tirsdag den 30. maj 2017

Dværge #46 Dinoren Længe Leve

#46 Dinoren Længe Leve

Morgenen den 19. Baigh 1076AA i Platnir, Mugball
”Typisk, bare typisk” mumlede Regin lavmælt, idet han listede ud af bagindgangen og kom ud i gyden bag kroen. Hvor længe mon han havde, før legionens soldater opdagede, at han var væk? Nok ikke særligt længe hvis han skulle basere sit gæt på deres trukne våben og aggressive miner. Denne gang var han virkeligt gået et skridt for langt. Han havde handlet for hastigt, og nu faldt hammeren. Alt Regin kunne forsøge på nu var at flygte fra ambolten.

Han havde været ved at hakke nogle løg ude i køkkenet, da de pludseligt kom marcherende ind på kroen med tyven på slæb, ham Regin havde sat til at finde løjtnanten. Han havde kun lige nået at gribe sin gamle, røde frakke og liste bort fra Det Rustne Skæg i sidste øjeblik. Legionærerne havde set ret mugne ud. Regin havde trods alt også generet dem i månedsvis efterhånden, lige siden han først havde fået nys om Løjtnant Bhals aktiviteterne på egnen. Næsten alle nabolagets tyve vidste efterhånden, at Regin ledte efter ham, og det havde kun været et spørgsmål om tid, før Den Grå Legion fandt ud af, hvem der stod bag spionerne Nu var den dag oprunden, og Regin var forberedt.
Han løftede rygsækken med nødforsyninger op fra skjulestedet i gyden, efterlod en seddel til sine lokale partnere og lagde så stenen tilbage for at dække hullet. Da det var gjort, kastede han et sidste blik tilbage på kroen og smuttede ud på gaden, hvor den travle morgentrafik herskede. Regin havde næsten ondt af tyven, der var blevet fanget, men så heller ikke alt for meget. Knægten havde trods alt forrådt ham.

”Regin!”. Den netop opsagte krovært undlod at kigge op ved lyden af sit navn og fortsatte i en rolig gangart. Han kunne måske endnu nå at undgå en alt for åbenlys flugt. ”Regin” lød det igen denne gang tættere på, og han skulle lige til at sætte i løb, da han genkendte stemmen. Det var Morton, en ung dværg prydet med en gylden hanekam og en af Regins faste slynger. ”Hvad er der?” spurgte Regin utålmodigt og satte tempoet en smule op. ”Det er avisen” svarede Morton forpustet og rakte et eksemplar af Braldirs Folk helt op i ansigtet på ham. ”Lige ankommet”. ”Det har jeg ikke tid” svarede Regin småirriteret og forsøgte at vifte avisen væk. ”Jeg tror nu alligevel, at du kan undvære et øjeblik for at læse det her” insisterede Morton ”sværger' ved gamle besses' næsehår, at det er... ja, lad os bare sige, at det er af den højeste vigtighed”. Regin fik i det øjeblik øje på overskriften, og han viste sig enig ved først at måbe, så at råbe. ”Ved Bæstet!”.

Den 12. Baigh 1076AA i Rlatos
Det havde gjort børnene meget godt at få udsovet og at få et varmt måltid mad på en af Pollys mindre værtshuse i byen, som hun havde sat til side for dem efter ønske fra Faros. Et ønske som hun glædeligt havde opfyldt. Børnene havde mest af alt brug for ro og tryghed efter de sidste fire dages ”strabadser”, som Polly valgte at kalde dem. Den muntre dosne kvinde havde også selv leveret maden til Faros' taknemmelighed, og så havde hun ellers tilbragt et par timer sammen med dem, indtil børnene var faldet i søvn. Inderst inde vidste Faros godt, at han placerede sig i hendes gæld på denne måde, selv hvis hun sagde, at han ikke skulle tænke på det. Hun var måske lidt af en blid hyggetante, men hun var samtidigt en snedig tyv og en dygtig manipulator med både omdømme og position at tænke på. En dag skulle nok komme, hvor Faros' måtte gøre hende en tjeneste til gengæld. Men den sag måtte han tage, når den kom.

Den næste morgen forlod de hurtigt værtshuset og satte kursen tilbage mod Zrulf og overfladen. Børnene var alle ivrige efter at komme hjem igen og se Irram, og for nu lod Faros dem leve i denne fantasi. Han havde ingen anelse om, hvordan hans fostermoder havde det, og selv hvis hun skulle komme sig helt, så kunne de ikke vende tilbage til kælderen. Den slags steder forblev aldrig tomme særligt længe ad gangen. Samtidigt ønskede Faros det heller ikke. Tanken om den gamle kælder var nu plaget af dårlige minder, og hvis én slavehandler kunne angribe dem, hvad skulle så stoppe en anden? Eller en tyvebande som ønskede et nyt skjulested? Nej, han måtte finde en anden løsning, for han ville ikke tillade dem at tage tilbage til det hul. Det var alt for farligt.

En anden tanke plagede også Faros, hver gang han kiggede på Tugy, der muntert travede af sted i selskab med de andre hjemløse, men i særdeleshed Skruml og Raz. De diskuterede ivrigt udfaldet af deres ”strabadser”, og ashas knægten lod til at vundet ny respekt fra de andre, især Tugy imiterede hans besværgelse gang på gang, imens hun helst ikke ville omtale sine egne bedrifter. Det forstod Faros også udmærket, og de andre børn lod til at være enige. Det var nemmere at omtale magi, end hvad der faktisk havde dræbt Djulidur, renere på en måde. Det var derfor godt at se børnene tale sammen, for de trængte utvivlsomt alle til en ven i øjeblikket. Af netop den grund blev det umådeligt smertefuldt for Faros overhovedet at overveje det næste skridt. Hvordan kunne han fjerne Raz, den efterladte uægte søn af en adelsmand fra Ashas, fra de eneste venner han havde? For fjernes det skulle han for sin egen sikkerhedsskyld. Han var magtblodet, og selv om alle børnene havde fundet ud af det, så var der ingen af dem, der virkeligt forstod, hvad det betød. Så snart rygtet spredte sig, og det kunne ikke undgås før eller senere, så ville alle være efter ham for slet ikke at nævne Jarskon, som allerede havde set ham i aktion. Raz kunne umuligt være sikker i Zrulf og især ikke hos hverken dem eller Irram. Men den hovedpine kunne i det mindste vente til, de nåede tilbage på kroen. For nu måtte Tugy, Raz og Skruml nyde den tid, de havde sammen, imens det varerede.

De nåede frem til tunnelindgangene mod Zrulf uden problemer, hvor de købte nogle fakler til hjemrejsen, som Marintra besluttede, at de ville påbegynde med det samme. ”Børnene er måske trætte” argumenterede hun ”men de vil sove langt bedre, så snart vi er væk fra Rlatos... det gælder også mig for den sags skyld. Jeg har fået nok af Egernbyen for denne gang”.

Da de endelig slog lejr for natten var de nået et godt stykke ind i den første tunnel, og de valgte en bred skakt som rasteplads, hvor en flok lokale underjordlinger solgte dem brænde til et bål. Børnene kiggede lidt nysgerrigt på væsnernes muselignende træk, men Faros forsikrede dem roligt om, at de ikke var nogen trussel. Nej, af alle de underjordiske væsner, der levede i disse tunneller, så var underjordlingerne nok de eneste, man virkeligt kunne kalde for harmløse. ”Hvorfor er det egentligt, du ikke kan lide mus?” spurgte Faros Marintra, da de lidt efter sad omkring bålet og holdt vagt, imens børnene faldt til ro. ”Har du ikke spurgt mig om det et utal af gange allerede?” spurgte hun igen. ”Jov” sukkede Faros. ”Hvorfor regner du så med at få et svar denne gang?” sagde hun med forundret blik. ”Det ved jeg ikke” svarede Faros og kastede et blik efter underjordlingerne i det fjerne. ”Jeg kom bare lige i tanke om det og begyndte at undre mig igen”. ”Så lad din undre ophøre” sagde Marintra ”det har din lille hjerne slet ikke godt af. Ikke alt behøver at få en forklaring, at du ved det”. ”Var der en mus, som spiste noget af dit tøj?” spurgte Faros mistænksomt. ”Øh nej” fnøs hun, som om det var det mest latterlige spørgsmål i hele verden. ”Jeg spiste musens tøj”. Faros kunne ikke lade være med at smile. ”Der er ikke sket hende noget” sagde han roligt til sin bedste ven, og hun kiggede pludseligt op på ham, som han havde han stukket hende. ”Hvad snakker du om?” spurgte hun defensivt. ”Dit ben ryster, og du har snart ædt sin underlæbe” sagde Faros tålmodigt ”men du behøver ikke bekymre dig så meget. Jeg er sikker på, at Tsyseria har det fint. Hun sidder sikkert og spiller Dragehale med Trak eller sådan noget”. ”Man skal altså være mindst tre til Dragehale” korrigerede Marintra ham, og Faros rynkede forundret brynene. ”Ikke sådan som Regin har lært mig det da” svarede han tvivlsomt. ”Og Regin er jo slet ikke en snydepels og en svindler” sagde Marintra ironisk ”når det kommer til kortspil. Ved du det, hvad det betyder?”. ”At jeg har spillet Dragehale forkert gennem størstedelen af mit liv” sagde Faros, imens han tænkte over alle de andre regler, Regin havde prakket ham på. ”Betyder det også, at man ikke skal bytte kort, når man har tre ens og glemmer at sige 'wyvern'?”. ”Ja” sagde Marintra med et skeptisk hævet øjenbryn ”men dine forfærdelige kortevner til siden, så betyder det, Tsyseria og Trak ikke kan spille Dragehale alene. Og eftersom at de må spille Dragehale, så kan det kun betyde, at Irram allerede har det bedre og spiller sammen med dem”. ”Jeg følger ikke helt logikken her” sagde Faros en smule forvirret ”faktisk tror jeg ikke, der er særlig megen at finde i, hvad du lige sagde”. ”Logikken ligger i, at du forsøgte at berolige og forsikre mig, og at jeg nu gør det samme for dig” forklarede Marintra. ”Logik for møgduer”. Faros begyndte igen at smile. ”Tak... og ikke bare for... øh... trøsten. Tak for hvad du gjorde tilbage i Rlatos”. ”For at putte en pil i Jarskon?” fnøs Marintra henkastet og vinkede ligegyldigt ”hvad skulle jeg ellers have gjort? Desuden fortjente musen det. Du tvivlede da vel ikke på, at jeg ville gøre noget ved ham?”.
Faros nåede aldrig at besvare det spørgsmål, for sekundet efter faldt en fremmed skikkelse til jorden lige i udkanten af lyset fra bålet. Marintra sprang på benene og greb ud efter sin bue... som naturligvis ikke eksisterede længere, huskede hun. I stedet samlede hun en pil op og skulle til at slutte sig til Faros, da flere af børnene vågnede op. ”Hvad sker der?” spurgte en lille pige. ”Shhh... ikke noget” svarede Marintra ”vi skal bare til at lave klam voksenmad. Det har du ikke lyst til at se, tro mig”. Men det var allerede for sent, og resten af børnene var begyndt at vågne op.

Faros nærmede sig forsigtigt skikkelsen på jorden. Hans første indskydelse sagde ham, at det var en ishipazi uden for sin klippedragt, men det viste sig heller ikke at være rigtigt. Det var dog heller ikke en dværg, langt fra, og Faros søgte sin hukommelse efter det fremmede væsen. ”Hjælp” lød en hæs stemme til sidst fra det ”så tørstig...”. Ved lyden af den smertefulde stemme glemte Faros forsigtigheden og trådte helt hen til skikkelsen, som han tog fat i med begge hænder og løftede ind mod bålet. Det flakkende skær fra ilden afslørede mange uventede træk hos den fremmede, og Faros var sikker på aldrig at have set noget lignende. Væsnet var omkring halvanden meter høj, havde en rustbrun, skællet hud, og mellem benene var der en lang, tynd hale. Da han lagde den fremmede fra sig på jorden og rakte ud efter en vandflaske, bemærkede han også svømmehud mellem fingrene. ”Så tørstig...” tiggede væsnet ”jeg er så ked af det. Det skal aldrig ske igen. Bare giv mig nektar”. ”Her” sagde Faros og løftede vandflasken op til væsnets indtørrede mund. ”Drik det her”. Den fremmede tog en håbefuld slurk, men spyttede det så pludseligt vredt ud igen, og et sæt gule reptil øjne åbnede sig. ”Nektar” bad væsnet endnu en gang ”nektar... jeg vil gøre hvad som helst”. ”Nektar?” spurgte Faros, imens Marintra og børnene samlede sig bag ham. ”Hvad snakker du om? Hvad i hele hule Herroth er nektar?”. Men der lød intet svar, for den tørstige fremmede var død.

Sådan blev Faros siddende i nogle minutter, imens han betragtede det mærkværdige væsen. Han var sikker på aldrig at have set noget lignende i sit liv. Han havde godt nok heller aldrig hørt om noget, der hed nektar. ”Hvad pokker var det?” spurgte Tugy til sidst, og Faros anede ikke, hvad han skulle svare hende. ”Uanset hvad det var, så lader det til at have tiltrukket selskab” kommenterede Marintra ”læseheste”. Faros rettede sig op og så ganske rigtigt tre fremmede komme hen imod sig, der minsandten ikke kunne være andet end læseheste... øh olddværge mener jeg. Klædt i lange frakker med utælleligt mange lommer fyldt med værktøj og med bøger i bælterne vandrede de forretningsmæssigt hen imod dem, ganske målbevist. Hver især bar de en mekanisk armbrøst med indbygget sigte ladt med en bolt af natrina. ”Hvis De vil være så venlig at træde side, min gode herre?” hilste en af olddværgene ”også Dem gode frue, og hvis De kunne tage Deres... børn med Dem, ville det være værdsat”. ”Hvad er det for en mærkelig en?” spurgte en af de hjemløse og pegede på det fremmede væsen, der for kort tid siden øjensynligt døde af tørst efter at have nægtet at drikke vand. ”Hr.?” sagde olddværgen med en panderynken til Faros ”jeg er ikke i humør til ballade, og jeg tør næsten vove den påstand, at De har det på samme måde. Har jeg ikke ret?”. Det havde han. Uanset hvor meget Faros end havde lyst til at vide, hvad der foregik, så kunne han risikere det. Det var altid farligt at stille sig imod olddværge med deres store indflydelse på resten af riget, og i dag kunne Faros ikke tillade sig at sætte noget som helst på spil. Ikke nu da han lige havde fået Tugy tilbage igen. ”Kom så, unger” sagde han ”lad os smutte”. ”Hr.” nikkede olddværgen taknemmeligt, og så trådte Faros, Marintra og børnene ellers væk fra bålet og hen for at samle deres ejendele sammen.

Alligevel nåede Faros at overhøre en lille bid af olddværgenes samtale, idet de betragtede det mærkværdige væsen. ”Det var den sidste, ikke sandt?” spurgte en. ”Rigtigt” svarede en anden, den der havde talt til Faros og lod til at være lederen. ”En skam hvad der skete med den, men det er kun helt forståeligt. Den har gemt sig i lidt over tre uger i de her uhygiejniske grotter, og efter to uger uden nektar lukker immunforsvaret helt ned for dem. Selv hvis vi havde fundet den, imens den var i live, havde det nok været for sent. Nå, vi må hellere få den med tilbage til de andre, så vi kan komme hjemad”. ”Forbandede mechai” kommenterede den tredje olddværg.

Morgenen den 19. Baigh 1076AA i Platnir, Mugball
”Manwe?”. Elveren kiggede op på odderen i døråbningen, som stod og betragtede ham forsigtigt. ”Jeg ved det” sukkede elveren ”det er tid til at komme videre. Bare giv mig et lille øjeblik...”. ”Selvfølgelig” svarede odderen og trådte ud på gaden igen. ”Du kommer bare, når du er klar”. Så snart han var væk, vendte elveren endnu en gang blikket ned mod masken, som han knugede i sine hænder.

”Hvordan har han det?” spurgte Monolo, da odderen sluttede sig til ham igen. ”Giv ham lige et øjeblik mere” vrissede Za-Sien muggent, ikke helt til dosnens overraskelse. ”Selvfølgelig” sagde han og lagde en hånd odderens skulder, som ikke blev skubbet væk. Det var til gengæld overraskende for Monolo. ”Handler det om det med skoven?” spurgte han odderen. Za-Sien undlod at svare. ”Jeg er sikker på, at han ikke er vred på dig. Det bør du heller ikke være”. ”Det skal du ikke blan...” begyndte odderen vredt, men stoppede så sig selv og krympede sig sammen. ”Jeg sætter pri... jeg...” peb han skrøbeligt ”kan vi ikke snakke om det senere? Jeg kan vist også bruge et øjeblik”. ”Det kan vi vist alle” svarede Monolo og kastede et blik over på Bruntop, der stod og talte til heksen, som havde kaldt sig selv for ”Bella Theodora le Fey”. Hun sad sammenkrøbet op ad muren i skrædderstilling og havde ikke sagt et eneste ord hele morgenen. Faktisk ikke siden de havde fjernet hende fra gyden i nattens løb. Ingen af dem var rigtigt sikre på, hvad de skulle gøre med hende, men både Monolo og Bruntop havde insisteret på, at de ikke bare kunne efterlade hende stående der for sig selv. Teknisk set havde hun ikke dræbt Den Ensomme Skygge, det havde været alderdommen, men det kunne jo stadig være, at Manwe ville stille hende nogle spørgsmål, når han fik overskuddet til det. Desuden følte hverken dosnen eller dværgen, at det ville være passende blot at efterlade hende, når hun tydeligvis var i så stort ubehag.

De ventede et lille øjeblik mere, og så kom Manwe ud af bygningen med både rygsæk og sværd på ryggen. Han tog en dyb indånding og trådte så hen til dosnen og odderen. ”Er du klar?” spurgte dosnen, og Manwe nikkede, hvorefter han spærrede øjnene op med et forbavset blik. ”Regin?” sagde han, og da de andre vendte sig om, fik de ganske rigtigt øje på den frakkeklædte dværg, som kom løbende imod dem med en avis i hånden. ”Hvad laver du her?” spurgte Monolo overrasket ”jeg troede, du ventede på os tilbage på kroen”. ”Åh, planerne er blevet ændret en smule” sagde Regin hurtigt ”jeg kommer med jer tilbage til Zrulf i stedet, men det er ligegyldigt. Har I hørt det?”. ”Hørt hvad?” spurgte Bruntop, der med heksen på slæb var kommet hen for at se, hvad der foregik. ”Det her” svarede Regin og folede avisen ud for at vise dem overskriften på forsiden.

Natten til den 15. Baigh i Braldirborg, fangekælderen på dinorens slot
Arolnar sukkede afslappet og taknemmeligt, da fangen i nabocellen endelig endte sin irriterende sang. Den havde været i gang temmelig længe efterhånden. ”Tak” sagde han højlydt ”du var godt nok ved at drive mig til vanvid med den jamren... og jeg er allerede tosset!”. ”Det var så lidt” svarede en fremmed stemme, og Bageren satte sig nysgerrigt op fra sengen. På den anden side af tremmerne stod en mørk skikkelse indhyllet i sort stof, nærmest som bandager. Alt for høj til at være en dværg, tænkte Arolnar, men det kunne jeg lidt have sagt mig selv med hornene. Der var kun ganske få huller i bandageklædningen, og udover øjehullerne stak der nemlig to korte horn ud af panden på den fremmede. ”Jamen hej med dig” hilste Arolnar interesseret og pressede sit hoved frem mellem to af tremmerne. ”Hvad laver du mon her? Du er vel ikke kommet for at besøge mig, er du?”. ”Det afhænger af, hvorvidt du er ham, som kaldes for Bageren” svarede den hornede fremmede, og Arolnar gav sig til at nikke. ”Det er jeg, det er jeg” sagde han ”og lad mig gætte... du skulle vel aldrig være 'Den Brændte'`?”. Under det sorte tøj kunne der lige anes formen af et smil. ”Jeg er glad for, at mit omdømme er nået mig i forvejen. Du har hørt gode ting, antager jeg?”. Arolnar begyndte også at smile. Og så at le. ”Overhovedet ikke” lo han vanvittigt ”for det første, så hvad er Den Brændte overhovedet for et navn? Bageren er i det mindste originalt. Alle har brandsår nu om dage, tag dog og følg lidt med”. ”Den Brændte”s smil blegnede. ”For det andet” tilføjede Arolnar og tørrede en glædeståre væk fra kinden for at skifte til et dybere og mere alvorligt toneleje ”så ved jeg, at du arbejder for den forbandede kælling Gwora. Du er vel kommet for at afhente mig, antager jeg?”. ”For at befri dig” svarede lakajen og trådte helt tæt på tremmerne. ”Jeg kan se, at du allerede kender min anfører. Jeg bringer dig et tilbud på hendes vegne. Kom med mig nu, og du kan undslippe dette sted og få et nyt liv dybt under jorden hos olddværgene, hvor dit geni faktisk kan værdsættes og benyttes”. ”Hmmm...” sagde Arolnar og kløede sig på næsen. ”Mit geni får faktisk en genial ide i netop dette øjeblik. VAGTER! HJÆLP, HJÆLP, JEG BLIVER BRUDT UD AF FÆNGSLET!”. ”Den Brændte” stirrede på den tossede Arolnar, som om han var vanvittig, imens Bageren vinkede ham bort og satte sig tilbage på sengen. ”Fortæl Gwora, at vi nok skal mødes en dag” sagde han ”men det kommer til at blive på mine betingelser. Ikke når hun sender sin skødehund ud for at samle mig op. Husk endelig at hilse”.

Samtidigt i dinorens private rådskammer
Dinor Mågens den VII kiggede knapt nok op, da budbringeren trådte ind. Det havde han efterhånden gjort så mange gange den aften, at Mågens knap nok bemærkede det. ”Noget nyt?” spurgte dinoren afventende og foldede hænderne. ”Vagtkaptajn Tjarn er kommet tilbage” svarede budbringeren til Mågens' lettelse. ”Er han?” sagde han ”er du sikker?”. ”Ja” svarede budbringeren ”jeg så ham selv. Han ankom for fem minutter siden, men jeg må fortælle dig, at han ser rimeligt skadet ud”. ”Få ham herop med det samme” instruerede dinoren ham hastigt ”jeg er nødt til at vide, hvordan det gik med Runa og barnet”. ”Naturligvis” svarede budbringeren, bukkede dybt og forsvandt så igen. Ivrigt satte Mågens sig til at vente, imens tankerne ræsede gennem hovedet på ham. Det var over et døgn siden, han havde sendt sin hustru Runa af Lodiahs hus til et sikkert sted i byen, en opgave Vagtkaptajn Tjarn personligt havde set til. Mågens havde allerede mistet Hertug Heitz, en af hans mest indflydelsesrige og loyale støtter i dværgenes politiske verden, for nogle få dage siden. Der var i forvejen mange, som støttede ideen om Gjortnal på tronen frem for den nuværende hersker, og det ville ikke ligefrem vinde Mågens' flere allierede, hvis hans hustru døde. Faktisk ville det venskab, han havde opbygget til støvdværgene, nok snarere styrte i grus. Så var der selvfølgelig også hans ufødte barn at tænke på. Bare hans barn var i sikkerhed.

”Er hun i live?” spurgte Mågens straks, døren gik op igen. Men det var hverken Vagtkaptajn Tjarn eller budbringeren. I døråbningen befandt sig i stedet Prins Gjortnals puskede skikkelse. Hans hår var i uorden, hans klæder simple, og så havde han en ladt armbrøst vendt mod dinoren, men ellers lignede han sig selv. ”Godaften, fætter” hilste Gjortnal og lukkede døren efter sig. ”Bliv endelig siddende, det kommer kun til at tage et øjeblik”. ”Hvad vil du?” spurgte dinoren, imens han langsomt rakte ud efter en kniv med sin venstre hånd. ”Hvad jeg vil?” sagde Gjortnal tankefuldt ”ikke særligt meget faktisk. Det er dig med de store planer og ambitioner. Det har det altid været. Såsom dengang du manipulerede min salige fader til at overgive tronen til dig i stedet for mig. Du fik fat i lidt af min gamle gæsts bagværk, gjorde du ikke?”. Dinoren svarede ham ikke, men det var nemt for prinsen at aflæse hans blik. ”Det gjorde du” sagde Gjortnal, nu en lille smule målløs. ”Det gjorde du faktisk” gentog han forbløffet. ”Jeg troede, jeg bare havde bildt mig selv det ind, men det gjorde du virkeligt. Du forrådte mig og stjal alt, hvad der var retmæssigt mit”. Den forkastede arving trådte et skridt tilbage og bed tænderne sammen i vrede. ”Hvordan kunne du?”. ”Såre simpelt, kære fætter” svarede Mågens ham igen ”du ville være blevet en forfærdelig dinor, hvorimod jeg... kan du ikke se, hvad jeg har gjort. Vi har fremskridt nu for første gang siden krigens afslutning. Zrulf var ved at drukne under din faders lederskab, og du ville bare have fortsat det”.


Gjortnal lod dog ikke rigtigt til at lytte efter længere. ”Du gjorde det” gentog han igen, nu med tårer i øjnene. ”DU GJORDE DET! På grund af dig blev jeg tvunget til at flygte. Der var folk, som forsøgte at myrde mig, ved du det. Måske ikke på dine ordrer, men så på dine allieredes da. Og ved du, hvad det sjove er... jeg var faktisk i tvivl om, hvad jeg skulle gøre i dag. Om jeg faktisk kunne gennemføre det her”. ”Så lad være” sagde Mågens roligt og rejste sig op, samtidigt med at han skjulte kniven bag sin ryg. ”Du behøver stadig ikke gøre det her”. ”Tja måske ikke” sagde Gjortnal, hvorefter han sank en klump og slikkede sig om munden. ”Men nu har jeg faktisk lyst til det”. Han hævede armbrøsten og pegede den mod Dinor Mågens VII's hoved. ”Tja, du ved, hvad man siger, fætter. Dinoren længe leve”.

Første Afsnit       Forrige Afsnit                                                                                        Næste Afsnit