#45 Ambassadører og Snigmordere
Den
11. Baigh 1076AA i Djulidurs lejr, Rlatos
Parnall holdt inde og trak
brændestemplet væk igen med et forundret og lettere nervøst smil,
for Djulidur så ikke spor glad ud. ”Hørte du ikke også noget?”
spurgte han til sit forsvar, imens Tugy faldt grædende til jorden
med hånden over sin forbrændte arm. Ambassadøren sendte
symbolmagikeren et irriteret og truende blik, som opfordrede ham på
det kraftigste til at komme i gang igen. ”Nå, det var nok
ingenting” mumlede Parnall til sig og stak stemplet tilbage i
ilden, imens Djulidur løftede den hylende dværgpige op. ”Hold
hende stille” opfordrede symbolmagikeren ham, da ærmet blev
trukket til siden og afslørede en sort forbrændring på Tugys hud.
”Bare forhold dig rolig, tøs” sagde Hr. Parnall ”så kommer
det hurtigt til at være overstået”.
Men heller ikke denne gang lykkedes
det ham at få brændemærket hende, for lige før det glødende
stemplet nåede hendes arm, gav Djulidur pludseligt slip og lod Tugy
falde til jorden. Han løftede samtidigt sin ene hånd i vejret, og
Parnall opdagede nu til sin overraskelse og sit ubehag, at der hang
en pil i den blå luft nogle få centimer fra hans hoved. Den ville
med sikkerhed være blevet hans endeligt, hvis ikke Ambassadøren
havde handlet instinktivt. Lidt derfra hævet over dalen stod
bueskytten, en mørkhåret dværgkvinde. Parnall opdagede til sin
foragt, at hun bar tredjestandens markeringer. Hvordan vovede en af
deres slags at angribe ham?
Endnu tre pile blev hurtigt affyret
mod ham, men hver og en endte brat sin rejse, da de ramte ind i
Djulidurs magi og faldt til jorden for fødderne af slavehandleren og
symbolmagikeren. ”¡La
prenden!” råbte Den Angloriske Ambassadør til sine mænd, som
alle trak blankt. Men det var allerede for sent for de to første,
som befandt sig i udkanten af lejren. Aruddeler borede sig igennem
den enes brystkasse bagfra, og den anden fik synkront sit hoved
kløvet af Jarskons økse.
”¡Luchan,
pendejos!” brølede krakkensønnen og satte i løb ned mod de fire
resterende angloriske krigere, som alle havde vendt sig med kampklare
miner for at håndtere denne nye trussel. De andre lakajer så lidt
mere nervøse ud og var trukket en del ud til siderne for at gøre
plads til de rent faktiske krigere. ”To til os hver” kommenterede
Faros alvorsfuldt, imens han og Jarskon nærmede sig de fire
angloriske dværge med hver sit smukke sværd. ”Kun hvis jeg
overlader nogen til dig” svarede krakkensønnen, og så sprang han
frem i et kaotisk angreb drevet udelukkende af had.
Tugy
satte sig svimmelt op. Hun havde kvalme, og alt sejlede for hendes
blik, men for den første gang i mange dage havde for hun alvor
genvundet håbet. Synet af Faros havde dulmet smerten. Han
kom,
tænkte hun med fugtige øjne og en glædeslatter. Han
kom virkeligt. I
det fjerne så hun Marintra finde et nyt bundt af pile frem, som hun
også gav til at affyre mod Ambassadøren, hvilket lod til at kræve
al hans opmærksomhed. Ikke
det hele,
lød Djulidurs vrede stemme pludseligt i hendes hoved, og modet
fordampede fra Tugys hjerte igen. Med et stålfast greb løftede han
hende til vejrs og placerede den lille tyv mellem sig selv og
Marintra, der holdt inde med pilene som reaktion. Bueskytten
betragtede slavehandleren og gidslet med ubehag.
Også
Faros stoppede op midt i kampen mod de to angloriske riddere, og den
ene af dem tog straks muligheden for at afvæbne ham. Kun Jarskon
fortsatte sin blodrus, og han brølede som et vildt dyr, da endnu en
dværgs pandeskal brast. ”Stop!” råbte Djulidur til ham med sin
stærke accent ”stop, eller hun dør”. Krakkensønnen gav sig til
at le højlydt og hånligt. ”Hun er så godt som død, uanset hvad
jeg gør. Desuden truer du den forkerte. Jeg ville hellere dø end at
vende tilbage til Anglor, så hvorfor skulle jeg behandle andres
tilfælde på anden vis? Gør det endeligt. Dræb tøsen, og skån
hende for et liv i trældom”.
Ambassadøren
studerede Jarskon overvejende i flere sekunder og vendte så blikket
mod den ildrøde Faros. ”Pigen dør” advarede han og strammede
grebet om hendes hals, så Tugy blev blå i ansigtet. ”Du vover
ikke at gøre noget” lød Faros' mørke stemme, idet han sendte et
vredt blik mod krakkensønnen ”smid din økse”. Men Jarskon lod
sig naturligvis ikke røre. ”Og gør hvad?” spurgte han med
foragt i stemmen ”gå min vej? Lade dem fuldføre, hvad de
foretager sig her. Lade dem bringe disse børn til imperiet og dømme
dem til et liv i slaveri. Nej, Faros. Det har jeg ikke tænkt mig at
gøre, og jeg kan ærligt talt heller ikke fatte, at du så meget som
foreslår det. Hvis du virkeligt bekymrede dig om tøsen, så ville
du vide, at døden er en nåde”. ”Sænk den økse lige nu, ellers
sværger jeg, at jeg slår dig ihjel!” hvæsede Faros, men Jarskons
eneste svar var en kold latter. ”Lad os nu gøre det her,
pendejos!” råbte han ad diamant-dværgene og hævede øksen for at
fortsætte kampen. Men i stedet for at angribe, skreg han pludseligt
i smerte og tabte det store våben, da Marintras pil begravede sig i
hans fod.
I
kælderen på Smedens Datter, natten til den 14. Baigh 1076AA i
Braldirborg
”Nu spørger jeg dig venligt en
gang til, fordi jeg ser mig selv som en høflig dværg, og det
eneste, jeg forventer til gengæld, er, at du besvarer med respekt.
Hvordan åbnes døren?”.
”Hvilken dør?” svarede Trak med et
provokerende fnys. ”Med respekt” mumlede snigmorderen opgivende
og satte sig i knæ foran den bundne gobling ”jeg ønsker blot, at
du besvarer med respekt, så hvad er det meningen med det der? Jeg
ved, at der er en hemmelig dør. Du ved, at der en hemmelig dør. Jeg
ser ikke behovet for at lade som om, den hemmelige dør ikke er der.
For tredje gang: Hvordan åbner jeg døren?”. ”Det gør du ikke”
svarede goblingen igen. Han modtog straks et spark i brystkassen som
tak. ”I det mindste indrømmer du, at der er en dør. Det er vel en
form for fremskridt” sukkede snigmorderen og rettede sig op. Men da
han gjorde det, bemærkede Trak en krampetrækningen gå igennem hans
side fra der, hvor det var lykkedes goblingen at skade ham under
deres kamp. Han var værre ilderedt, end han lod af sig. Desværre
var Trak endnu mere skadet, og da goblingen samtidigt lå bundet på
gulvet, var der ikke meget at gøre. Udover at spilde snigmorderens
tid naturligvis.
”Hvordan ville en person rent
hypotetisk åbne døren, så?” spurgte snigmorderen og trådte hen
til den flade stenvæg, hvor han vidste, at den skjulte dør måtte
være. Ganske vist var han en dværg, og han kunne ganske rigtigt
genkende en hemmelig dør, når han så en, men han var endnu langt
fra at kunne åbne den. ”Kommer vel an på personen” svarede
Trak. ”Hvis denne person nu kendte metoden til at åbne døren?”
fortsatte snigmorderen utålmodigt og sparkede atter til goblingen på
stengulvet. ”Rent hypotetisk altså”. ”Det er ikke godt at
vide” sagde goblingen, trak på skuldrene og spyttede en smule blod
ud på gulvet. ”Har du forsøgt dig med: Kælder, kælder, luk dig
op?”. Et tredje spark fik goblingen til at bide sine ord i sig.
Irriteret trådte snigmorderen hen til stenvæggen og lænede sig op
ad den. ”Kælder, kælder, luk dig op” sukkede han muggent.
Til hans overraskelse lød der en
rumlen, og stenvæggen gik pludseligt i bevægelse. ”Hvad pokker?”
udbrød han ”det virkede faktisk. I så fald må du undskylde det
sidste spark. Det var lidt forhastet fra min side”. Men
snigmorderen nåede kun at skimte hulen på den anden side, før en
tyk tåge pludseligt indhyllede ham, da en Bruntops bomber fløj
gennem åbningen. Overrasket trådte han et skridt tilbage for at
danne sig et overblik, men det var allerede for sent, og han kunne
ikke se en pind. Han anede kun lige en skikkelse bevæge sig tågen
foran sig og greb begge sine daggerter som respons. Fuldkomment tavs
ventede han på yderligere bevægelse fra den nye fjende.
Et glimt i tågen. Han undveg og
udførte et modangreb, men det var for sent, og modstanderen var
forsvundet igen. Snigmorderen kunne dog høre vedkommendes
vejrtrækning. Den var ganske lavmælt, næsten lydløs, men
samtidigt var den allerede tung af udmattelse. Det her ville blive
den rene barnemad.
Han undveg med lethed endnu et angreb
og førte sine egne daggerter mod fjenden, hvoraf den ene lige nåede
at ridse noget, og han mærkede sin ene hånd blive fugtig af fjendes
blod. Det var så godt som ovre allerede.
Modstanderen angreb en tredje gang,
og snigmorderen undveg som tidligere. Halvvejs igennem undvigelsen
opdagede han dog, at det var en finte, og han skulle lige til at
undvige det opfølgende angreb, da hans sårede side sendte en bølge
af smerte gennem kroppen på ham. I stedet for at lave en manøvre
selv, blev han ramt af Hugtand i brystkassen, og en drænende
anstrengelse fra Tsyserias side bragte ham i gulvet.
Tilbage i Rlatos den 11. Baigh
1076AA
Jarskon bandede højlydt og tog sig
smertefuldt til sin blødende fod, imens Marintra stod på dalens
kant, en smule chokeret over hvad hun selv lige havde gjort. ”Godt”
bifaldt Djulidur med sin stærke accent ”men ikke flere skud”.
Han løftede en fri hånd ud mod Marintra, og buen knustes pludseligt
i hundrede små stykker mellem hænderne på hende. Den bue, hun
havde ejet i så mange år, og som bar en ring for hvert land, hun
havde besøgt, var ikke længere.
”Nu” sagde Den Angloriske
Ambassadør afgørende, imens hans to overlevende riddere og de
resterende lakajer omringede Faros og Jarskon, der begge var
våbenløse ”kan... vi komme videre”. Han befalede noget på
anglorisk til sine folk, som gav sig til at binde Faros' hænder
sammen. Da, det var gjort, gav han ligegyldigt slip på Tugy, som
faldt til jorden. Hun stirrede rædselsslagent på Faros, der
gengældte blikket og forsøgte at se opmuntrende ud for hendes
skyld, men det var forgæves. De havde tabt.
Endnu en gang på Smedens Datter,
den 14. Baigh om morgenen
Tsyseria ventede til daggry med at
hente den nødvendige lægehjælp, og selv der var det ikke uden
kritiske ord fra Traks side. Goblingen var dog ikke selv i stand til
at tage af sted, da han var en af dem, som havde brug for hjælpen
mest. Ej heller kunne han slukke den glød, der var startet i
Tsyseria i nattens løb. Det øjeblik hun havde besejret
snigmorderen, var noget vågnet i hende, som længe havde slumret.
For den første gang i lang tid havde hun ikke blot set hjælpeløst
til, imens andre afgjorde hendes skæbne. Denne nat havde hun reddet
ikke blot Tjarns, men sandsynligvis også både Traks, Irrams og sit
eget liv.
Stædig, som han var, satte goblingen
nu sig alligevel på vagt oppe i krostuen, imens kobolden og
vagtkaptajnen blev nede i kælderen. Tjarn var ivrig efter at vende
tilbage til slottet og til dinoren af frygt for, hvad der ellers
kunne været sket i nattens løb. ”Det er ikke til at vide” sagde
Irram ham alvorligt ”men uanset hvad der er sket, så kan du ikke
gøre noget ved det nu. Lad nu helst være med at gøre Tsyseria og
Traks hårde arbejde for at holde dig i live til ingen verdens nytte.
Du er heller ikke i nogen tilstand til at gå nogen som helst steder
hen i øjeblikket, så i stedet kan du besvare følgende spørgsmål
for mig: Hvad er du virkeligheden, 'vagtkaptajn', og hvad lavede du i
nat? For siden snigmorderen gik efter dig, må du enten være mere
end blot en kriger i dinorens tjeneste, eller også lavede du noget
meget vigtigt. Jeg gætter på begge dele”. Tjarn svarede hende
ikke, men han blev bleg ved hendes ord. ”Fint nok” knurrede
katten henkastet ”du bestemmer selv, om du fortæller mig det, men
du bør hellere sige det til sine redningsmænd. I skal trods alt
være forestille at være allierede, ikke sandt? Så nytter det ikke
meget, at du kommer og tager imod deres hjælp, men bagefter nægter
at gøre noget som helst til gengæld. Ikke engang fortælle dem,
hvorfor de var nødt til at risikere deres egne liv for dit. Vent og
se, hvor længe den alliance holder for dig”.
Tjarn sank en klump og svarede så
hæst. ”J... jeg eskorterede dinorens hustru, fruen Runa af Lodiahs
Hus i sikkerhed. Dinoren frygtede for hendes sikkerhed, efter at
flere af hans allierede er bortkommet i løbet af de sidste par
dage”. Irram kiggede ”vagtkaptajnen” dybt i øjnene. Nu havde
han besvaret begge hendes spørgsmål.
Rlatos
Vi har tabt,
tænkte Tugy igen, og hendes blik søgte hendes fostrebrødre og
søstre. Deres ansigter afslørede præcis det samme, som hun følte.
De havde været lige så håbefulde, da Faros og Marintra var dukket
op. Et håb der nu var fuldstændigt knust.
En
af børnene havde det dog anderledes, og han rejste sig op med ret
ryg. ”Djulidur” sagde Raz, tidligere kendt som Snothvalp, og
slavehandleren vendte sig mod ham med et stort smil. ”Du ønskede
min magi. Mit magtens blod”. ”Ja” svarede Den Angloriske
Ambassadør med et grådigt smil. Han troede, at drengen var blevet
skræmt af, hvad der var sket. At han først nu for alvor forstod
sine muligheder. På en måde gættede slavehandleren også rigtigt,
men så alligevel heller ikke. Det var nemlig en anden mulighed, Raz
havde øjnet. ”Nuvel, ingen andre ønsker mig alligevel” sagde
Raz langsomt, idet han trådte nærmere. ”Jeg er en uægte søn af
en adelsmand fra Malka slægten. En skamplet på min families ære.
Hvis du så gerne vil have min magi, så er du velkommen TIL AT TAGE
DEN!”. De sidste ord blev til et råb, og med råbet fulgte en
bølge af magisk kraft, som kastede Djulidur bagover, samtidigt med
at Tugy landede med næsen i jorden.
Hendes
hånd trak sig sammen i smerte, da hun skar sig på noget spidst, men
så forstod hun, hvad det var, og greb fat om pileskaftet.
Svovlende
og bandende kom Djulidur på benene med al sin opmærksomhed rettet
mod den trodsige ashas dreng, der stod og kiggede udfordrende på
ham. Det var alt for sent, da han indså, at den sande fare kom fra
Tugy. Den tanke gik først op for ham, da hun borede pilespidsen ind
i halsen på ham. Han skrev i vilden sky, og den lille tyv stak ham
igen. Tre gange, fire gange, fem gange. Hun brugte alle sine kræfter
på at bore pilen ind i hans hoved gang på gang, fuldstændigt
ligeglad med hans negle, der skar i hendes arme.
Han
gav også hurtigt slip igen, samtidigt med at han faldt bagover, og
livet forlod Den Angloriske Ambassadør. Alligevel fortsatte hun med
pilen, fuldstændigt ligeglad med at han var død. Hun ænsede ikke
lyden af slåskamp bag sig. Hun forstod knap nok, hvad der foregik
længere. Hun vidste bare, at han skulle lide, for hvad han havde
gjort ved hende.
Hun
holdt først inde, da et par stærke arme løftede hende blidt op og
omfavnede den lille tyv. Pilen lod hun falde til jorden, imens hun
begravede sit hoved i Faros' røde hår, og tårerne trillede ned ad
kinderne på hende. ”Så, så, så” sagde han roligt ”det er
ovre, han er død. Du er i sikkerhed nu”. Han begyndte også selv
at græde, men det var glædestårer. ”J-j-jeg” stammede han, nu
stortudende ”jeg skulle aldrig have ladet det her ske. Det kommer
det aldrig til igen, det lover jeg. Jeg er her nu”.
De
lokale lakajer flygtede, så snart de så Djulidur blive kastet bagud
af Razs magi, og dem så de aldrig nogensinde skyggen af igen. Hvad
angik de resterende to riddere, så havde det ikke været et større
problem for Faros og Marintra at overrumple dem, efter at Tugy var
sprunget på Ambassadøren. Nu var både Faros og Tugy gået i gang
med at befri de andre børn, imens Marintra var trådt hen til
Jarskon, som sad bøjet ind over symbolmagikeren Hr. Parnall, der
frygtsomt krøb sig sammen. ”Nåde, nåde” hviskede han, med
stemmen dirrende af angst. ”Du kan tro nej” svarede Jarskon ham
og tog brændestemplet ud af ilden. ”Jeg har allerede haft en
rimeligt elendig dag, og du er det eneste tilbage, der måske kan
redde den”. ”Medmindre selvfølgelig” tilføjede krakkensønnen
med et vredt fnys og et hævnlystent blik i Marintras retning ”at
den gode frøken der ikke tillader det. Jeg er såret, træt og ude
af stand til at forsvar mig selv. Hvis du vil, kan du færdiggøre,
hvad du startede? Slippe af med mig en gang for alle”.
”Fandt
du, hvad du ledte efter?” spurgte Marintra i stedet for at besvare
spørgsmålet, og Jarskon nikkede ligegyldigt. ”Ja, ja” svarede
han ”men du må undskylde mig, hvis jeg ikke lige er fristet til at
fortælle dig, hvad det er. Jeg har et svin at slagte, og så skal
jeg ellers hjem til Crymron og indkassere en gæld eller to. Hvis du
har ikke andet at sige, så må du gerne lade mig være i fred, tak”.
Marintra
forstod hentydningen og vendte bort fra ham. ”Og desuden” råbte
Jarskon efter hende ”så glem alt om at være som fremmede for
hinanden. Mærk dig mine ord, hvis jeg møder dig igen eller en af
dine venner for eksempel, så kommer det ikke til at blive kønt.
Hvis du havde nerverne til det, ville du dræbe mig og her nu, men
det ved jeg godt, at du ikke har. Du er svag, Marintra, og det var
derfor, jeg efterlod dig dengang. Præcis den samme årsag som
hvorfor, du forlader mig lige, efter at jeg har truet dig. Du skal
ikke altid regne med at have hjemløse møgunger klar til at redde
dig, når du er svag for til at handle”.
Hun
ignorerede fortsat hans ord for at gå tilbage til Faros og børnene.
Hun havde ikke lyst til at tænke på Jarskon i øjeblikket. Det gad
hun ikke spilde tiden på, indså hun med et smil. Og hun kunne vel
egentligt altid få en ny bue. Den gamle havde desuden oplevet alt
for mange dårlige ting. Den stammede fra en anden tid i hendes liv.
Det var måske endda den rette tid til lige præcis at få en ny en.
Den kunne måske endda blive grøn... eller måske ikke. Det var
faktisk en dum ide.
Imens
hun tænkte over dette, faldt hendes blik på noget på jorden, og
hun bøjede sig ned for at se, hvad det var. Pergament. Det lod til
at være flere breve, men da hun kiggede på et af dem, opdagede hun,
at de var på anglorisk. Heldigvis kendte hun andre end Jarskon, der
kunne tale sproget, og hun stak dem i lommen til en anden gang.
Kommentarer
Send en kommentar