens gud havde holdt øje med os i de
sidste mange dage. Jeg havde åbenbart ham at takke for, at vi til sidst blev
tilladt at sejle videre. Det og så havde portvogteren talt med mine to døde
besætningsmedlemmer, da de kom forbi på vejen til Herroth. For hun talte ofte
med de afdøde sjæle for selskabets skyld, men også for at lære og høre
historier. På grund af dette vidste hun meget på trods af at være blandt de
yngre guder, som hun selv kaldte det.
Da vi talte, lod hun også til at vide præcis, hvad jeg
ønskede at finde ud af, og hvad jeg havde oplevet på mine rejser for at nå så
langt. Hun vidste, at jeg havde set de gamle ruiner i norden, og at jeg havde
gættet en del af hemmeligheden, som vi dødelige racer ellers ikke var ment til
at kende. En hemmelighed hun også selv havde lært ved at tale med de døde. Til
min overraskelse var hun villig til at fortælle i hvert fald en del af, hvad
hun vidste, hvilket var mere end jeg. Så vi andre blev tavse, og Hel, datter af
Odar og den nordlige portvogter til Herroth, begyndte sin beretning om
tidsalderen før vores egne og om fordums krigen.
Beretningen
Mortlan er ældre, end du tror, dødelige. Langt ældre. Faktisk
ankom elverene, dværgene, dosnerne, troldene, goblingerne og menneskene, alle I
dødelige racer, ja selv jætterne, min moders folk, og nisserne, først i denne
verdens tredje årtusinde. Men den tid er nu glemt af de fleste, for guderne
taler ikke om den, og mange af dem, som levede dengang, er nu ikke mere.
Hvor gammel Mortlan er, det husker nok end ikke guderne selv
efterhånden, for stor magi var på spil i tidernes morgen, og det var dengang,
Tidens Skriftrulle endnu blev brugt af gudernes hersker. Men ikke Amalosh. Nej,
gudernes oprindelse herskerinde var dronningen, Banrigh Mania, sjælenes
gudinde. Det var hende, som med Tidens Skriftrulle i hånden ledte de ældste
guder bort fra deres oprindelse verden og til tomrummet, hvor hun begyndte
skabelsen af Mortlan. Med sig havde hun før og fremmest sine to sønner Hypnon
og Marenius samt søstrene Syndor og Hegana, hvoraf Nattens Fyrstinde var Manias
svigerdatter gennem ægteskabet til Hypnon. Der var de tre andre brødreflokke
Amalosh og Le’Ma-At, Odar og Krator og til sidst Bearon, Halwar og Operafex, og
til sidst var der den stride Volkia og så den vise Moniem, der allerede dengang
var ægtet til Halwar.
Under Manias lederskab rejste store imperier sig, og de
oprindelige racer befolkede Mortlan. Der var lerkløerne i østen, tankehyrderne
i vesten, kykloperne på De Enøjede Øer, de fjerklædte i syden, elvinorerne på
Arashia og de lande, som nu tilhører elverene, tabarra i Elwar, imens dragerne
og nymferne levede i vildmarkerne, havfolket herskede havene, og der i norden
blev opbygget et imperium af ormekæmper og frosne krigere, hvis ruiner du
allerede er kommet forbi på dine rejser. Hvert folkefærd havde sin eller sine
guder bag sig til at vejlede dem, og i den tid vandrede de udødelige oftere
blandt deres tjenere, end de har gjort det sidenhen. Noget der er grund til. For
mange af guderne blev langsomt mere og mere ambitiøse, og tronen kom til at se
mere tillokkende ud for nogle, især eftersom at Mania selv blev betragtet af
mange som uinteresseret i at regere længere.
En dag forsvandt hun også sporløst og efterlod sig både
tronen og Tidens Skriftrulle uden ejer. Nogle siger, at hun frygtede en uundgåelig
krig, som hun ikke ønskede at udkæmpe. Andre mener, at hun blot mistede lysten
til at være dronning og rejste bort. Alle er dog enige om, at hun ikke er
død.
Banrigh Manias forsvinden udløste ganske rigtigt også en krig, den første store krig i Mortlans historie. Med tronen tom manglede guderne en hersker og Tidens Skriftrulle en ejer. I stedet for blot at udkæmpe det imellem hinanden, fik gudernes deres tjenere til at starte en krig i deres navn, hvori der var fem sider.
På en side var Prins Hypnon som repræsentant, og han blev
støttet af sin hustru Hegana, hans broder Marenius og svigerinden Syndor. Tankehyrderne,
havfolket og nymferne blev hans hær og vesten hans domæne.
På en anden side var Volkia, og under hende kæmpede de
fjerklædte, den mægtigste krigerrace Mortlan nogensinde har set. Ingen guder
kom til hendes side, men hun vandt i stedet djinnernes hersker Litunguls
venskab, og han ledte sine ildens børn i krig i hendes navn.
Den tredje repræsentant var Bearon, der kæmpede med sine
brødre Halwar og Operafex samt Moniem. Under hans banner samlede der sig tabarra,
dem I dødelige kalder for de gamle bjørne, kykloperne og så dragernes samlede
magt.
Nordens ormekæmper og frosne krigere allierede sig med østens lerkløer i opbakning af Odar, der også blev støttet af sin broder og
lerkløernes skaber, jordens hersker Krator.
Den sidste og femte repræsentant var Amalosh, livets og
dødens gud, der sammen med sin broder Le’Ma-At ledte elvinorerne.
Krigen begyndte først mellem Hypnons og Volkias støtter,
samtidigt med at Bearon gjorde front mod Odars enorme hær. Imens afventede
Amalosh tålmodigt sin mulighed, og den greb han så ved at indsætte en uventet
hær i de fjerklædtes rige, og i et effektivt angreb mistede syden al
koordination og overblik. Mange troede, at livets og dødens gud havde valgt at
støtte Prins Hypnon, men i stedet pressede han Volkia og de fjerklædte til en
alliance, og efter at have ægtet sin broder til Volkia, vandt han både djinnernes
og de fjerklædtes styrker.
Nu var Amaloshs hær blevet fordoblet i størrelse, og selvom vesten måske havde de samme antal, så besad hans side de overlegne krigere,
da tankehyrderne er mere filosoffer end soldater, nymferne ligesom nu var
ganske få, og havfolket var afholdt fra mange vigtige slag på landjorden. Så
efter at have besejret syden, vendte Amalosh blikket mod Prins Hypnons hære, og
selvom det tog ham længere tid end med Volkia, fik han til sidst knust deres
rækker. Også her foreslog han en alliance, da han endnu en gang stod som
sejrherren, og han svor at ville ægte Syndor, Heganas søster og Hypnons
svigerinde, når først denne krig var til ende.
I mellemtiden var Bearons hære blevet svækket og presset
tilbage af Odars, og den mægtige bjørn søgte forhandlinger med Amalosh, da han
vidste, at en sejr nu var en umulighed for ham. Bearon krævede, at Tidens
Skriftrulle skulle benyttes af guderne i fællesskab fremover, og at den skulle
bevogtes af værdige tjenere, når der ingen planer for den var. Dette krav måtte
Amalosh acceptere for at vinde bjørnene, dragerne og kykloperne over på sin side.
Til sidst stod kun østen og norden vendt mod Amalosh, og han
tilbød dem fred, hvis blot Odar og Krator ville knæle og sværge ham troskab. Dette
nægtede nordens hersker, og så udsendte begge sider deres fulde hære, men
ormekæmperne og lerkløerne var i stort undertal og havde ikke en chance. By for
by faldt begge folkefærd, og Amalosh tilbød endnu en gang fred, hvis Odar ville
bøje sig i støvet og opgive alle krav på tronen. Atter nægtede nordens hersker.
Østen var den første til at falde, og lerkløernes mægtige
imperium blev udslettet fra jordens overflade. Snart var der kun små landsbyer
tilbage, og også disse døde i flammerne, der var Amaloshs vrede, og det siges,
at de sidste lerkløer måtte lade livet, uden at Odar bøjede sig. Derefter blev
norden ramt, som dog holdt ud en smule længere, men i sidste ende også blev knust
i krigen. En forfærdelig forbandelse ramte de frosne krigere og gjorde dem til,
hvad du ser nu, kolde livløse statuer ude af stand til andet end selvforsvar. Ormekæmpernes
Kong Bjirkhil blev halshugget, og hver eneste by jævnet med jorden, men Odar
nægtede fortsat at overgive sig.
Først da han med vold blev kastet for fødderne af Amalosh i
alle de resterende guders nærvær, endte han omsider krigen, da ingen andre
muligheder var tilbage for ham. Siden har Herroths og nordens herskere været
bitre fjender, selv hvis krigen er ovre.
Amalosh ægtede nu Syndor som lovet, og han blev kronet til
gudernes konge. Men der var ikke meget tilbage at regere over. Lerkløerne var
borte, elvinorerne hårdt sårede og de fjerklædte lige så, hvoraf begge er så
godt som forsvundne nu om dage. Ormekæmperne lever nu isolerede i norden, kun
en bleg skygge af deres forrige skikkelser, de gamle bjørne skjuler sig i deres
templer, gudedragerne er næsten alle døde, og kykloperne holder sig ligeledes
for dem selv på deres øer. Ironisk nok er tankehyrderne, nymferne og havfolket
dem, som blev mindst berørt af krigen, og Amaloshs egne tjenere, elvinorerne,
begik senere oprør mod guderne og afstraffes nu med afbrændingen af deres hjem,
Arashia.
Så efter krigens afslutning erklærede Kong Amalosh, at en ny
alder var begyndt, og at den havde brug for nyt liv. Alle I yngre racer blev
skabt for at udfylde de gamles pladser, men for en sikkerhedsskyld blev I ikke
gjort nær så magtfulde, og gudernes valgte at afholde sig fra at vandre blandt
jer i udødelige form på grund af, hvad der var sket under fordums krigen.
Andre Historier
Kommentarer
Send en kommentar