mandag den 1. maj 2017

Dværge #42 Rlatos

#42 Rlatos

Den 11. Baigh i den underjordiske by Rlatos mellem Zrulf og fastlandet
Tugy vågnede med ét sæt ved en pludselig lyd, men gjorde ikke andet end langsomt at åbne sine øjne. Hun havde lært over de sidste par dage, at vagterne ikke reagerede positivt på uventede bevægelser, og de havde været ekstra mistænksomme, siden hun havde forsøgt på at stjæle en kniv fra en af dem. Den oplevelse havde samtidigt skænket hende et blåt øje og en flækket kindtand. Ironisk nok var hun det eneste af børnene, som ikke havde mistet alt mod over det. ”Vi ska' nok slip' væk næste gang” havde hun hårdnakket insisteret med blodig mund ”Faros ska' nok kom' efter os”. Det var dog ikke lykkedes hende at inspirere nogen af de andre, og hvis hun skulle være helt ærlig med sig selv, så holdt hun kun lige præcis facaden oppe. En eller anden var nødt til at bevare lidt kampgejst, og siden Irram var blevet såret... siden pilen var fløjet ud af mørket og havde boret sig ind i hendes side. Siden da havde moralen ikke bare været lav, men død og begravet. Ashas knægten kendt som Snothvalp havde ikke sagt et ord, siden det var sket, og for en gangs skyld var Tugy ikke på nakken af ham. Han havde haft ret. Hun kunne umuligt have reddet Skruml selv og klaret ambassadøren. Det forstod hun godt nu, ja, alt var blevet ganske klart for hende siden... Lad være med at tænke sådan, insisterede en stemme i den lille tyvs hoved, men den var efterhånden ved at synge på sidste vejrs, hun er ikke død. Det kan hun ikke være, hører du mig? Hun er ikke død, og Faros kommer efter os... Faros kommer...

Disse tanker ramte hende for hundrede og syttende gang, så straks hun vågnede, og Tugy sad stille i flere minutter for at få styr på sig selv, imens hun betragtede det mørke klippeloft mange mange meter over sig. Hernede var det himlen, og det udsyn havde ikke ligefrem hjulpet på børnenes humør. Hovedparten af dem var ganske vist dværge, og flere havde tidligere boet blandt de underjordiske byer, men Irram var på overfladen, og jo længere ned de kom, jo længere fra hende kom de også. Hvilket er ligegyldigt, fordi hun er d... ”Klap i” hviskede Tugy til sig selv og satte sig op. Omkring hende lå hendes fostrebrødre og søstre i en stor bunke, og hun kunne mærke en troldearm under sig. Hvis der havde været et lyst punkt på hele deres tur til Rlatos, så havde det været, at hun i det mindste var blevet genforenet med Skruml, sin bedste ven. Hvor længe dette kom til at vare, var dog ikke til at sige. Faktisk var Tugy rimeligt sikker på, at de snart ville blive skilt ad og solgt til forskellige parter. Det Angloriske Imperium var måske langt langt borte, men Rlatos var et rimeligt gråt område, når det kom til ting såsom lovgivning, Thorhall traktaten, som forbød slaveri, og alliancer samt bare almen moral og etik. Kort fortalt så var det en røverhule, hvor man kom for at indgå diskrete handler og undgå vagtsomme øjne. Det skulle ikke undre Tugy, hvis slavehandlere fra vesten kom hertil for at udveksle fanger, før de tog dem med tilbage til imperiet. Det kunne være dem, de ventede på i netop dette øjeblik.

For noget eller nogen ventede de i hvert fald på. Alle børnene og deres fangevogtere befandt sig i, hvad der på overfladen ville blive kaldt for en dal, et stykke fra hovedbyen. Et par af vagterne havde et bål i gang, hvor de var ved at lave mad, imens de resterende enten var på udkig eller lå og sov. Hovedparten af dem var dværge, men de var tydeligvis af forskellige nationaliteter, og kun en håndfuld af dem lod til at tale anglorisk. De var ambassadørens nærmeste og dem med det bedste udstyr, naturligvis, og af dem var der en seks-syv stykker. Resten måtte være lokale dværge, som sikkert havde manglet lidt penge på lommen. De var bare desperate forbrydere uden evnerne eller hjernen til bedre arbejde, og Tugy kunne se på deres svage vilje samt mangel på rygrad nær ambassadøren, at de ikke var nogen rigtig trussel. Men det behøvede de heller ikke at være, for de angloriske dværge, diamant-dværge som de blev kaldt, var rimeligt alvorlige på egen hånd. Under deres brune frakker havde de tykke læderrustninger og sommetider ringbrynje, og de bar alle et fint, bredt ethånds sværd. De ville være drømmeofre for de fleste tyve, observerede Tugy med professionel interesse, for deres sværd var alle overbroderede, og parerstængerne farvede med sølv og guld. Det var ikke sølle bondeknolde, de havde med at gøre, nej, de var enten adelige eller ud af rige købmandsfamilier. Slavehandlende familier.

Ambassadøren selv, som de andre dværge tiltalte ”Señor Djulidur”, var uden tvivl også vandt til at blive behandlet som en fra overklassen. Tugy forstod ganske vist ikke, hvad han sagde til sine folk, men han havde ingen tålmodighed i sin stemme og da slet ingen respekt til overs for de hyrede lokale svende. Han sad bare der i sin blå kåbe og kiggede surt og tvært på enhver, der så meget som kastede et enkelt blik i hans retning. I øjeblikket lod han til at være endnu mere utålmodig end sædvanligt, og han blev med at spørge en af sine vagter om noget. ”¿Cuando llega?”. Men hans vagter trak blot på skuldrene med undskyldende miner.

Aftenen den 18. Baigh 1076AA i Platnir, Mugball
De fulgte Regins instruktioner og kom snart ind i et af Platnirs mest kringlede kvarterer. Stenhuse alle vegne og gaderne fyldte med gnavne, hårdkogte støvdværge, som alle kiggede mistroisk efter dem, præcis som Regin havde advaret dem, at de ville. ”Det hjælper nok heller ikke ligefrem, at jeg er tilstede” mumlede Za-Sien ”men lad dem bare stirre”. ”Shhh” tyssede Monolo på ham, der ledte an, og stoppede op på et gadehjørne. På højre hånd lå der en lille klinik, og foran dem var der derimod en lang række af mørke stenhuse. ”Han burde befinde sig i et af disse” mindede dosnen dem alle tre om, på trods af at de havde hørt det fra Regin samtidigt med ham. ”Vi kan ikke bare vade ind” sagde Za-Sien. ”En plan, ja” bifaldt Bruntop, og han gav sig til at rode sin eliksir taske igennem. Monolo kiggede en smule nervøst på dværgens beslutsomme mine og vendte sig så mod Manwe, hvor han forventede at finde et lignende blik. Til hans overraskelse stod elveren helt optaget og stirrede ned mod klinikken, hvor en lyshåret elverkvinde netop var gået ind. ”Manwe?” kaldte Monolo ”det der kan du gøre senere. Vi har en opgave at udføre, husker du nok. Med din far og alt det der”. ”Hvad?” spurgte elveren fraværende og rystede sig så vågen igen ”jov, ja, lad os komme i gang. En plan, sagde du?”.

Tilbage i Rlatos den 11. Baigh 1076AA
Det smertefulde skrig fra et nederlag blev kastet i ansigtet på dem, netop som de trådte ind i hulen. Det blev fulgt af et buldrende bifald fra publikum og derefter brok fra dem, der havde tabt penge på kampen. ”Ahhh” sukkede Jarskon ”den lyd havde jeg næsten savnet”. Bag dem blev døren straks lukket af en vagt, imens en anden kom hen for at tage imod dem. Det var en stor og muskuløs gobling med en bar overkrop dækket i tatoveringer og to økser hængende ned ad siden. Alt i alt en ganske almindelig gut på steder som disse. ”Hvad har vi her?” spurgte han med et grynt og harkede så en slimklat op ”to fremmede og en tredjestands. Hvad vil I her?”. Marintra holdt munden lukket, ganske klar over at goblingen ikke vil lytte til hende alligevel på grund af hendes brændemærkninger i ansigtet, og Jarskon foretrak at være inkognito, så Faros tog ordet. ”Jeg er skam ingen fremmed” sagde han ”bare fordi du er så grøn som et spædbarn på æblerov”. ”Grøn?” sagde goblingen skarpt ”hvad skal det betyde, makker? Har du måske et problem med mig, hva? For hvis du prøver på at provokere, så ka' du få lov at hilse på mine økser ude i gyden om et øjeblik”. ”Jeg siger, at du er ny” sukkede Faros ”og at jeg plejede at komme her før i tiden. Under alle omstændigheder så er jeg her for at tale med ejeren, hvis hun ellers er hjemme”. Goblingen kastede mistænksomt et blik rundt, som om han regnede med at blive overvåget. Så vendte han bagefter snuden frem mod Faros igen, så Jarskon og til sidst Marintra, hvor hans øjne klistrede sig til hendes blå streger i adskillige sekunder. ”Sikke et dejligt vejr vi har i dag” sagde han en smule usikkert, og Faros måtte kæmpe for at afholde sig selv fra at smile. Det lykkedes ikke helt for Marintra, og hendes latter blev kun mere livagtigt, da goblingen sendte hende et truende blik. ”Hør her” sukkede Faros ”jeg ved godt, at normer og skikke kræver den slags, men i dag er virkeligt ikke den rette til åndssvage løsenet. Jeg kender ikke svaret, og nej, jeg har ærlig talt ikke gidet bruge tid på at skaffe det. Så hvorfor springer vi ikke denne del over og hopper direkte til den del, hvor du fører mig til din chef”. Goblingen kiggede overrumplet på den rødskæggede dværg og trådte tøvende et halvt skridt bagud, imens hans hænder bevægede sig ned mod økserne. ”Prøv endelig” kommenterede Faros ”for jeg kan love dig for, at Polly ville begræde min død mere end din”. Ved chefens rigtige navn slukkedes lyset i goblingens øjne helt, og hans arme faldt opgivende ned langs siderne. ”Godt så” sagde Faros ”før os til din leder”. ”Det er desuden solskin” hviskede Marintra, da hun passerede forbi goblingen ”på den der mørke stenhimmel udenfor”.

Du skulle da bare have skrevet på forhånd, at du kom forbi” sagde Polly Ato muntert, da hun, Faros, Jarskon og Marintra lidt efter sad på en altan over den lille arena, hvorfra de tidligere havde hørt et skrig. På tribunen hele vejen rundt om den sad folk fra Rlatos' første og anden stand, det vil sige de rige forbrydere og politiske flygtninge, som styrede byen, og så selvfølgelig deres håndlangere. Hovedparten af de tilstedeværende fra første standen var desuden medlemmer af Tyvenes Broderskab, som Faros og Marintra engang selv havde været det, og som Polly fortsat var. ”Det blev en sidste øjebliks ting” svarede Faros hende, og den gamle dosne kvinde smilede. ”Hvornår er det ikke det med jer to?” spurgte hun. Så blev hendes blik hårdt, og det fæstnede sig ved Jarskon. ”Jeg ville bare ønske, at I kunne have medbragt lidt pænere selvskab”. ”Tro mig” mumlede Jarskon ”jeg kunne også forestille mig mere behagelige steder at befinde mig. Steder hvor alle og enhver ikke ønsker mig død”. ”Men jeg ønsker dig skam heller ikke død, krakkensøn” svarede Polly muntert ”nej, det er ikke sådan, vi gør tingene i broderskabet som regel. Vi har standarder, og vi ser dine funktioner for øjeblikket. Nej, indespærret i Zrulfs mørkeste fangehul ville være meget mere passende”. Jarskon reagerede slet ikke på hendes ord, og hun vendte sig i stedet mod Faros og Marintra, nu med munter mine igen. ”Men hvordan kunne I gøre det mod mig?” spurgte hun anklagende ”I kommer ikke på besøg, I ikke så meget som skriver til mig. I tredive år har jeg kendt jer to, og så er der ikke en af jer, som tænker på at fortælle mig, at Tsyseria er i live. Man må indrømme, at man føler sig lidt forsømt, når man er nødt til at finde ud af den slags via spioner. Tsk, tsk, tsk, folk er ikke, hvad de har været, er de vel?”. Faros og Marintra udvekslede pinlige tavse, blikke, imens Polly betragtede dem med sine rynkede hænder foldet. Til sidst åbnede Marintra munden for at tale, men Polly kom hende hurtigt i forkøbet. ”Ah, jeg driver gæk med jer. Jeg forstår det udmærket. I har haft rigeligt at se til, kan jeg forestille mig, med jeres nye karriere og alt det der. Så er der ikke altid tid til at holde kontakten til gamle venner, især da de omtalte fortsat er med i en organisation, man selv forlod. Men bare rolig. I forlod Tyvenes Broderskab rent og redeligt af egen vilje, og det respekterer vi. I skal altid være velkommen, så længe I overholder reglerne. Vi er civiliserede og fornuftige folk, og i modsætning til visse andre efterlader vi ikke venner på egne ben, når skuden brænder”. Hun sendte Jarskon endnu et hårdt blik, som han koldt besvarede. ”Så hvad er det, I vil mig, når det ikke er at besøge en gammel ven?” spurgte hun lidt efter atter vendt mod Faros og Marintra. ”Vi leder efter nogle udlændinge, diamant-dværge” fortalte Faros hende ”de har nogle fanger blandt sig, som de har tænkt sig at sælge, når først de når tilbage vestpå. Det kan vi ikke tillade”. ”Selvfølgelig ikke” svarede Polly og hidkaldte en tjener med et klap, som kom ind og serverede en skål tørret frugt for dem. ”I ønsker naturligvis min hjælp til at lokalisere disse udlændinge”. Faros nikkede, og Marintra fyldte munden med tørrede tranebær, imens Jarskon betragtede kampen i arenaen under dem. I øjeblikket var det stor køllebevæbnet trold, der kæmpede mod en mindre flok af ishipazi. Sidst nævnte var slimede, skællede uhyrer indsvøbt i rustninger af mange sammenklistrede småsten, som både olddværgene og jerndværgene ofte havde problemer med. De var forbitrede pestilenser mere end reelle trusler for det meste, men i større flokke kunne de sagtens være farlige, som trolden i arenaen netop beviste ved at få sin pandeskal flækket midt over. ”Det skal jeg også nok hjælpe jer med” sagde Polly ”og jeg har allerede et spor, der kan føre jer i den rette retning. En troldkvinde skulle være kommet i problemer med dem og søgte mine folks beskyttelse. Desværre for hende så vi ikke rigtigt noget potentiale i hende, og hun kunne ikke betale os noget nævneværdigt”. ”Hun kunne måske være interesseret i at få dem sat ud af spillet ligesom os” bemærkede Faros, og Polly nikkede. ”Hun var en dværg... Thorna hed hun vist, og så havde hun en anden med sig. En fyr med et dårligt øje... lad mig se... ja, Finn”. Faros sukkede højlydt over de velkendte navne, og Polly smilede. ”Men før I går” sagde hun så, og hendes smil forsvandt for at blive erstattet af en forretningsmæssig mine ”så husk lige, at denne ene gang måske var på huset, men ikke kun på grund af gode gamle dage. I kører jeres egen ting nu, og det respekterer jer, men jeg vil fortsat vedligeholde kontakt, både personligt og erhvervsmæssigt. Jeg kommer måske og beder jer om en tjeneste en dag, under rimelige forhold naturligvis, og det kunne lige så vel være jer, der igen fik brug for min hjælp”. ”Naturligvis” svarede Faros, selvom han følte sig en smule nervøs ved tanken om igen at skulle arbejde sammen med broderskabet. Han var ikke bange, for han stolede på Polly, så meget som man nu kunne tillade sig i den branche altså. Bare nervøs. Det havde været et svært liv at opgive, og han havde ikke lyst til at blive trukket tilbage ind i det igen. ”Godt så” sagde Polly og vendte for sidste gang blikket mod Jarskon. ”Lige en sidste ting” sagde hun til ham ”hvis du på nogen måde forråder, efterlader eller skader en af dem, så har vi ledige pladser i ringen. Tro mig, når jeg siger, at dine skrig ville bringe mig større fornøjelse, end hvis selveste gudinden Monica sang for mig”. Hun lavede et hovedkast imod den døde trold, som de mange stenklædte ishipazi hvæsede vredt ad med løftede hænder, hvorpå der sad blodige sten som kløer. ”Det kunne jeg aldrig drømme om” svarede Jarskon svarede tørt ”ikke når du kommer med så høflige trusler”.

Den 18. Baigh 1076AA i Platnir hos Den Ensomme Skygge
Manwe berørte forsigtigt sit arrede ansigt, ganske klar over at det ville gøre ondt, men samtidigt ude af stand til at lade være. Hurtigt trak han hånden væk igen og rystede smerten af sig. Hvad han ikke ville gøre for en god flaske vin og en dygtig troldmand til at se på såret. Desværre var ingen af delene noget, der kunne skaffes på denne egn og da slet ikke for de småsummer, han ejede. Nej, samarbejdet med Arolnar havde været en stor fiasko. Han havde håbet på at få Gjortnals økonomiske støtte som dinor, men det var gået helt til Herroth. Faktisk havde han ikke set noget gå værre, siden dengang hans gamle ven Lukas havde forsøgt at konvertere en flok dæmoner til lysgudens tro. Eller dengang de sammen havde kæmpet mod en basilisk. Manwe kom helt til at smile over de gamle minder, men det gik hurtigt over igen. Lukas var død. Det var alle hans gamle venner, og det havde de været i over et årtusinde. Et årtusinde hvor han, Manwe, havde udført Heganas handlinger og tjent hendes sag. Hvor han havde været Den Ensomme Skygge, en af de mest frygtede snigmordere i hele Mortlan. Et årtusinde hvor han havde haft en sag at kæmpe for. Det var kun et halvt år siden nu, at det var ophørt, og at han havde forladt mørkets gudindes tjeneste. Manwe havde siden erfaret, at han ikke kunne fungere uden en sag efter al den tid.

Klodset rakte elveren ud efter den mørke flaske på bordet foran sig, og han kom til at slå ind i sin gamle kranie-maske med de mærkelige G'er. Den havde han ikke båret siden eksplosionen i Braldirborg, der havde taget hans ene øje fra ham og vansiret resten af hans ansigt. Den fungerede stadigvæk fint, det ville den utvivlsomt stadig gøre længere efter hans død, præcis som den var blevet skabt længe før hans fødsel, men masken var heller ikke den samme længere. Før i tiden havde den tilbudt sikkerhed, uanet viden og tryghed, når han arbejde. Nu ønskede den kun at give ham mareridt. Manwe trak proppen af flasken og tog en dyb slurk af den tunge, stærke væske, før flere uønskede tanker kunne nå ham.

Men netop som han satte flasken tilbage på bordet, hørte han en næsten lydløs bevægelse komme oppe fra taget, og hans hånd rykkede sig fra flasken til den ladte armbrøst ved siden af. Han var omringet, vidste han, så det kunne ikke være hverken Le Fey eller Cerin. Ikke medmindre de havde fået forstærkninger. De kunne selvfølgelig også arbejde sammen, men det tvivlede Manwe stærkt på. Tiden listede sig langsomt af sted, imens Manwe sad der med den ene hånd på armbrøsten og den anden på sit ene kortsværd. Til sidst gled hans dør lydløst op efter at være blevet dirket, og ind trådte en lille skikkelse i en fin læderfrakke med en tricorne på hovedet. ”Hej” sagde dosnen venligt ”mit navn er Monolo Mortus”. Dette uventede udfald kom helt bag på Manwe, og i et øjeblik var han lige ved at miste overblikket. Da en ung elver få sekunder efter kom stormende ind med et tohånds sværd i hånden, samtidigt med at en dværg sprang frem med en bombe i hver hånd, og en odder bueskytte kravlede ind gennem et hul i taget, genvandt han dog kontrollen på ingen tid. Før de kunne nå at gøre noget, fik han sendt den unge elver bagud med et spark, rettet armbrøsten mod odderens hoved og placeret sit kortsværds klinge på dværgens strube. ”Ikke hurtigt nok” bemærkede han med et fnys ”tæt på, men ikke helt nok”. Så genkendte han Bruntops hadefulde mine og mente at forstå situationen. ”Så dagens første besøg er et hævntogt” sagde han ”som om jeg ikke havde nok fjender ude efter at komme mig til livs i forvejen, men jeg forstår udmærket. Jeg ville også ønske hævn, hvis nogen havde fyldt mine årer med ufortyndet formic blod. Lad os nu se, hvordan det går for dig”. ”Ja, lad os endelig” lød en lille stemme til højre for Den Ensomme Skygge, og da han kiggede ned, fik han øje på dosnen, som stod med et kortsværd rettet mod hans brystkasse. Manwe var lige ved at komme til at grine ved synet, for Mortus stod og rystede over hele kroppen. ”Du er ingen kriger” sagde elveren ”smut du hellere, før du kommer til skade”. ”Ingen behøver at komme til skade” lød så det fra elveren med tohånds sværdet, som Manwe havde sparket væk uden rigtigt at kigge nøje på. Han havde tidligere bemærket ham en enkelt gang eller to i selvskab med Marintra og Faros, men ved ingen af lejlighederne havde han virkeligt fået kigget nærmere på elveren, der nu stod foran ham med et hævet tohånds sværd. ”Dig” sagde Manwe ved den pludselige genkendelse, og han lod ufrivilligt armbrøsten synke. ”Ja” sagde den anden Manwe ”mig”.

I Rlatos den 11. Baigh 1076AA igen igen
Det tog dem ikke længe at finde Thorna ”Den Farlige” og Finn Falkeøje, for ikke blot havde Polly en god fornemmelse af, hvor de befandt sig, så reagerede de også med det samme, de fik øje på Faros. ”Nej, ikke nu” sagde Thorna pludseligt med sin skingre stemme ”ikke Røde. Ikke allerede. Jeg er ikke klar. Hævnens time er endnu ikke kommet oprunden. Finn, så gør dog noget for pokker!”. Mortlans værste troldkvinde gav sig til at bladre sin besværgelsesbog igennem, uden hvilken hun ingen magi kunne kaste, imens hendes næstkommanderende kiggede desperat rundt med sit ene fungerende øje. ”Hold nu op, Thorna” sagde Faros småirriteret og trådte hurtigt hen til de to tosser, hvor han skubbede Finn til siden og tog besværgelsesbogen fra hende. ”Jeg har ikke rigtigt tid til det her. Vi leder efter en anglorisk slavehandler ved navn Djulidur og hørte, at du havde mødt ham. Hvor er han?”. Thorna skævede nervøst til Finn, som sank en klump og rystende løftede sine hænder op, klar til slåskamp. ”Jeg ved ikke, hvad du snakker om, Røde” svarede Thorna, nu både hæst og skingert. ”Jeg har overhovedet ingen anelse. Nej. Slet ingen. Anelse. Overhovedet altså. Niks”. Faros sukkede irriteret, for han vidste, at tiden var ved at løbe ud for dem, hvis ikke Ambassadøren allerede var rejst videre. De måtte finde ham nu, ellers ville han aldrig få Tugy at se igen. ”Lad mig” sagde Jarskon pludseligt, trådte så frem og greb Thornas hals. ”Hvor er Djulidur” spurgte han køligt, imens Thorna kæmpede for at få vejret og langsomt blev bleg af luftmangel. ”Svar mig nu”. ”Jarskon!” udbrød Marintra overrasket, men hun holdt alligevel Finn tilbage. Faros reagerede derimod. ”Hvad tror du, at du laver?” spurgte han vredt og rev Jarskons arm væk. Krakkensønnen sendte ham et intenst blik og trak armen til sig igen. ”Finder ud af, hvor slavehandleren er” svarede han koldt ”vi har ikke megen tid, din idiot. Det ved du også selv, og jeg vil hellere komme til at dræbe denne ubrugelige usling, end jeg vil stå og gøre ingenting, imens tiden løber fra os”. Thorna tog sig til halsen, imens hun blegt og skrækslagent kiggede mellem Jarskon og Faros. ”Desuden” tilføjede krakkensønnen ”så ved hendes kumpan det sikkert også”. ”Jeg skal nok fortælle det, jeg skal nok fortælle det” skyndte Thorna sig at hoste frem. ”Nej, du vil ej” rettede Jarskon hende ”du vil føre os derhen og det nu”. Hun nikkede ivrigt, samlede besværgelsesbogen op og gav sig straks til at føre an. ”Næste gang må du gerne advare mig, inden du gør den slags” hviskede Faros til krakkensønnen, da de kort efter fulgte i hælene på Thorna og Finn. ”Og spilde tiden” fnøs Jarskon ”jeg troede, at du havde travlt med at redde dine hjemløse, eller har jeg misforstået noget?”. ”Det har du ikke” svarede Faros ham ”men jeg må indrømme, at jeg er overrasket over din dedikation til at finde slavehandleren”. Han modtog straks et advarende blik fra Marintra, der bekræftede en del rygter om Jarskons fortid. ”Jeg har mine motivationer, og du har dine” svarede krakkensønnen og forhindrede så yderligere spørgsmål ved at sætte farten op. ”Kom nu, Røde” kaldte Thorna lidt længere fremme, da hun bemærkede, at han sakkede agterud ”vi må skynde os”. ”Jeg hedder altså Faros” svarede den rødskæggede dværg muggent, imens han overvejede situationen.

Den 13. Baigh 1076AA i Braldirborg på Smedens Datter

”Hvordan har hun det?” spurgte Tsyseria, da Trak kom til syne på krostuen. Han havde lige været nede for at tjekke op på Irram, der befandt sig nede i skjulestedet. Efter Faros, Marintras og Jarksons afrejse fire dage tidligere, havde Tsyseria tilkaldt en lokal læge. Det havde ikke været en, hun som sådan kendte, men alt måtte være mere pålideligt end en af Jarksons rejsefæller, havde hun ment. ”Hun sover” svarede goblingen ”og hun er helt rolig denne gang... så det går i det mindste lidt bedre”. Tsyseria nikkede og foldede det eksemplar af Braldirs Folk, dværgenes avis, hun netop havde læst til ende, sammen. Der var ikke som sådan nogen store nyheder, udover at en af de faste journalister ved navn Tilda Bjerg Jorak var forsvundet. ”Nå” gabte elveren træt ”det må også være sengetid efterhånden”. De sidste gæster havde forladt krostuen få øjeblikke tidligere, og det var godt over lukketid. Men netop som Tsyseria havde sagt de skæbnesvangre ord, blev døren slået op, og ind løb Tjarn, dinorens vagtkaptajn. Han greb hurtigt et bord og gav sig til at barrikadere indgangen efter sig. ”Hvad sker der?” spurgte Tsyseria noget forundret, imens Trak langsomt nærmede sig dværgen med begge sine våben trukne. ”Snigmordere” svarede vagtkaptajnen ”de har forfulgt mig siden slottet nu... jeg havde ikke andre steder at gå hen”. Så faldt han forover, og Tsyseria bemærkede, at vagtkaptajnen havde en armbrøst bolt dybt begravet i højre lår. Surt for ham.

 Første Afsnit   Forrige Afsnit                                                                                     Næste Afsnit