Lad os nu se, om jeg ikke lige kan nå et sidste bag of holding, inden måneden er omme, og inden jeg skal op til årsprøve i AT i morgen (indsæt ironisk jubel her. I det mindste er det først ved tolvtiden). Denne gang handler det udelukkende om litteratur, og jeg har lige brudt et af mine tidligere principper om ikke at kalde tegneserier for litteratur.
Hvor jeg fra Iliaden lærte om heltenes betydning og de tusinde grufulde måder, en mand kan blive slagtet med et spyd på, lærte Odysseen mig i stedet om patriarkalske familieværdier, om eventyr, og om hvordan man bedst kan få så mange gaver som overhovedet muligt. Nu er vi så nået til den del med den omvendte julemand. Det var tradition og skik i det gamle Grækenland, at man skænkede en gave til sine gæster, når de forlod en, så de kunne mindes opholdet. Lidt ligesom med Hobbitters fødselsdage går disse gaver ofte på omgang, sådan at man senere giver ens egne gæstegaver videre til egne gæster. Nu skal det lige siges, at jeg udelukkende baserer dette på Odysseen og ikke på andre historiske kilder. Uanset hvad, så fremgår det i hvert fald tydeligt i bogen, og det vises på flere tidspunkter som noget, grækerne respekterede. Alligevel er Odysseus virkeligt den værste til det her, og han bruger næsten lige så lang tid på at lokke så mange gaver som muligt ud af folk, selv sine egne tjenere og trælle når han er i forklædning, som han gør på at komme hjem. Han er skam ganske snu og kunne sagtens have været en Blackadder, hvis han ikke også lige havde været en af de stærkeste, hurtigste og modigste mænd i Grækenland. Det duede jo ikke for en hovedperson kun at have en eller to styrker, så ville han jo virke for menneskelig. Samtidigt virker han heller ikke super interesseret i faktisk at komme hjem på alle tidspunkter, i hvert fald ikke i at udføre selve rejsen. Hvis man ser bort fra den åbenlyse forklaring med "selvskabet" ved nogle af opholdsstederne på hjemrejsen, så giver disse to ting dog også fin mening i forhold til bogen. For det første, så sker der temmeligt mange forfærdelige ting for Odysseus, hver gang han forsøger at komme hjem i starten, så det begynder at blive forståeligt, at han vil udnytte sikker havn så længe som muligt. For det andet så er gaverne måske ret nødvendige i forhold til de græske guder, som fortsat plotter, skændes og ødelægger menneskeliv af morskab, som jo kræver rimeligt mange offergaver. Odysseus er intelligent og har brug for nogle offergaver, hvis guderne nu pludseligt skulle skifte mening, noget de har en historie for at gøre.
Sagen med Constantine er nemlig først og fremmest, at han ikke er slyngen med et hjerte af guld. Han er det hårdt prøvede og trættet menneske med et hjerte af... tja menneske. Han er ikke verdens mest magtfulde magiker, han har ingen superkræfter, og han bruger mindst lige så lang tid på at tage sig af personlige problemer som på at hjælpe andre. Man får både hans bedste og hans værste sider at se, og han fremstilles derfor som en kompleks og "realistisk" karakterer. Nu er der jo selvfølgelig lige magi til stede, men ellers. John Constantine er ikke ligefrem en helt, og han gør ofte ting af ganske selviske årsager, og han har det ofte med at følge en filosofi, der mere eller mindre siger: "Hvis jeg ikke kan gøre noget ved det, har jeg ikke engang tænkt mig at forsøge". Samtidigt vil han dog gå langt for at beskytte dem, han holder af, og han viser til tider sin menneskelighed i sine gerninger og sin egen sårbarhed. Han ryger, han drikker, han bander, og så narrer han folk. For hvor hans magiske egenskaber samt færdigheder i kamp måske er lettere begrænsede til tider, så ligger hans sande talent i at snyde andre. Han er bedre til at svindle djævlen end til at besejre den, og det er et af seriens stærkeste punkter. Udover den snedige og sjove dialog med regulære indsprøjtninger af satire, så udspiller de fleste plot sig uden unødvendig vold eller noget krav om action. Der masser af forfærdelige ting, der sker i løbet af serien, men det er som regel, dæmonerne der står for dem. Constantine afskyr vold og vil hellere end gerne tale sig ud af en kamp. Eller løbe for den sags skyld.
Det skal også lige nævnes, at serien heldgivis ikke er bange for at begive sig ind i det helt bizare og absurde til sider, men selv disse øjeblikke ender med at have en eller anden betydning i den større sammenhæng. Det er dejligt, at serien har modet til at være sin egen ting og fortælle sine egne historier, som det passer den... selv hvis det ender med ting som det her:
Odysseen
Før vi kommer til den rygende svindler ovenfor og Rumagent Spiff er der først endnu en klassisk roman at diskutere som den naturlige opfølger på det sidste indlæg med Iliaden. Odysseen eller rettere sagt den omvendte oldgræske julemand... den forklaring skal jeg nok komme tilbage til. Nå, men kort fortalt så er Odysseen historien om Odysseus, manden bag berømte ideer såsom computervirus kæmpestore heste af træ og DSBs forsinkelser, der forsøger at komme hjem efter Den Trojanske Krig. Jeg havde ikke troet, det var nødvendigt at forklare, hvad det her var for en bog, men flere personer har alligevel spurgt mig på det sidste, hvad jeg sad og læste i, hvorefter jeg kiggede op på dem med "ha ha, meget morsomt"-blikket. Det viste sig ikke at være en dårlig vittighed. Men hvis det er den erfaring min klasse har med de helt store klassikere, skal old nok blive rigtigt sjovt næste år.
Nå men, hvad synes jeg så om det, der af mange kaldes for verdens første roman? Godt spørgsmål. Jeg vil i hvert fald sige, at jeg nød bogen meget på den samme måde, som jeg nød Iliaden. For det meste er sprogbruget det samme (samme originale forfatter naturligvis og samme oversætter), og der er fortsat en Hades masse taler i Odysseen, dog ikke nær så mange som i Ild i Laden. Samtidigt havde Odysseen også lidt mere eventyr over sig, da den ellers kom i gang, og jeg mindes vagt at erindre bider af humor i den. Nå, jeg siger vagt, så skal det lige siges, at jeg læste det meste af bogen under et AT forløb. Ja, det samme som jeg skal op til prøve i i morgen. Ligesom med Iliaden er det også ganske tydeligt, at bogens moraler og etik er en "lille" smule forældede i forhold til i dag, men hvad kan man ellers forvente fra en så gammel bog? I forhold til det så vil jeg altså også næsten mene, at den er bedre end mange andre forfærdelige eksempler fra sin tid.
Hvor jeg fra Iliaden lærte om heltenes betydning og de tusinde grufulde måder, en mand kan blive slagtet med et spyd på, lærte Odysseen mig i stedet om patriarkalske familieværdier, om eventyr, og om hvordan man bedst kan få så mange gaver som overhovedet muligt. Nu er vi så nået til den del med den omvendte julemand. Det var tradition og skik i det gamle Grækenland, at man skænkede en gave til sine gæster, når de forlod en, så de kunne mindes opholdet. Lidt ligesom med Hobbitters fødselsdage går disse gaver ofte på omgang, sådan at man senere giver ens egne gæstegaver videre til egne gæster. Nu skal det lige siges, at jeg udelukkende baserer dette på Odysseen og ikke på andre historiske kilder. Uanset hvad, så fremgår det i hvert fald tydeligt i bogen, og det vises på flere tidspunkter som noget, grækerne respekterede. Alligevel er Odysseus virkeligt den værste til det her, og han bruger næsten lige så lang tid på at lokke så mange gaver som muligt ud af folk, selv sine egne tjenere og trælle når han er i forklædning, som han gør på at komme hjem. Han er skam ganske snu og kunne sagtens have været en Blackadder, hvis han ikke også lige havde været en af de stærkeste, hurtigste og modigste mænd i Grækenland. Det duede jo ikke for en hovedperson kun at have en eller to styrker, så ville han jo virke for menneskelig. Samtidigt virker han heller ikke super interesseret i faktisk at komme hjem på alle tidspunkter, i hvert fald ikke i at udføre selve rejsen. Hvis man ser bort fra den åbenlyse forklaring med "selvskabet" ved nogle af opholdsstederne på hjemrejsen, så giver disse to ting dog også fin mening i forhold til bogen. For det første, så sker der temmeligt mange forfærdelige ting for Odysseus, hver gang han forsøger at komme hjem i starten, så det begynder at blive forståeligt, at han vil udnytte sikker havn så længe som muligt. For det andet så er gaverne måske ret nødvendige i forhold til de græske guder, som fortsat plotter, skændes og ødelægger menneskeliv af morskab, som jo kræver rimeligt mange offergaver. Odysseus er intelligent og har brug for nogle offergaver, hvis guderne nu pludseligt skulle skifte mening, noget de har en historie for at gøre. |
| Ja, kyklop historien startede, fordi Odysseus ville have gæstegaver og åd Polyfemos' ost. |
Hvad angår Odysseus' snedighed og kløgt, så kan den dog til tider blive lidt for meget. Altså nu vil jeg ikke kritisere ham alt for meget, for de fleste af hans planer endte med at virke, men udover de af hjemfartens problemer han selv starter i sin søgen efter gaver, så ender hans "kløgt" også nogle gange med at tage overhånd. Lad os bare sige, at han fra tid til anden bruger to-tre sider på at fortælle en falsk baggrundshistorie, når han udgiver sig for at være andre. Det er fint, at han lever sig ind i rollen, men det gentages flere gange end nødvendigt. Faktisk ville en gang have været rigeligt til at få læseren til at forstå, at Odysseus går op i sine BG'er.
Når jeg siger, at jeg har haft et princip om aldrig at kalde tegneserier for litteratur, så tror jeg mest, jeg har tænkt på "kapow!"-"blam!"-"kaslam!"-tegneserier. Du ved, hvad jeg mener. Jeg har i hvert fald ikke tænkt på den, efter min ydmyge mening, bedste tegneserie nogensinde, som jeg fik den fuldendte samling af i julegave:
Jeg læste først et par eksemplarer af Sten og Stoffer for, Spiff må vide hvor mange år siden, og jeg gider ikke til at tælle, men det var i hvert fald længe siden. Min far havde et album eller to, og skolebiblioteket på Nørbølling havde også nogle. De var dejlige at læse i mellem romanerne (jeg tilbragte en del frikvarterer på det bibliotek, og jeg gemte mig endda engang dernede), og tja så er Calvin and Hobbes bare fantastisk. Jeg elskede dem som en lille dreng, og nu har jeg læst dem alle som en lidt større dreng med præcis den samme, hvis ikke stærkere, fornøjelse. Der er bare noget magisk over dem, som ingen andre stribetegneserier har (i hvert fald ikke dem jeg har læst). Altså ting som Wulfmorgenthaler kan da være meget sjove til tider, men det her er noget helt andet.
Ikke blot er vittighederne intelligente, men historien om den lille fantasifulde knægt med hans tiger har bare noget helt andet. Der er stærke filosofiske temaer, som diskuteres, uden at det er alt, det handler om. Der er en skøn fortælling om venskabet mellem Calvin og Hobbes. Der er en knægt med et fantastisk ordforråd og en fuldstændig vild fantasi (noget jeg kan sympatisere en smule med), som er alt for intelligent uden at bruge det til noget som helst, og som desuden laver en forbandet masse ballade, selvom han inderst inde er en sød knægt. Og så er den bare forbandet sjov.
Hver gang Calvin kommer med en lang tale, om hvordan lektier berøver hans frihed, eller hvordan at verden bør ændre sig for at tilpasse ham, griner man. Hver gang han løber ud midt i en time med ordene "our bold hero escapes", bygger snemænd tager direkte ud af monsterfilm eller skriver et klagebrev til julemanden om de missiler, han ikke fik sidste år, griner man. Men samtidigt så tænker man over, hvad han siger, for der er ofte dybere meninger i det. Tegneserien hælder som regel heller ikke imod en bestemt holdning, da de fleste emner repræsenteres af forskellige karakterer. Calvin eller Sten er en selvisk dreng, som forstår skræmmende godt, hvordan mange dele af verden fungerer, men samtidigt har en barnlig uskyld over sig, og som er lidt meget glad for fjernsyn, imens hans far er en mere gammeldags type, moren er en mor, og Hobbes ofte kommer med den ærlige og simple forklaring på ting.
I det hele taget blander serien det uskyldige, det kyniske og det magiske på en unik måde, som bare virker. Alle striber behøver heller ikke at være sjove hele tiden, selvom de nu ofte er det alligevel, og de behøver heller ikke være seriøse. Det helt centrale emne er bare barndommen, og tegneserien har lidt den samme effekt på mig som Doctor Who. Det er en af de der ting, som virkeligt kan frembringe en eller anden følelse af at være et lille barn igen, og det er dejligt betryggende på en måde. Calvin and Hobbes er bare et af de værker, ja, jeg skrev værker, som man altid kan læse med en varm kop te og blive glad af selv efter den hårdeste dag. Nu vil jeg ikke komme en endelig afgørelse som sådan, men lad bare lige nævne den gennemsnitlige anmeldelse på goodreads, som siger 4,82. For folk ukendte med goodreads, så lad mig bare sige, at det er noget, som ellers aldrig sker. Det er højere end Harry Potters gennemsnit (som efter min onde mening måske alligevel er lidt højt derinde. Jeg elsker skam den behårede pottemager af hele mit hjerte, men den er til tider "lidt" overvurderet. Jeg siger bare, at der er altså også er andre bøger, som er mindst lige så gode i verden). Nå, for at gøre en lang historie lidt kortere og for at få afsluttet denne anmeldelse, så lad mig sige det sådan her: hvis du ikke kan lide Calvin and Hobbes bare den mindste smule, så har du ikke noget hjerte, og så kan vi ikke være venner.
Nå fra den ene tegneserie til den anden. For halvanden måned siden omtalte jeg Justice League Dark tegnefilmen her i internettets dimension. Jeg skrev noget med, at jeg var blevet fuldstændigt forelsket i konceptet med John Constantine, og at jeg måske ville købe noget Hellblazer (tegneserien han kom fra). Tja, det viser sig, at tegnefilmen var en del anderledes fra de oprindelige tegneserier, selvom at Matt Ryan stadigvæk passer den sarkatiske svindler perfekt, og hvordan ved jeg så lige det? Fordi jeg er gået hen og har brugt en masse penge på at købe nogle naturligvis.
Hellblazer
"I'm the one who steps from the shadows, all trenchcoat and cigarette and arrogance, ready to deal with the madness. Oh, I've got it all sewn up. I can save you. If it takes the last drop of your blood, I'll drive your demons away. I'll kick them in the bollocks and spit on them when they're down, and then I'll be gone back into the darkness, leaving only a nod and a wink and a wisecrack. I walk my path alone... Who would want to walk it with me?"
Så jeg har købt Hellblazer vol. 1-5, hvilket betyder de første fem album i den komplette Hellblazer samling. Der er stadig femten-tyve igen eller sådan noget... Hver ting til sin tid, og disse ting koster alt for mange penge.
Det skal dog ikke betyde, at jeg fortrød købet af de første fem album. De førte mig gennem mørke fortællinger om en sarkastisk, arrogant ø ræv af en magiker. Halvt troldmand, halvt detektiv. Hundrede procent svindler, John Constantine.
Sagen med Constantine er nemlig først og fremmest, at han ikke er slyngen med et hjerte af guld. Han er det hårdt prøvede og trættet menneske med et hjerte af... tja menneske. Han er ikke verdens mest magtfulde magiker, han har ingen superkræfter, og han bruger mindst lige så lang tid på at tage sig af personlige problemer som på at hjælpe andre. Man får både hans bedste og hans værste sider at se, og han fremstilles derfor som en kompleks og "realistisk" karakterer. Nu er der jo selvfølgelig lige magi til stede, men ellers. John Constantine er ikke ligefrem en helt, og han gør ofte ting af ganske selviske årsager, og han har det ofte med at følge en filosofi, der mere eller mindre siger: "Hvis jeg ikke kan gøre noget ved det, har jeg ikke engang tænkt mig at forsøge". Samtidigt vil han dog gå langt for at beskytte dem, han holder af, og han viser til tider sin menneskelighed i sine gerninger og sin egen sårbarhed. Han ryger, han drikker, han bander, og så narrer han folk. For hvor hans magiske egenskaber samt færdigheder i kamp måske er lettere begrænsede til tider, så ligger hans sande talent i at snyde andre. Han er bedre til at svindle djævlen end til at besejre den, og det er et af seriens stærkeste punkter. Udover den snedige og sjove dialog med regulære indsprøjtninger af satire, så udspiller de fleste plot sig uden unødvendig vold eller noget krav om action. Der masser af forfærdelige ting, der sker i løbet af serien, men det er som regel, dæmonerne der står for dem. Constantine afskyr vold og vil hellere end gerne tale sig ud af en kamp. Eller løbe for den sags skyld.
Jeg vil dog heller ikke sige, at serien indtil videre har været fuldstændig perfekt, for der har været nogle knap så fantastiske historier. The Fear Machine for eksempel var ikke ligefrem noget at råbe hurra for i forhold til de andre, og dog indeholdt historien alle de rette elementer til en god historie, som bare ikke blev benyttet ordenligt. Det værste ved den var nok, at Constantine ikke rigtigt gjorde noget.
For hver gang der er en "okay" historie som den (det var mest bare den og så måske også den på stranden), er der dog som svar en "Original Sins", en "Hold Me", en "Family Man" eller en "Dangerous Habits". Indtil videre har der været mange stærke historier, men noget af det bedste ved det hele er kontinuiteten. Selv de svageste historier bidrager med en bid baggrundshistorie eller arbejder lidt med nogle karakterer, som dukker op andre steder. Det var i det hele en af grundene til, at jeg valgte Hellblazer. I modsætning til andre tegneserier er historien fortsættende, og der udvikles hele tiden videre på, hvad man allerede ved. Constantine bliver hele tiden ældre, og det er ikke nødvendigt at læse hundredeogsyttende andre tegneserier, for Hellblazer gør sin egen ting. Der har kun været en crossover, og på et tidspunkt stopper den mere eller mindre helt med overhovedet at referere til DC universet, som den ellers oprindeligt tilhørte. Selv efter det første forfatterskift i serien, samtidigt med en af mine yndlingshistorier Dangerous Habits, bygges der videre på det samme.
Tegneserie formatet er dog lidt fremmedartet for mig, kan jeg godt mærke, og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle vente en måned på et enkelt nyt afsnit (der er ca. 9 i hvert album jeg har købt). Det ville jeg slet ikke have tålmodigheden til. Der var også tider i det, jeg har læst, hvor jeg godt kunne have brugt lidt mere tid til bestemte historier, og jeg tror, det skyldes, at jeg i mine rødder er en roman-person. Men at sammenligne tegneserier med romaner er ligesom at sammenligne tv serier og film. Det er et helt andet medie med andre regler, styrker og begrænsninger. Nå, jeg tænker i hvert fald, at jeg vil læse de næste par album på et tidspunkt, når jeg lige har fået læst en Don Quijote i mellemtiden og har fået pengene til det, for jeg er nødt til at finde ud af, hvad der sker med Constantine, selvom at han kan være lidt af en skiderik til tider... og helst ikke noget med flere indre, mørke, spirituelle rejser lige foreløbigt tak. Jeg nød dem, men jeg behøver ikke flere.
Kommentarer
Send en kommentar