#46 Dinoren Længe Leve
Morgenen
den 19. Baigh 1076AA i Platnir, Mugball
”Typisk, bare typisk” mumlede Regin lavmælt, idet han listede ud
af bagindgangen og kom ud i gyden bag kroen. Hvor længe mon han
havde, før legionens soldater opdagede, at han var væk? Nok ikke
særligt længe hvis han skulle basere sit gæt på deres trukne
våben og aggressive miner. Denne gang var han virkeligt gået et
skridt for langt. Han havde handlet for hastigt, og nu faldt
hammeren. Alt Regin kunne forsøge på nu var at flygte fra ambolten.
Han havde været ved at hakke nogle løg ude i køkkenet, da de
pludseligt kom marcherende ind på kroen med tyven på slæb, ham
Regin havde sat til at finde løjtnanten. Han havde kun lige nået at
gribe sin gamle, røde frakke og liste bort fra Det Rustne Skæg i
sidste øjeblik. Legionærerne havde set ret mugne ud. Regin havde
trods alt også generet dem i månedsvis efterhånden, lige siden han
først havde fået nys om Løjtnant Bhals aktiviteterne på egnen.
Næsten alle nabolagets tyve vidste efterhånden, at Regin ledte
efter ham, og det havde kun været et spørgsmål om tid, før Den
Grå Legion fandt ud af, hvem der stod bag spionerne Nu var den dag
oprunden, og Regin var forberedt.
Han løftede rygsækken med nødforsyninger op fra skjulestedet i
gyden, efterlod en seddel til sine lokale partnere og lagde så
stenen tilbage for at dække hullet. Da det var gjort, kastede han et
sidste blik tilbage på kroen og smuttede ud på gaden, hvor den
travle morgentrafik herskede. Regin havde næsten ondt af tyven, der
var blevet fanget, men så heller ikke alt for meget. Knægten havde
trods alt forrådt ham.
”Regin!”. Den netop opsagte krovært undlod at kigge op ved lyden
af sit navn og fortsatte i en rolig gangart. Han kunne måske endnu
nå at undgå en alt for åbenlys flugt. ”Regin” lød det igen
denne gang tættere på, og han skulle lige til at sætte i løb, da
han genkendte stemmen. Det var Morton, en ung dværg prydet med en
gylden hanekam og en af Regins faste slynger. ”Hvad er der?”
spurgte Regin utålmodigt og satte tempoet en smule op. ”Det er
avisen” svarede Morton forpustet og rakte et eksemplar af Braldirs
Folk helt op i ansigtet på ham. ”Lige ankommet”. ”Det har jeg
ikke tid” svarede Regin småirriteret og forsøgte at vifte avisen
væk. ”Jeg tror nu alligevel, at du kan undvære et øjeblik for at
læse det her” insisterede Morton ”sværger' ved gamle besses'
næsehår, at det er... ja, lad os bare sige, at det er af den
højeste vigtighed”. Regin fik i det øjeblik øje på
overskriften, og han viste sig enig ved først at måbe, så at råbe.
”Ved Bæstet!”.
Den
12. Baigh 1076AA i Rlatos
Det havde gjort børnene meget godt at få udsovet og at få et varmt
måltid mad på en af Pollys mindre værtshuse i byen, som hun havde
sat til side for dem efter ønske fra Faros. Et ønske som hun
glædeligt havde opfyldt. Børnene havde mest af alt brug for ro og
tryghed efter de sidste fire dages ”strabadser”, som Polly valgte
at kalde dem. Den muntre dosne kvinde havde også selv leveret maden
til Faros' taknemmelighed, og så havde hun ellers tilbragt et par
timer sammen med dem, indtil børnene var faldet i søvn. Inderst
inde vidste Faros godt, at han placerede sig i hendes gæld på denne
måde, selv hvis hun sagde, at han ikke skulle tænke på det. Hun
var måske lidt af en blid hyggetante, men hun var samtidigt en
snedig tyv og en dygtig manipulator med både omdømme og position at
tænke på. En dag skulle nok komme, hvor Faros' måtte gøre hende
en tjeneste til gengæld. Men den sag måtte han tage, når den kom.
Den næste morgen forlod de hurtigt værtshuset og satte kursen
tilbage mod Zrulf og overfladen. Børnene var alle ivrige efter at
komme hjem igen og se Irram, og for nu lod Faros dem leve i denne
fantasi. Han havde ingen anelse om, hvordan hans fostermoder havde
det, og selv hvis hun skulle komme sig helt, så kunne de ikke vende
tilbage til kælderen. Den slags steder forblev aldrig tomme særligt
længe ad gangen. Samtidigt ønskede Faros det heller ikke. Tanken om
den gamle kælder var nu plaget af dårlige minder, og hvis én
slavehandler kunne angribe dem, hvad skulle så stoppe en anden?
Eller en tyvebande som ønskede et nyt skjulested? Nej, han måtte
finde en anden løsning, for han ville ikke tillade dem at tage
tilbage til det hul. Det var alt for farligt.
En anden tanke plagede også Faros, hver gang han kiggede på Tugy,
der muntert travede af sted i selskab med de andre hjemløse, men i
særdeleshed Skruml og Raz. De diskuterede ivrigt udfaldet af deres
”strabadser”, og ashas knægten lod til at vundet ny respekt fra
de andre, især Tugy imiterede hans besværgelse gang på gang, imens
hun helst ikke ville omtale sine egne bedrifter. Det forstod Faros
også udmærket, og de andre børn lod til at være enige. Det var
nemmere at omtale magi, end hvad der faktisk havde dræbt Djulidur,
renere på en måde. Det var derfor godt at se børnene tale sammen,
for de trængte utvivlsomt alle til en ven i øjeblikket. Af netop
den grund blev det umådeligt smertefuldt for Faros overhovedet at
overveje det næste skridt. Hvordan kunne han fjerne Raz, den
efterladte uægte søn af en adelsmand fra Ashas, fra de eneste
venner han havde? For fjernes det skulle han for sin egen
sikkerhedsskyld. Han var magtblodet, og selv om alle børnene havde
fundet ud af det, så var der ingen af dem, der virkeligt forstod,
hvad det betød. Så snart rygtet spredte sig, og det kunne ikke
undgås før eller senere, så ville alle være efter ham for slet
ikke at nævne Jarskon, som allerede havde set ham i aktion. Raz
kunne umuligt være sikker i Zrulf og især ikke hos hverken dem
eller Irram. Men den hovedpine kunne i det mindste vente til, de
nåede tilbage på kroen. For nu måtte Tugy, Raz og Skruml nyde den
tid, de havde sammen, imens det varerede.
De nåede frem til tunnelindgangene mod Zrulf uden problemer, hvor de
købte nogle fakler til hjemrejsen, som Marintra besluttede, at de
ville påbegynde med det samme. ”Børnene er måske trætte”
argumenterede hun ”men de vil sove langt bedre, så snart vi er væk
fra Rlatos... det gælder også mig for den sags skyld. Jeg har fået
nok af Egernbyen for denne gang”.
Da
de endelig slog lejr for natten var de nået et godt stykke ind i den
første tunnel, og de valgte en bred skakt som rasteplads, hvor en
flok lokale underjordlinger solgte dem brænde til et bål. Børnene
kiggede lidt nysgerrigt på væsnernes muselignende træk, men Faros
forsikrede dem roligt om, at de ikke var nogen trussel. Nej, af alle
de underjordiske væsner, der levede i disse tunneller, så var
underjordlingerne nok de eneste, man virkeligt kunne kalde for
harmløse. ”Hvorfor er det egentligt, du ikke kan lide mus?”
spurgte Faros Marintra, da de lidt efter sad omkring bålet og holdt
vagt, imens børnene faldt til ro. ”Har du ikke spurgt mig om det
et utal af gange allerede?” spurgte hun igen. ”Jov” sukkede
Faros. ”Hvorfor regner du så med at få et svar denne gang?”
sagde hun med forundret blik. ”Det ved jeg ikke” svarede Faros og
kastede et blik efter underjordlingerne i det fjerne. ”Jeg kom bare
lige i tanke om det og begyndte at undre mig igen”. ”Så lad din
undre ophøre” sagde Marintra ”det har din lille hjerne slet ikke
godt af. Ikke alt behøver at få en forklaring, at du ved det”.
”Var der en mus, som spiste noget af dit tøj?” spurgte Faros
mistænksomt. ”Øh nej” fnøs hun, som om det var det mest
latterlige spørgsmål i hele verden. ”Jeg spiste musens tøj”.
Faros kunne ikke lade være med at smile. ”Der er ikke sket hende
noget” sagde han roligt til sin bedste ven, og hun kiggede
pludseligt op på ham, som han havde han stukket hende. ”Hvad
snakker du om?” spurgte hun defensivt. ”Dit ben ryster, og du har
snart ædt sin underlæbe” sagde Faros tålmodigt ”men du behøver
ikke bekymre dig så meget. Jeg er sikker på, at Tsyseria har det
fint. Hun sidder sikkert og spiller Dragehale med Trak eller sådan
noget”. ”Man skal altså være mindst tre til Dragehale”
korrigerede Marintra ham, og Faros rynkede forundret brynene. ”Ikke
sådan som Regin har lært mig det da” svarede han tvivlsomt. ”Og
Regin er jo slet ikke en snydepels og en svindler” sagde Marintra
ironisk ”når det kommer til kortspil. Ved du det, hvad det
betyder?”. ”At jeg har spillet Dragehale forkert gennem
størstedelen af mit liv” sagde Faros, imens han tænkte over alle
de andre regler, Regin havde prakket ham på. ”Betyder det også,
at man ikke skal bytte kort, når man har tre ens og glemmer at sige
'wyvern'?”.
”Ja” sagde Marintra med et skeptisk hævet øjenbryn ”men dine
forfærdelige kortevner til siden, så betyder det, Tsyseria og Trak
ikke kan spille Dragehale alene. Og eftersom at de må spille
Dragehale, så kan det kun betyde, at Irram allerede har det bedre og
spiller sammen med dem”. ”Jeg følger ikke helt logikken her”
sagde Faros en smule forvirret ”faktisk tror jeg ikke, der er
særlig megen at finde i, hvad du lige sagde”. ”Logikken ligger
i, at du forsøgte at berolige og forsikre mig, og at jeg nu gør det
samme for dig” forklarede Marintra. ”Logik for møgduer”. Faros
begyndte igen at smile. ”Tak... og ikke bare for... øh... trøsten.
Tak for hvad du gjorde tilbage i Rlatos”. ”For at putte en pil i
Jarskon?” fnøs Marintra henkastet og vinkede ligegyldigt ”hvad
skulle jeg ellers have gjort? Desuden fortjente musen det. Du
tvivlede da vel ikke på, at jeg ville gøre noget ved ham?”.
Faros
nåede aldrig at besvare det spørgsmål, for sekundet efter faldt en
fremmed skikkelse til jorden lige i udkanten af lyset fra bålet.
Marintra sprang på benene og greb ud efter sin bue... som
naturligvis ikke eksisterede længere, huskede hun. I stedet samlede
hun en pil op og skulle til at slutte sig til Faros, da flere af
børnene vågnede op. ”Hvad sker der?” spurgte en lille pige.
”Shhh... ikke noget” svarede Marintra ”vi skal bare til at lave
klam voksenmad. Det har du ikke lyst til at se, tro mig”. Men det
var allerede for sent, og resten af børnene var begyndt at vågne
op.
Faros
nærmede sig forsigtigt skikkelsen på jorden. Hans første
indskydelse sagde ham, at det var en ishipazi uden for sin
klippedragt, men det viste sig heller ikke at være rigtigt. Det var
dog heller ikke en dværg, langt fra, og Faros søgte sin hukommelse
efter det fremmede væsen. ”Hjælp” lød en hæs stemme til sidst
fra det ”så tørstig...”. Ved lyden af den smertefulde stemme
glemte Faros forsigtigheden og trådte helt hen til skikkelsen, som
han tog fat i med begge hænder og løftede ind mod bålet. Det
flakkende skær fra ilden afslørede mange uventede træk hos den
fremmede, og Faros var sikker på aldrig at have set noget lignende.
Væsnet var omkring halvanden meter høj, havde en rustbrun, skællet
hud, og mellem benene var der en lang, tynd hale. Da han lagde den
fremmede fra sig på jorden og rakte ud efter en vandflaske,
bemærkede han også svømmehud mellem fingrene. ”Så tørstig...”
tiggede væsnet ”jeg er så ked af det. Det skal aldrig ske igen.
Bare giv mig nektar”. ”Her” sagde Faros og løftede vandflasken
op til væsnets indtørrede mund. ”Drik det her”. Den fremmede
tog en håbefuld slurk, men spyttede det så pludseligt vredt ud
igen, og et sæt gule reptil øjne åbnede sig. ”Nektar” bad
væsnet endnu en gang ”nektar... jeg vil gøre hvad som helst”.
”Nektar?” spurgte Faros, imens Marintra og børnene samlede sig
bag ham. ”Hvad snakker du om? Hvad i hele hule Herroth er nektar?”.
Men der lød intet svar, for den tørstige fremmede var død.
Sådan
blev Faros siddende i nogle minutter, imens han betragtede det
mærkværdige væsen. Han var sikker på aldrig at have set noget
lignende i sit liv. Han havde godt nok heller aldrig hørt om noget,
der hed nektar. ”Hvad pokker var det?” spurgte Tugy til sidst, og
Faros anede ikke, hvad han skulle svare hende. ”Uanset hvad det
var, så lader det til at have tiltrukket selskab” kommenterede
Marintra ”læseheste”. Faros rettede sig op og så ganske rigtigt
tre fremmede komme hen imod sig, der minsandten ikke kunne være
andet end læseheste... øh olddværge mener jeg. Klædt i lange
frakker med utælleligt mange lommer fyldt med værktøj og med bøger
i bælterne vandrede de forretningsmæssigt hen imod dem, ganske
målbevist. Hver især bar de en mekanisk armbrøst med indbygget
sigte ladt med en bolt af natrina. ”Hvis De vil være så venlig at
træde side, min gode herre?” hilste en af olddværgene ”også
Dem gode frue, og hvis De kunne tage Deres... børn med Dem, ville
det være værdsat”. ”Hvad er det for en mærkelig en?” spurgte
en af de hjemløse og pegede på det fremmede væsen, der for kort
tid siden øjensynligt døde af tørst efter at have nægtet at
drikke vand. ”Hr.?” sagde olddværgen med en panderynken til
Faros ”jeg er ikke i humør til ballade, og jeg tør næsten vove
den påstand, at De har det på samme måde. Har jeg ikke ret?”.
Det havde han. Uanset hvor meget Faros end havde lyst til at vide,
hvad der foregik, så kunne han risikere det. Det var altid farligt
at stille sig imod olddværge med deres store indflydelse på resten
af riget, og i dag kunne Faros ikke tillade sig at sætte noget som
helst på spil. Ikke nu da han lige havde fået Tugy tilbage igen.
”Kom så, unger” sagde han ”lad os smutte”. ”Hr.” nikkede
olddværgen taknemmeligt, og så trådte Faros, Marintra og børnene
ellers væk fra bålet og hen for at samle deres ejendele sammen.
Alligevel
nåede Faros at overhøre en lille bid af olddværgenes samtale, idet
de betragtede det mærkværdige væsen. ”Det var den sidste, ikke
sandt?” spurgte en. ”Rigtigt” svarede en anden, den der havde
talt til Faros og lod til at være lederen. ”En skam hvad der skete
med den, men det er kun helt forståeligt. Den har gemt sig i lidt
over tre uger i de her uhygiejniske grotter, og efter to uger uden
nektar lukker immunforsvaret helt ned for dem. Selv hvis vi havde
fundet den, imens den var i live, havde det nok været for sent. Nå,
vi må hellere få den med tilbage til de andre, så vi kan komme
hjemad”. ”Forbandede mechai” kommenterede den tredje olddværg.
Morgenen
den 19. Baigh 1076AA i Platnir, Mugball
”Manwe?”.
Elveren kiggede op på odderen i døråbningen, som stod og
betragtede ham forsigtigt. ”Jeg ved det” sukkede elveren ”det
er tid til at komme videre. Bare giv mig et lille øjeblik...”.
”Selvfølgelig” svarede odderen og trådte ud på gaden igen. ”Du
kommer bare, når du er klar”. Så snart han var væk, vendte
elveren endnu en gang blikket ned mod masken, som han knugede i sine
hænder.
”Hvordan
har han det?” spurgte Monolo, da odderen sluttede sig til ham igen.
”Giv ham lige et øjeblik mere” vrissede Za-Sien muggent, ikke
helt til dosnens overraskelse. ”Selvfølgelig” sagde han og lagde
en hånd odderens skulder, som ikke blev skubbet væk. Det var til
gengæld overraskende for Monolo. ”Handler det om det med skoven?”
spurgte han odderen. Za-Sien undlod at svare. ”Jeg er sikker på,
at han ikke er vred på dig. Det bør du heller ikke være”. ”Det
skal du ikke blan...” begyndte odderen vredt, men stoppede så sig
selv og krympede sig sammen. ”Jeg sætter pri... jeg...” peb han
skrøbeligt ”kan vi ikke snakke om det senere? Jeg kan vist også
bruge et øjeblik”. ”Det kan vi vist alle” svarede Monolo og
kastede et blik over på Bruntop, der stod og talte til heksen, som
havde kaldt sig selv for ”Bella Theodora le Fey”. Hun sad
sammenkrøbet op ad muren i skrædderstilling og havde ikke sagt et
eneste ord hele morgenen. Faktisk ikke siden de havde fjernet hende
fra gyden i nattens løb. Ingen af dem var rigtigt sikre på, hvad de
skulle gøre med hende, men både Monolo og Bruntop havde insisteret
på, at de ikke bare kunne efterlade hende stående der for sig selv.
Teknisk set havde hun ikke dræbt Den Ensomme Skygge, det havde været
alderdommen, men det kunne jo stadig være, at Manwe ville stille
hende nogle spørgsmål, når han fik overskuddet til det. Desuden
følte hverken dosnen eller dværgen, at det ville være passende
blot at efterlade hende, når hun tydeligvis var i så stort ubehag.
De
ventede et lille øjeblik mere, og så kom Manwe ud af bygningen med
både rygsæk og sværd på ryggen. Han tog en dyb indånding og
trådte så hen til dosnen og odderen. ”Er du klar?” spurgte
dosnen, og Manwe nikkede, hvorefter han spærrede øjnene op med et
forbavset blik. ”Regin?” sagde han, og da de andre vendte sig om,
fik de ganske rigtigt øje på den frakkeklædte dværg, som kom
løbende imod dem med en avis i hånden. ”Hvad laver du her?”
spurgte Monolo overrasket ”jeg troede, du ventede på os tilbage på
kroen”. ”Åh, planerne er blevet ændret en smule” sagde Regin
hurtigt ”jeg kommer med jer tilbage til Zrulf i stedet, men det er
ligegyldigt. Har I hørt det?”. ”Hørt hvad?” spurgte Bruntop,
der med heksen på slæb var kommet hen for at se, hvad der foregik.
”Det her” svarede Regin og folede avisen ud for at vise dem
overskriften på forsiden.
Natten
til den 15. Baigh i Braldirborg, fangekælderen på dinorens slot
Arolnar
sukkede afslappet og taknemmeligt, da fangen i nabocellen endelig
endte sin irriterende sang. Den havde været i gang temmelig længe
efterhånden. ”Tak” sagde han højlydt ”du var godt nok ved at
drive mig til vanvid med den jamren... og jeg er allerede tosset!”.
”Det var så lidt” svarede en fremmed stemme, og Bageren satte
sig nysgerrigt op fra sengen. På den anden side af tremmerne stod en
mørk skikkelse indhyllet i sort stof, nærmest som bandager. Alt
for høj til at være en dværg, tænkte
Arolnar, men det
kunne jeg lidt have sagt mig selv med hornene. Der
var kun ganske få huller i bandageklædningen, og udover øjehullerne
stak der nemlig to korte horn ud af panden på den fremmede. ”Jamen
hej med dig” hilste Arolnar interesseret og pressede sit hoved frem
mellem to af tremmerne. ”Hvad laver du mon her? Du er vel ikke
kommet for at besøge mig, er du?”. ”Det afhænger af, hvorvidt
du er ham, som kaldes for Bageren” svarede den hornede fremmede, og
Arolnar gav sig til at nikke. ”Det er jeg, det er jeg” sagde han
”og lad mig gætte... du skulle vel aldrig være 'Den Brændte'`?”.
Under det sorte tøj kunne der lige anes formen af et smil. ”Jeg er
glad for, at mit omdømme er nået mig i forvejen. Du har hørt gode
ting, antager jeg?”. Arolnar begyndte også at smile. Og så at le.
”Overhovedet ikke” lo han vanvittigt ”for det første, så hvad
er Den Brændte overhovedet for et navn? Bageren er i det mindste
originalt. Alle har brandsår nu om dage, tag dog og følg lidt med”.
”Den Brændte”s smil blegnede. ”For det andet” tilføjede
Arolnar og tørrede en glædeståre væk fra kinden for at skifte til
et dybere og mere alvorligt toneleje ”så ved jeg, at du arbejder
for den forbandede kælling Gwora. Du er vel kommet for at afhente
mig, antager jeg?”. ”For at befri dig” svarede lakajen og
trådte helt tæt på tremmerne. ”Jeg kan se, at du allerede kender
min anfører. Jeg bringer dig et tilbud på hendes vegne. Kom med mig
nu, og du kan undslippe dette sted og få et nyt liv dybt under
jorden hos olddværgene, hvor dit geni faktisk kan værdsættes og
benyttes”. ”Hmmm...” sagde Arolnar og kløede sig på næsen.
”Mit geni får faktisk en genial ide i netop dette øjeblik.
VAGTER! HJÆLP, HJÆLP, JEG BLIVER BRUDT UD AF FÆNGSLET!”. ”Den
Brændte” stirrede på den tossede Arolnar, som om han var
vanvittig, imens Bageren vinkede ham bort og satte sig tilbage på
sengen. ”Fortæl Gwora, at vi nok skal mødes en dag” sagde han
”men det kommer til at blive på mine betingelser. Ikke når hun
sender sin skødehund ud for at samle mig op. Husk endelig at hilse”.
Samtidigt
i dinorens private rådskammer
Dinor
Mågens den VII kiggede knapt nok op, da budbringeren trådte ind.
Det havde han efterhånden gjort så mange gange den aften, at Mågens
knap nok bemærkede det. ”Noget nyt?” spurgte dinoren afventende
og foldede hænderne. ”Vagtkaptajn Tjarn er kommet tilbage”
svarede budbringeren til Mågens' lettelse. ”Er han?” sagde han
”er du sikker?”. ”Ja” svarede budbringeren ”jeg så ham
selv. Han ankom for fem minutter siden, men jeg må fortælle dig, at
han ser rimeligt skadet ud”. ”Få ham herop med det samme”
instruerede dinoren ham hastigt ”jeg er nødt til at vide, hvordan
det gik med Runa og barnet”. ”Naturligvis” svarede
budbringeren, bukkede dybt og forsvandt så igen. Ivrigt satte Mågens
sig til at vente, imens tankerne ræsede gennem hovedet på ham. Det
var over et døgn siden, han havde sendt sin hustru Runa af Lodiahs
hus til et sikkert sted i byen, en opgave Vagtkaptajn Tjarn
personligt havde set til. Mågens havde allerede mistet Hertug Heitz,
en af hans mest indflydelsesrige og loyale støtter i dværgenes
politiske verden, for nogle få dage siden. Der var i forvejen mange,
som støttede ideen om Gjortnal på tronen frem for den nuværende
hersker, og det ville ikke ligefrem vinde Mågens' flere allierede,
hvis hans hustru døde. Faktisk ville det venskab, han havde opbygget
til støvdværgene, nok snarere styrte i grus. Så var der
selvfølgelig også hans ufødte barn at tænke på. Bare hans barn
var i sikkerhed.
”Er
hun i live?” spurgte Mågens straks, døren gik op igen. Men det
var hverken Vagtkaptajn Tjarn eller budbringeren. I døråbningen
befandt sig i stedet Prins Gjortnals puskede skikkelse. Hans hår var
i uorden, hans klæder simple, og så havde han en ladt armbrøst
vendt mod dinoren, men ellers lignede han sig selv. ”Godaften,
fætter” hilste Gjortnal og lukkede døren efter sig. ”Bliv
endelig siddende, det kommer kun til at tage et øjeblik”. ”Hvad
vil du?” spurgte dinoren, imens han langsomt rakte ud efter en kniv
med sin venstre hånd. ”Hvad jeg vil?” sagde Gjortnal tankefuldt
”ikke særligt meget faktisk. Det er dig med de store planer og
ambitioner. Det har det altid været. Såsom dengang du manipulerede
min salige fader til at overgive tronen til dig i stedet for mig. Du
fik fat i lidt af min gamle gæsts bagværk, gjorde du ikke?”.
Dinoren svarede ham ikke, men det var nemt for prinsen at aflæse
hans blik. ”Det gjorde du” sagde Gjortnal, nu en lille smule
målløs. ”Det gjorde du faktisk” gentog han forbløffet. ”Jeg
troede, jeg bare havde bildt mig selv det ind, men det gjorde du
virkeligt. Du forrådte mig og stjal alt, hvad der var retmæssigt
mit”. Den forkastede arving trådte et skridt tilbage og bed
tænderne sammen i vrede. ”Hvordan kunne du?”. ”Såre simpelt,
kære fætter” svarede Mågens ham igen ”du ville være blevet en
forfærdelig dinor, hvorimod jeg... kan du ikke se, hvad jeg har
gjort. Vi har fremskridt nu for første gang siden krigens
afslutning. Zrulf var ved at drukne under din faders lederskab, og du
ville bare have fortsat det”.
Gjortnal
lod dog ikke rigtigt til at lytte efter længere. ”Du gjorde det”
gentog han igen, nu med tårer i øjnene. ”DU GJORDE DET! På grund
af dig blev jeg tvunget til at flygte. Der var folk, som forsøgte at
myrde mig, ved du det. Måske ikke på dine ordrer, men så på dine
allieredes da. Og ved du, hvad det sjove er... jeg var faktisk i
tvivl om, hvad jeg skulle gøre i dag. Om jeg faktisk kunne
gennemføre det her”. ”Så lad være” sagde Mågens roligt og
rejste sig op, samtidigt med at han skjulte kniven bag sin ryg. ”Du
behøver stadig ikke gøre det her”. ”Tja måske ikke” sagde
Gjortnal, hvorefter han sank en klump og slikkede sig om munden. ”Men
nu har jeg faktisk lyst til det”. Han hævede armbrøsten og pegede
den mod Dinor Mågens VII's hoved. ”Tja, du ved, hvad man siger,
fætter. Dinoren længe leve”.
Kommentarer
Send en kommentar