Af Anders Winther
Advarsel: Følgende er ikke skrevet af Fantasy Nørden, men hans ven der i sin tid spillede Køter til bordrollespil, og en sen aften fik overtalt spilmesteren til at lade ham skrive denne serie. Den indeholder sandsynligvis mange bandeord og grimt sprogbrug og ville indeholde flere, hvis ikke nørden havde fjernet de værste. Ydermere så er Anders mellemnavn ikke Gabriel, uanset hvor mange gange han påstår det.
Solen stod op over Galagis og skinnede ned over Observatorias glitrende krystaller. Byens tårne funklede i et tusinde farver, men den hjemlige morgenrød skinnede klarest igennem. I de stille morgentimer gik rebellerne, ledt af Dairon, let på tå og hilste godmorgen til byens mænd og kvinder. Nogle løftede hatten som de kom forbi, andre kiggede bestemt væk, som om de ikke skulle rodes ud i noget. Målet var sat, og huset af Magiens Vogtere stod klar med et syn ud over havnen og resten af byen, deres tårn så højt at det siges at magikerne kunne røre stjernerne, i hvert fald med det majestætiske observatorium, de havde bygget på toppen. Skinnende i sølv og ametyst, dette observatorium var bygget i nattens farver, så det ikke forstyrres i nattens løb.
Dairon havde lavet en aftale med en elev ved navn Thumas om at blive lukket ind, imod et mindre beløb selvfølgelig. Den unge mand var blevet sat af hos magikerne for at blive dygtig og mægtig, men viste sig ikke at have det rette blod til at lære de gamle kunster. I magikernes ånd havde de ikke givet op, og nu var Thumas tvunget til at skulle træne dag ud og dag ind på noget, han fysisk ikke var i stand til. Da han havde overhørt Splidar fortælle nogle af de andre magiker mestre om sine planer med Maegor, havde Thumas set sin chance for at komme væk. Han kontaktede derfor Dairon, og de fik hurtigt lavet en aftale om rebellernes adgang til tårnet. Hvis rebellerne kunne fjerne Splidar, ville Thumas være fri til at borde et skib og rejse væk, måske endda hjem til sin familie igen.
Så da rebellerne dukkede op ved en af bagindgangende, stod han parat til at lukke dem ind. En moderat pose med guld fik han overrakt af Dairon og et klap på skulderen.
“Du gør dit imperium og dit folk en stor tjeneste, min unge ven”.
Rebellerne var nu inde, og det var tiden at dele sig op.
“Melian og Sigard, i går den vej”
Dairon pegede ned ad trapperne mod kælderen,
“Bastian og Kimba, i går den vej”
Han pegede ind i biblioteket på stueetagen.
“Køter og jeg vil lede opad, og I to står vagt her ved døren, hvis dette skulle gå galt”
De sidste to, Arneir og Talud gjorde honnør og stillede sig parat. Køter og Dairon begyndte nu langsomt at gå op ad trapperne, gamle, men varme trin af det fineste marmor. En blankhed som end ikke de fineste elvere kunne efterligne med værktøj, dette var gjort med magi af den yderste præcision. Hele tårnets indvendige arkitektur emmede af magisk indflydelse, fra de lange uafbrudte tæpper til de små stendrager på trappernes gelænder. Selvom dette hus var gammelt, stod det stadig som var det blevet bygget i går: flot, rent og varmt. Køter kunne mærke en tilstedeværelse, en form for riven i hans pels. Ikke noget der hindrede, men alligevel nok til at bide mærke i.
“Dette sted er ikke helligt vel?” spurgte han Dairon.
“Det skulle jeg ikke mene, men hvem ved hvad de magikere har liggende i deres kister og bøger. Men godt tænkt, hvis Baeron er stærk her, kan vi måske bruge din forbindelse”
Køter trak en mine, selvom det var svært at se med alt hans pels. De gik videre og nåede start til en etage, som var belagt med overdådig rød silke og gobeliner i guld.
“Det må være her de ældste er, de store magikere”
Dairon nikkede, og de listede sig mere stille igennem. Lyset fra vinduerne hældede ind, solen stod stadig lavt, det røde lys forstærkede blot guldets og silkens rosenskær. Da de gik forbi de forskellige døre, kunne de se navnene ingraveret i gamle runer og skriftsprog. Køter havde ganske vist ikke evnen til at læse de gamle sprog længere, men heldigvis havde Dairon jo selv studeret magi, endda med speciale i magiske runecirkler. Derfor gik der ikke længe, før Dairon gjorde tegn til, at den rette dør var fundet, en flot dør i en form for træ, uden eger og linjer, det fineste rene lyse træ. På den lyste de gamle symboler. Køter skulle lige til at åbne den, da hans pote blev grebet af Dairon.
Han hviskede “Ikke endnu, du kan næsten være stensikker på, at han har lagt en besværgelse på, vi ønsker ikke at tilkalde vagterne.”
Han trak et stykke kridt frem og begyndte at skrive på døren, små cirkler og større cirkler med en masse små runer. Til slut hviskede han en lille remse for sig selv, og dørens runer stoppede med at lyse. Han rakte ned i tasken og trak et lille kobberrødt rør op, med megen forsigtighed lagde han den ene ende mod døren og begyndte at lytte.
Køters hundeøre kunne lige netop opfange, hvad der kom ud af røret. Der var nogle derinde, nogle stemmer talte frem og tilbage.
“Tiden er kommet, om et par timer er vi klar til at marchere, Maegor vil sent glemme, hvem der hjalp ham til denne magt” sagde Splidar
“Glem ikke, hvad du er, det kan ikke komme på tale, at en af os har hjulpet med politik på sådan et plan, vi er akademikere, ikke konger og krigere”
“Stop det, jeg kan ikke tage den ulidelige snak ‘man må ikke være over andre.’ Jeg er en mester, og jeg vil bruge mine evner til rigets bedste, og hvad så hvis jeg ender med at stå med en mindre position på hoffet. Det skader jo ikke nogen.”
“Hvad ville kejseren ikke sige? En mindre fyrste går i krig på vegne af imperiet, hvad hvis det går galt. Vi er den yderste grænse, og skulle vores hær blive udraderet, så ville Observatoria ligge åbent for angloriske tropper, en hel ny krig ville bryde ud.”
“Hold nu kæft! Min hær bliver ikke udraderet, det skulle tage dem et mirakel at jage dem på flugt, med min velsignelse kan de simpelthen ikke tabe.”
“Men hvad gør dig så sikker, hvordan kan du vide, at de ikke finder en svaghed, det er jo ikke fordi deres troldmænd er dumme, de vandt krigen”
Splidar måtte tænke over dette, der kom i hvert fald ikke noget lyd.
“Du må ikke fortælle dette til nogen, afgiv et blodløfte, for jeg kan ikke lade dete slippe ud. Jeg kan se, at du ikke vil give mig din velsignelse, medmindre jeg fortæller dig dette.”
“Jeg aflægger ed ved mit løbende blod, måtte blodnymferne tage brug af min sjæl, hvis jeg bryder vores aftale, lad dem trække mig til deres port og bruge mig som våben eller slave. Stol du blot på mig. Mit liv er på spil, Splidar, og du har ret, jeg må vide mig sikker i min investering”
Som før man skal til at fortælle en forælder, at man har mistet sin daggert, på samme måde sukkede Splidar. “Jeg har en sten, en bestemt sten. Jeg har skabt den med hjælp af alkymi og andre kunster. Jeg fik ideen efter at have læst netop om blodmagi, hvilket fik mig til at læse op på nekromanti.”
“Du mener vel ikke, at De Blå er udøde!?”
“Nej nej! Men den magi der hjælper dem, den trækker på døden, på sjælekraft”
“På hvilken måde?”
“Når man ser på månen, kan man ikke undgå at fryse ved tanken om Herroth, det uendelige rige efter livet. Men man kan heller ikke lade være med at tænke, den selv samme kraft, som skinner fra Herroth, kan gøre dødelige mænd til mægtige ulve, pantere og andre skabninger. Jeg tænkte, ‘hvorfor ikke bruge den kraft, den er jo evig og kan bruges til at hjælpe levende væsener’”
“Det kan du da ikke. Tappe på de dødes energi, det er ikke værdigt at såre vore forfædre og alle vore døde”
“Men se deres kraft. Se, hvordan de har bekæmpet lovløshed, hvor vi før havde en by fyldt med tyve og folk, som mente, at de var klogere end imperiet, nu har vi orden og kun en lille gruppe tilbage bliver, og rygtet går, at de bor i en kloak, vores magt er ubestridt”
“Og hvor kommer denne sten, du taler om, ind i billedet?”
“Det er en sten velsignet af Amalosh. Historien går, at en troldmand engang narrede gudernes konge til at skabe en sten, hvis ejer kunne trække kraften fra de døde for at gavne de levede. Troldmanden havde sagt, at den skulle bruges til at ære hans døde husdru, ved at bruge hendes kraft til at beskytte deres børn. Amalosh ønskede ikke at give sådan en kraft til en dødelig, men hans barmhjertige hustru Syndor bad ham vise medfølelse for den stakkels mand. Amalosh forbarmede sig og gav sin velsignelse til en sten, som lå tæt ved. Men snart fandt han ud af, at troldmanden havde andre planer med den. Han brugte den til at gøre sig selv mægtig, drage magt ved at dræbe folk omkring sig. Men da Amalosh fandt ud af dette, blev han vred og tordnende. Vi ved alle, at han hader forræderi, og det fik den snedige troldmand at mærke. Da Amalosh fandt ham og forviste ham til Herroth’s evige marker, frataget sin magt, sin krop og sin forstand. Stenen blev i Mortlan, og gennem generationer har den været ejet af adskillige tyve og og andet afskum, ingen kloge nok til at bruge den. Jeg købte den af en sådan tyv, og igennem mine studier har jeg lukket op for dens hemmeligheder.”
Der var en kort stilhed, hvorefter den anden spurgte.
“Er du ikke bange for, at Amalosh skulle finde ud af det?”
“Nej, min kære Fendrick, jeg har skam fjernet hans forbindelse til stenen. Kraften kommer fra de døde, ikke fra en gud. At han skulle finde ud af det, skulle kun ske hvis nogle skulle forråde mig, hvilket du ikke gør, tak blodet for det”
Køter og Dairon var målløse, de lyttede efter. Men der kom ikke mere derinde fra. Dairon gjorde tegn på, at de måtte tage afsted, men Køter tøvede. Han huskede den sidste gang, han havde været i forbindelse med en af Amaloshes objekter og ønskede at lære mere. Han blev taget af sit begær og lænede sig op ad døren, som med det samme gik op.
Som Køter faldt ind i rummet, hørtes panik fra Splidar og Fendrick. Frendrick løb bort, og Splidar stod nu alene tilbage. Køter selv nåede ikke at opfatte, hvad der var sket, men så nu på på den gamle troldmand.
“Din tid er kommet, gamle mand”
Splidar så forbløffet ud, men hans forbløffelse vendte sig til et smil.
“Det tror jeg nu ikke, min behårede ven”
Et blændende lilla lysglimt sprang i Køters øjne, og da han endelig fik dem åbnet igen, var Splidar borte. Køter så sig omkring i lokalet, væggene var spækkede med reoler med alskens bøger i utallige farver. Nogle gamle og nogle nyskrevne. Han ledte med et skarpt øje, som kun en hund kunne lede. “Hvad laver du?” spugte Dairon, Køter rettede sig op og svarende, imens han begyndte at snuse ihærdigt.
“Den sten, vi må finde den, Dairon, den er nøglen til at stoppe Maegor”. Dairon sukkede og gik hen mod en af reolerne, han så ud til at læse titler på de mange bøger. “Han har den ikke her, Køter, det ville være for risikabelt. Chancerne er, at han har fået Maegor til at opbevare den”.
"Hvorfor ville han gøre det? Hvis jeg stod i den situation ville jeg da holde fast den sten med tænder og klør”.
“Ikke alle er som dig, Køter, praktisk talt er du rimeligt unik”.
Køter kom med et lille fnis, Dairon havde nok ret, Køter var lidt af en original. “Men hvad er så planen nu?”.
“Vi må finde Splidar og Maegor, så simpelt er det”.
Dairon lød altid som om han havde mere styr på situationen end andre, Køter derimod lød altid til at være uden en plan eller i det hele taget en smule forvirret. “Jaja, det forstår jeg godt. Men hvordan finder vi dem? Jeg går ikke ud fra, at vi bliver lukket ind på borgen igen”. Den gamle elver gik hen til bordet og så undersøgende på de papirer, Splidar havde efterladt i sin elegante exit.
“Noget siger mig, at han er at finde på den gamle imperielle havn”.
“Hvad får dig til at sige det?” spurgte Køter med et blankt ansigtsudtryk, sådan et som hunde nu tit har.
“For det første, min kære Køter, så ville det strategisk set være det bedste sted at sende en invasionsstyrke afsted i denne by. For det andet, så har der været en forhøjet aktivitet af De Blå nede i det område. Og for det trejde…”.
Dairon samlede et papir op og smed det ned på gulvet foran Køter. Det var plantegning, fra en af de gamle skribe brugt i kolonikrigen. Og på den det taget en galionsfigur, med form af den gamle Maegor.
Afsnit 1 Afsnit 2 Afsnit 3 Afsnit 4 Afsnit 5 Afsnit 6 Afsnit 7 Afsnit 8
Kommentarer
Send en kommentar